Mandag d. 26. juli 2010.                         RETUR

 Det var temmelig skyet fra morgenstunden, men det gjorde ikke så meget, da vi ikke havde de store planer i dag. Vi planlagde derfor at samle op på de "småting", som lå i lokalområdet. Morgenmaden foregik for én gangs skyld ikke på dækket, men blev indtaget i opholdsrummet.
 På trods af de resterende skyer var vi begge iført korte bukser, da vi trillede de 2 km. ind til Skei for at få en ny vandreguide, der på mystisk vis havde været væk siden vores lange tur til bræen den første dag. Vi har nok tabt den, da vi lavede vores halsbrækkende stunt med at springe hen over gletsjer-fossen. På Turist Informationen fik vi også telefonnumre til Briksdals Brævandring, så efter at have fået en opdateret vejrmelding fra PC'en om at tirsdag ville blive skyet, men at onsdag og torsdag ville blive meget fine, så skyndte vi os at ringe og bestille gletsjer-vandring onsdag. Det viste sig dog, at firmaet ikke længere arrangerede ture til Briksdal, så vi må ind i nabodalen på én af de 32 andre gletsjer-arme - nemlig Bødalsbræen. Den venlige herre lovede, at de lavede 5-6-mandshold, hvor folk "matchede" hinanden, dvs. vi ville slippe for skrigende unger - vi mindedes med rædsel vores tur med pigerne, hvor to unger skreg hele turen, og deres bedstemor styrtede og brækkede sin næse!

 Hanne havde spottet Skei's store kombinerede Striktrøje-, Jule- og Souvenir-butik, og det var hun ikke ene om. Den ene busfuld turister efter den anden væltede ind i butikken. Indehaveren kendte tilsyneladende alle chaufførerne, for han kom hele tiden ud med et stort smil og skiftede flaget over indgangen, så det matchede busindholdets nationalitet. Så rykkede han resten af flagene en tak til højre og pillede det overskydende ned. Herefter fik han sig en snak med chaufføren, mens folk forsvandt ind i butikken.

På denne måde kunne jeg let overskue, at der i øjeblikket var japanere, russere og i hvert fald én dansker i butikken. Selv om det danske flag ikke vejede over butikken, fandt jeg hende let i den store butik, og sammen fandt vi en norsk trold, som Marie havde bestilt til sit kommende køleskab. Hun er begyndt at samle på magneter fra de steder, som hun besøger, men hun mente, at hun havde været  i Norge så mange gange, at vi godt kunne købe magneten for hende. Udvalget af striktrøjer og lækre vind+vandtætte jakker var imponerende, men hvor tit bruger man en så varm uldsweater i Danmark? Hanne forelskede sig i én, men den fik indtil videre lov til at blive hængende.

Heller ikke de tusindvis af nisser på hylderne i julemarkedet skiftede ejer i dag, men sjovt var det da. Og Audhild Viken's butik er faktisk ikke noget helt lille foretagende. Det blev stiftet i 1947 af Fru Viken, og det er helt sikkert hendes søn Hallvard, der nu jonglerer med flagene og bestyrer en omsætning på over 50 millioner kroner årligt. Utroligt hvad man kan finde af oplysninger på nettet.
 Det er svært ikke at tænke på Halfdan Rasmussen, når man står i denne butik: "Norske nisser nyser ikke, når det blæser koldt fra nord, lukker de med nisse-nøgler deres nisse-næsebor". Ingen af nisserne i butikken havde nøgler i næsen, men det blæser heller ikke koldt i dag.
 

 Efter dette var der kun få minutters kørsel hen til selve museet, der er et frilandsmuseum med gamle huse fra egnen, som er skilt ad, transporteret hertil og samlet igen på området. En ung pige i kassen undskyldte, at det hele var på norsk, men hun fulgte med os op til den midlertidige udstilling på første sal, som i øjeblikket handlede om bjørne i området, da man havde skudt en to år ung han på dette sted for et par år siden. Den stakkels bjørn lå nu fint udstoppet, men stadig skudt og med teaterblod ud af næsen ved siden af den bananskræl, som den var stoppet op for at undersøge, da den endte sine dage. Helt "stakkels" var den dog ikke, for den havde taget ni får i området, før man fik skovlen under den.

 Resten af plancherne på denne etage handlede om bjørnejagt og specielle hændelser med bjørne her i området. Den unge pige startede også en film for os fra en PC, så vi på et lille lærred kunne se tre små bjørnehistorier fra de sidste 200 år. Pigen undskyldte igen, at der var meget dialekt på fortællerne, og den sidste af de tre fortællere "kodede" da også så meget, at vi kun sporadisk fik indholdet med. Én af historierne var en oplæsning fra en dagbog om en bjørnejagt, hvor en ung dansker var blevet såret af bjørnen, inden hans bror og far fik den slået ihjel. Billederne til ordene var taget fra ét maleri, som var inspireret af historien, og det hang selvfølgelig lige ved siden af.

 Nu gik vi ud i det dejlige vejr og studerede de gamle huse. Det var imponerende håndværk. Alle tagene var underst tætnet med birkebark, der var rullet ud som tagsten under de sten og den jord, der var lagt ovenpå husenes tage. Her var også en fin urtehave med navngivne krydderurter og angivet medicinsk virkning, og ved skolen var der åbent, så vi kunne gå ind.


 En anden ung pige guidede folk rundt, og her var et østeuropæisk ægtepar ved at høre om skolen. Da pigen viste skoleklassens gamle geografikort frem kom Norges historie på banen, og vi vi blev rodet ind i diskussionen om hvornår og hvordan Norge blev selvstændig. Så var det jo godt, at man lige havde læst "Turen går til Norge", og som det mest naturlige i verden kunne forklare denne unge nordmand (kvinde) og turisterne, at Danmark afstod Norge i 1814 efter krigen mellem England og Frankrig, hvor Danmark fejlagtigt holdt med Napoleon. Norge var nu i union med Sverige frem til 1905, hvor Frederik d. 8.'s søn Prins Carl blev indsat som Haakon d.7. og Norge igen blev et selvstændigt land. Det mest lærerige i lokalet var dog det lille skilt på væggen:"Spyt aldrig på gulvet!"
 Gederne i området var meget kælesyge, så på vej ud fandt vi et helt moderne toilet med rindende vand, så vi kunne vaske den værste lugt af ged væk.

 Der var under 10 km. til Førde, hvor vi smed bilen på en parkeringsplads nær noget, der kunne ligne centrum. Vi burde have orienteret os bedre, for 20 minutter senere havde vi gået en kort runde, og var tilbage ved bilen uden at have set et egentlig centrum. Klokken var nu ved at være mange, så i stedet for at vandre mere, opsøgte vi byens enorme Coop-butik, der fuldstændigt ligner de velkendte amerikanske Wallmart-butikker på både størrelse af butik og parkeringsplads. Det lykkedes os at blive væk fra hinanden adskillige gange, men vi fik da købt de syv ting på indkøbslisten ... plus lidt mere! Vi skal nok til at overveje vores indkøb fra nu af, selv om vi skal være her en uge endnu.

 Vi fløj nu hjem i lav højde, dvs. vi forsøgte uden held at tappe vand på en tilfældig tankstation på vejen. Vi havde dog lidt vand tilbage, så i stedet skyndte vi os tilbage til "platformen" ved huset og nød solen og en kop te, indtil truende skyer begyndte at tage de varmende stråler. Inden solen var helt væk skyndte jeg mig at tage et udendørs bad, mens det stadig var lunt i luften.

 Hefter læste vi frem til ved 20-tiden, hvor Hanne tryllede en Salat Nicoise frem. Der var kulsorte skyer over Skei, men vi hørte ingen regn eller bulder, så det er næppe blevet til meget mere end det truende syn. Aftenens emne ved middagen var: Nu får Marie snart besked fra Universitetet, om hun er optaget på lægestudiet. Det er spændende, om det lykkes, da 25% flere har søgt ind i år. Hun skulle måske ikke have taget et års pause?