| Jølstravatnet var fuldstændigt indhyllet i tåge, da vi vågnede, men det var meget lokalt over søen, for "dækket" var allerede badet i sol. Efterhånden som solen fik brændt tågen væk, lå der kun små tunger af dis op gennem et par af dalene på den modsatte side af vandet. Det var enormt smukt. Nu ville Hanne forsøge sig med at bade på dækket, og hvis nogen i nærheden har været vågne, så har de fået lidt ekstra underholdning til morgenkaffen. Nu var det tid til morgenmad i solen, og vi nød at det var søndag, og at man ikke havde meget støj fra vejen under os. |
 |
Efter at have fyldt vognen med alle husets tomme vanddunke,
satte vi kurs mod Breheimcentret, der lå tilbage ad den rute, som vi
ankom af for et par dage siden. Vi var dog nødt til at stoppe et par
gange på den korte tur for at forevige et par postkort-udsigter, hvor
det spejlblanke vand vil gøre det svært at sige, hvad der er op og
ned på billederne - lige indtil en lille motorbåd kom forbi og lavede
voldsomme "buler" i den nederste del af billedet.
Det så nærmest ud som om, at nogen havde trukket en pensel igennem den
våde maling. Disse foto kunne være
oplagte billeder til årets kalender. Efter at have passeret den 7 km.
lange tunnel under Jostedalsbræen, kom vi igen frem til bomhuset, hvor
man skal slippe 180kr, men heldigvis ligger bræ-centret 100 meter før
bommen, så vi drejede af og slap i stedet 2 * 110 kr for at komme ind i
centret.
Bygningen havde en prisvindende arkitektur i beton, men alt i
beton er på en-eller-anden måde ikke specielt kønt. Her var nærmest tale
om en bunker-lignende ét-etages stavkirke! Ikke desto mindre var
udstillingen rigtig god. Vi startede med at se en film, som var optaget
med 5 kameraer under en helikopter og gengivet på 5 lærreder i museets
runde biograf. Helikopteren fløj over samtlige bræer på Jostedalsbræen i
selskab med fire norske skiløbere og bjergklatrere. Det var betagende
smukt og barsk på en ikke særlig skræmmende måde, når professionelle
folk demonstrerer, hvordan man klarer sig derude. Efter filmen kunne man gå igennem en
oplevelses-tunnel, hvor jorden blev skabt lige indenfor den første dør,
og herefter sprang man frem gennem dinosaurtiden, istiden, nutiden
med global opvarmning, og endelig jorden anno 2040, som den vil se ud, hvis vi ikke
begynder at opføre os anderledes ... skræmmende. Vores børn skulle gerne
være her endnu på det tidspunkt, og hvad er det vi efterlader til dem?
 |
Resten af udstillingen omhandlede bræen. Her var adskillige
opstillinger, som viste hvordan man borer i is, og hvordan is
smelter under tryk. Her var også en række drabelige historier om turister og fly, der havde været forsvundet i over 50 år, da gletsjeren pludselig en dag spyttede resterne ud over kanten i frossen og velbevaret tilstand! Der ligger stadig en del i isen, som man kan forvente at se igen indenfor de næste 50 år! |
|
 |
 Når man klatrer i is, så borer man små rør ned i isen for at sikre sig - svarende til de spiger man slår ind i klipper ved traditionel bjergbestigning. |
|
| Her var et flot eksempel på, hvordan man anlægger kraftværker under ismængderne og udnytter de store reserver af smeltevand. Vandet fra gletsjeren strømmer først ned i et stort rum, hvor sand og småsten bundfælder sig. Herefter forsætter vandet med stor kraft ned til turbinen, som drives rundt og laver strøm. Det lyder simpelt, men der er et kolossalt slid på turbinemateriellet pga. vandets store indhold af sand og småsten. |
 |
Til venstre ses spidsen af et turbineblad, som kun har været i drift i 48 timer! Det er mine fødder, der kan skimtes nederst i det blankpolerede stål, men øverste del er helt ødelagt. |
Museet kunne også forklare os, hvorfor gletsjervand har den flotte
mælkeagtige farve. Det skyldes de aflejringer, som skylles ud med
vandet. De største sten falder selvfølgelig hurtigt til bunds sammen med
sand, men "silt", der er sten-mel, som er slebet af klipperne, kan føres
langt væk og giver denne fantastiske mælkegrønne farve på vandet. Til
sidst fik vi også en tur gennem en plastic-gletsjer, hvor man uden
fare for liv og helbred kunne kravle ind gennem gletsjerporten og
gå gennem en gletsjerspalte, hvor isen knirkede og knagede omkring os.
Alt i alt var museet en helt fantastisk god og informativ oplevelse.
Klokken var nu 15.30, og det var høje frokosttid. Vi kørte
derfor lidt tilbage mod Skei og tog afviseren mod Supphellebreen, hvor
en vej førte os langt ind i Supphelledalen. Her kunne vi gå få hundrede
meter videre fra en parkering og komme næsten helt hen til foden af den
gletsjer-stump, der praler af at være Europas lavest beliggende gletsjer
syd for Polarcirklen i kun 600 meters højde. Den store
Flatbreen-gletsjer på bjerget dumper sne og is ned på sin lillebror, som
i mængde svarer til en fodboldbane med is der er 230 meter høj ... det
er en meget stor portion is hvert år!
Hanne lagde sig godt tilrette og nød udsigten mod gletsjeren.
    |
Vi havde da også kun siddet et
øjeblik, da Hanne spottede det første lille skred. Mens vi spiste sen
frokost, spejdede vi mod toppen i håb om at se endnu en "lavine", og vi
var heldige. Efter kort tid buldrede en tunge af is ned ad den stejle skråning og kastede sig ud over klipperne for at lade sig opsluge af vandfaldet. Hanne blev bekymret for, at det ville komme helt ned i hovedet på os, men det kom aldrig længere end vandfaldet, og intet sne nåede frem til lillebror-gletsjeren i dalen. Det var et fantastisk syn at se denne kæmpe mængde sne og is blive opslugt af det spinkle vandfald, så vi lagde os nu tilrette på klipperne, så vi kunne se næste lavine. Efter en halv time uden nogen form for action fra gletscjeren efterlod jeg Hanne og traskede helt ned til brækanten, hvor det var næsten umuligt at se, hvad der var klipper, og hvad der var beskidt is. Hvis man polerede et stykke af isen, kunne man se, at den er helt fyldt med små luftbobler. Tilbage hos Hanne ventede vi frem til kl. 17, men vi fik ikke flere laviner fra kælvende bræer. |
|
 |
 |
|
Tilbage på parkeringspladsen sad den tyske herre, som vi så, da vi ankom. Han havde stadig sin kikkert fokuseret mod bræens top. Ligesom os kunne han nok tilbringe en hel dag med at sidde og se på dette unikke skuespil opført af bjerg og is. Hans kone sad tålmodigt ved siden af og læste i sin bog.
| Vi kørte nu tilbage mod Skei, men vi måtte lige ind ved Bøyabræen, og se den, da den lå meget tæt på vejen. Denne bræ havde også en lillebror, som den væltede is ned på, og som én af de få bræer her i området havde den en stor sø foran sig, så man ikke kunne gå helt hen til den. | |
 |
  |
| På vej tilbage til parkeringspladsen passerede vi en lille bro over elven fra søen, og pludselig kunne vi høre en voldsom bimlen fra gede-klokker foran os, så vi trådte hurtigt ind til siden. Det var heldigt, for 5-6 store geder væltede i høj fart forbi os, og de forreste tumlede paniske hen over den smalle gangbro. Dette var åbenbart ikke hurtigt nok for de bagerste, der i panik forcerede elven i et par flotte spring. Hvorfor havde de så travlt? Det eneste, vi så, tilbage mod parkeringen var et fredeligt ægtepar, der absolut ikke var det mindste skræmmende. | |
Nu lykkedes det os at køre tilbage til Skei uden flere stop, og vi tømte igen Esso-tankens vandhane i de 5 medbragte dunke, så vi nu havde 40 liter vand - hvor længe mon det holder? Solen bagte stadig ned på dækket, da vi var tilbage, så Hanne skrev SMS'er og læste i sin bog, mens jeg noterede dagens begivenheder i dagbogen. Nu truer råstegte kartofler og fiskefrikadeller med rogn ... det lyder sgu' da godt!
Men dagens store is- og farveorgie var ikke helt forbi endnu.
Solen besluttede sig for at afslutte dagen med et fyrværkeri af lyserøde
og lyseblå nuancer på skyerne over bjergene og gletsjeren, inden den
forsvandt helt.
Hold da op ... hvilken flot og spændende dag!