Det var brølende solskin, da vi vågnede kl. 8, og udsigten til
bjerge og gletsjere var fantastisk. Vi spiste morgenmad på dækket, og
posen med 20 liter sol-opvarmet brusevand, blev fyldt, så den var klar
til et eftermiddagsbad.
Vi havde nu lært at stille bilen halvt oppe ad grusvejen, så den ikke løb
varm, og vi satte nu
kursen mod Skei Centrum, som er en overskuelig by. Et Joker-supermarked, hvor
vi handlede i går, en Coop-brugs, en frisør, en Esso-tank og en
turistinformation. Første stop var tankstationen, hvor vi efter lidt
søgen spottede den vandhane, som sommerhusets info-mappe varmt
anbefalede. Her fyldte vi to små og en meget stor vanddunk. Herefter tog
vi turistinformationen, hvor en helt ung pige solgte os en beskrivelse
af vandreture i området, og vi fik lidt råd om brævandringer i området i
form af en folder. Den unge pige kunne også via sin Internet-skærm
fortælle os, at vejret ville blive flot i dag og mandag, men at der nok
ville komme lidt skyer i morgen søndag.
Vandreturene blev grundigt studeret hjemme på dækket over en kop
te. Vi besluttede os for en 3-4 timers tur til Haugabreen. Vi kørte over
10 km. ind i Stordalen af en ufattelig lang og lige vej, som er noget
usædvanlig i det bakkede Norge, hvor man hele tiden snor sig frem. For
enden af vejen kunne vi slippe 50 kr. for at kravle de sidste 3 km. op
ad bjerget i bilen på en udmærket privat grusvej med betænkeligt mange
hårnålesving, og dette sparede os for en anstrengende gåtur og 300
meters stigning.
Man ønsker
IKKE at møde modgående biler her, og vi er da også heldige at komme helt
op uden denne unødige ekstra udfordring. Fremme ved den lille
parkeringsplads kunne vi i ro og mag påføre os vandresko, rygsække og
solcreme - det sidste var tvingende nødvendigt med det flotte vejr, som
Hanne havde arrangeret i dag.
| Nu gik det stejlt op ad mod gletsjeren, som lå og ventede på os i horisonten, men først var der en times vandretur langs gletsjer-fossen, hvor man med 10 meters mellemrum måtte springe fra sten til sten for at passere et utal af små bække, der nogen steder nærmest flød ud af klipperne, men langt de fleste steder simrede af sted under de små blåbærbuske i den tundralignende bevoksning. I det fjerne tårnede bjerget sig op, og der var til sidst ingen anden mulighed end at klatre op ad bjerget og de mange løse klippestykker, hvor af mange lå bekymrende løst, så det var svært at finde fodfæste. Den største udfordring var den brusende fos af smeltevand, som skulle forceres. Hele ruten var fint markeret af små rødmalede sten, så kunne man ikke lige se stien, måtte man kigge op og lokalisere det næste røde holdepunkt. |  |
En venlig norsk herre havde advaret os om denne "bæk",
som var i baggrunden, da han
fotograferede os på en smal bro bestående af to jerndragere over den
brusende fos. Manden havde anbefalet os at søge 50 meter længere op, når
vi skulle krydse "bækken" på bjerget, som han kaldte den. Denne rivende
fos kunne tage livet af enhver, så det var med enorm forsigtighed, at vi
halede hinanden over det skummende hvide vand på de store klippestykker.
Belønningen var helt glatpolerede stenflader på den modsatte side - et
tegn på at gletsjeren selv har poleret disse sten - men det gør dem
næsten umulige at stå fast på.
Det lykkedes dog at komme videre,
og kort efter var vi fremme ved gletsjerporten og kunne se, hvor det
blå-grå vand væltede ud under den store blå-hvide istunge, der strakte
sig ned fra fjeldet. Vi satte os ned og nød udsigten, mens vi spiste det
medbragte rugbrød og den obligatoriske dåsemakrel og dåseleverpostej,
der altid smager fantastisk i disse smukke omgivelser.
Jeg gik de sidste 100 meter ned for at røre ved isen, da
nogle fæle grå skyer begyndte at vise sig over fjeldet. Jeg nåede ikke
helt frem til isen, men vi får
forhåbentlig rørt ved gletsjeren senere, når vi skal ud og bræ-vandre. I
stedet kastede vi os ud i den store nedstigning, som igen var lidt af en
udfordring.
Specielt den skummende "bæk" var ved at få sveden frem på
panden. Det var svært at finde et sted, hvor der var så kort mellem
tørre sten, at man med rimelighed kunne springe over. Det lykkedes til
sidst, men det bragte os ud på en ekstra lang vej, hvor vi måtte kure på
enden ned gennem slagger, sand og løse klippestykker langs den brusende
fos. Hanne så lidt bleg ud bagefter. Herefter fulgte en lang nedstigning
i løst grus og usikre klipper, inden vi nåede bunden med de mange små
vandløb, der nu var "det rene vand" at passere. Vi nåede sikkert tilbage
til bilen efter 4 timer, og den stejle nedtur ad grusvejen forløb endnu
en gang uden modkørende biler. For enden af vejen ligger Høyseth
Camping, der ser ud til at have hytter lige under den brusende fos, så
det må vi overveje ... næste gang!
| Vi kørte nu tilbage i Stardalen langs den voldsomme fos, der nu har samlet vand fra så mange vandløb, at den er temmelig voldsom. Vi fangede et glimt af en gummibåd i fossen, så vi holdt ind ved ét af de store fald. Efter to minutter dukkede to gummibåde op med 6 personer iført våddragter og hjelme samt en guide. De grinede til os, og vi vinkede til dem, inden de tordnede igennem de voldsomme strøm-hvirvler. De har garanteret betalt for denne frivillige tortur! |  |
Kort efter sad vi på hjemme dækket, hvor vi nåede at få den sidste sol til et glas hvidvin, inden de grå skyer dækkede for solen. Det var dog ikke værre, end at et par joggebukser og en fleezejakke kunne klare det, så de sidste to dages dagbogsnotater blev udfyldt på dækket. Middagen stod igen på stegt torskerogn, men det blev suppleret med tomatsuppe med nudler. Vi nåede lige at se billeder, inden sofaen indfangede Hanne, og kort efter sov hun tungt.
Og så skal vi lige have billedet fra vandreguiden med ... det er
trods alt et flot luftfoto, som vi ikke selv kunne tage. Her kan man
både se "den lange lige vej", Høyset Camping, Parkeringspladsen for
enden af betalingsvejen og så selvfølgelig Haugabreen for enden af rute
B.
