Vejret var smukt, da vi skulle forlade Ola. Hytten skulle lige
gøres ren, så alt blev smidt ud på verandaen, så jeg kunne pakke bilen,
mens Hanne støvsugede og vaskede gulv med "grøn-sæbe" som foreskrevet i
husreglementet på væggen. Vi forlod først denne utroligt smukt
beliggende campingplads ved 11.30-tiden, og det var lidt sent, da vi
havde meldt vores ankomst det næste sted allerede kl. 16, og vi havde to
færgeoverfarter på dagens 220 km. lange tur. Ud over afstanden ville der
være rigtigt mange smukke steder, hvor vi burde stoppe, da vi har kørt
præcis denne rute for et par år siden.
Den første færge var kun 10 km. fra Eidfjord, og det er nok sidste gang,
vi sejler over her. På sejlturen kunne vi se to store pyloner under
opførelse på hver side af fjorden, og et skilt på den anden side
afslørede, at Hardangerbroen ville være klar i 2013. Med sine 1380 meter
vil det blive én af verdens længste hængebroer, og den vil være længere
end f.eks. Golden Gate i San Francisco. Vi susede videre på den anden
side og passerede adskillige tunneller, vandfald, flotte fjorde og
betagende grønne dale fyldt med dybrøde lader og små hytter. Vejen var
fin, men mange steder kravler man nærmest op over de stejle klippesider,
når man skal forcere de høje bjerge. Ét af højdepunkterne ligger ved
Myrkdalselven, hvor serpentinevejen drejer skarpt mange gange, og man
sniger sig af sted på smalle afsatser for at passere bjerget.
Belønningen kommer nær toppen, hvor man får den smukkeste udsigt over
elven, der kaster sig ned i hovedet på de mange biler, som tager turen.
Desværre forsøger mange campere sig også denne vej, og de smalle sving
og stejle stigninger er ikke velegnede til disse store køretøjer, så
flere gange ligger vi fanget mellem disse store vogne og bander lidt.
Højdepunktet mht. serpentinevej kommer kort efter, hvor vi for enden af
Myrkdalsvegen ser den velkendte zig-zag-linje i bjerget, som afslører,
at bilen nu igen skal klatre.
Udsigten tilbage over dalen er ikke mindre smuk, da vi når op på toppen.
På den anden side venter en stejl nedkørsel, men først skal vi
nyde den fantastiske udsigt ned over Vik, hvor vi sidste gang camperede
med pigerne.
I det fjerne kan vi svagt skimte det vandfald, som vi skal køre forbi, når
vi har taget færgen til Hella. Vi kunne godt huske vejen fra Vik og
videre nordpå mod Vangnæs, hvorfra færgen afgår. Denne vej er nærmest
klistret på siden af en lodret bjergside, og det er med stort besvær, at
man passerer lastbiler og busser. Vi var mindre heldige med færge nr. to
fra Vangsnes til Hella. Her kom vi allerforrest i opmarchbanen, så
færgen var lige sejlet. Der gik dog kun en halv time, så kom næste
færge, og vi fik endnu en smuk tur over de norske fjorde i det flotte
vejr.
| Nu ventede to meget lange tunneller, inden vi nåede frem. Efter første tunnel nåede vi det nye Bræ-museum, som vi skal besøge senere, og hvor vi forhåbentlig kan starte brævandring fra. Vi passerede desværre også betalings-bommen på denne tunnel-rige vej, hvor vi skulle slippe 180 kr. Hold da op! Det er dyrere end broen til Sverige. Men OK ... tunnellerne her er også helt vilde. Vi er lige kommet igennem Færlandstunnellen, og den førte os simpelthen lige ind under Jostedalsbræen, som er den største gletsjer i Europa. Det havde medført en meget lang omvej, hvis vi skulle have kørt en anden vej. Nu manglede en sidste noget kortere tunnel, der også så ud til at ligge lige under isen. |  |
På den anden side af tunnellen var der ganske kort til søen Jølstravatnet og byen Skei, hvor Hanne havde lejet et sommerhus i en hel uge. Beskrivelsen af beliggenheden var noget mangelfuld, så vi var oppe ad et par MEGET stejle grus-indkørsler, og nåede endda at rive i døren til et låst hus, før en meget hjælpsom herre, blev spurgt om vej. Han satte sig ind i sin bil og kørte os noget længere end beskrivelsen angav til et hjulspor, hvor vi lige havde været oppe på en tilstødende grusvej uden at se denne lille sti, der gik stejlt op ad bjerget. Bilen kæmpede sig op, og efter at have vendt og bakket det sidste stykke, lugtede bilen mildest talt brændt. Stakkels bil! Den fik lov til at køle, mens vi tømte den for indhold og indtog vores nye domicil for den kommende uge. Første overraskelse i huset var ... her er ikke indlagt vand! En større samling vanddunke i entreen afslørede, at alt vand skulle bæres til huset. Vi havde set fine billeder af vandvarmere mm. i brochuren for huset, men den var tydeligvis ude af drift, og der var simpelthen ikke vandhaner i køkkenet. En køkkenvask uden vandhane ser altså lidt hjælpeløs ud. Vi skumlede lidt over dette, men lod os hurtigt formilde af den fantastiske udsigt fra "dækket", som var en 20 kvadratmeter stor planketerrasse med direkte udsigt til søen Jølstravatnet, de omkringliggende bjerge og sneen på toppen af disse. Den stakkels bil blev nu sendt til købmanden i Skei, hvor vi købte ind, så vi kunne klare os week-enden over. Bilen lugtede fælt igen, da den blev parkeret foran huset.
Da bilen nu skulle hvile resten af dagen, hentede vi straks to
glas rødvin og fandt husets magelige klapstole, så vi kunne indtage
"dækket". Det var STORT!
Solen forsvandt bag os over bjergkammen præcis kl. 20, så her rejste vi
os modstræbende og begyndte madlavningen, som var ekstremt kulinarisk:
Stegt torskerogn med rejer og salat på ristet brød - det var rigtig godt
- ikke mindst fordi hvidvinen nu var blevet kold i husets effektive
fryser. Og udsigten fra det lille spisebord i køkkenet var helt i
særklasse: Bjerge og sol på gletsjeren på den modsatte side af søen.
Fantastisk!
Dagens sidste udfordring var toilettet! Det var et elektrificeret bidet,
hvor man indlagde en papirspose og benyttede faciliteterne. Herefter
skulle man trykke på en knap, og nu startede en elektrisk kremering af
efterladenskaberne, så tønden summede og støjede i to timer ... det skal
man lige vænne sig til.
Vi var begge bevidstløse, så vi nåede ikke at se billederne fra i dag ...
det må blive i morgen.