|
Vores emhætte klaprede helt vildt, da vi
vågnede ved 8-tiden. Det blæste kraftigt, og ved at linde på
gardinerne, som kunne nås fra sengen, blev tunge grå skyer
afsløret. Kort efter piskede regnen mod vinduerne på trods af
husets udhæng. Hvad ligner det? Vi er på ferie - vi skal have
godt vejr. Det værste var dog, at vi stadig ikke havde strøm.
Køleskabet kørte ikke, badevandet ville være koldt - men værst
af alt - Hanne kunne ikke få morgenkaffe - Norge blev erklæret
katastrofeområde. |
 |
Jeg stred mig gennem regnen, men kontoret blev først bemandet 8.30, og det var der et kvarter til. Tilbage i huset fik vi dog strøm få minutter efter, men Hanne fik kun lige hældt vand i kasserollen, da strømmen forsvandt igen. Kort efter dukkede Hr. Ola op iført regntøj og gummistøvler - han ligner sig selv efter 25 år, hvor vi bedst kan huske ham for altid at stå i et hul og grave. Han piskede rundt og koblede de store campingvogne fra én efter én, indtil han fandt synderen, der slog sikringerne. Herefter var strømmen stabil, vandet var varmt, og vi kunne lave morgenmad. Regnen tog til under maden, så vi kunne kun glæde os over, at vi ikke sad i et af de små telte på pladsen, der blafrede fælt. Inden vi nåede at blive rigtigt deprimerede, lysnede det dog, og da vi forlod huset ved 11.30-tiden var det tørt igen, og der var tiltagende blå himmel ... SÅDAN! Undtagelsestilstanden blev straks ophævet.
Vi tog bilen op til Fossli Hotel, hvor vi måtte slippe 30 kr.
for at parkere ved hotellet. Herfra er der en fantastisk udsigt over den
store dal, som i USA ville blive betegnet som en "canyon". Desværre
havde de gode nordmænd afspærret en del af kanten af, så man ikke kunne
komme helt hen overfor Vøringsfoss vandfaldet ... som vi plejer. (Nok
fordi en russisk buschauffør faldt ned i sommeren 2009, læste vi senere
på Internettet.)
Udsigten er enorm. Der skal mindst et kalender-billede til for at
gengive en smule af storheden. Vi fik nogle fine billeder i det nu meget
flotte vejr. Hvem ville have troet det for et par timer siden?
Her skal man ikke læne sig ud ... heller ikke for at tage billeder at
den gamle vejbro, som nu ikke længere er i brug.
Overfor den store Vøringsfoss forsøger et andet lille vandfald at
tiltrække sig en smule opmærksomhed, og det lykkedes i dag, da solen
omdannede de spredte vanddråber til den smukkeste regnbue, der bugtede
sig de næsten 200 meter ned. Dybt nede i dalen kunne man se en lille
hængebro over fossen, og fra begge sider af broen kunne man se en
gangsti. Det var ifølge planen næste stop!
Vi kørte derfor ned gennem de to første tunneller og standsede ved
indkørslen til Måbo-tunnellen. Herfra kunne vi kort følge den gamle
smalle hovedvej, der nu fungerer som gang- og cykelsti. Efter 500 meter
peger et skilt ud over kanten af vejen mod Vøringsfoss, så vi begyndte 5
kvarters nedstigning på skrå og lidt mudrede stier. Langt det meste af
turen var dog en balancegang over større og mindre klippestykker, der
var faldet ned fra de lodrette klippevægge, der tårnede sig op over os.
Nedenfor brusede floden forbi os, og efter ca. 3 kvarter dukkede
vandfaldet op fremme på vores højre side. Vi nåede frem til den lille
hængebro, som vi havde set ovenfra, og kiggede vi op, kunne vi se små
skikkelser, der stod og kiggede ned på os. Hotellet ligge på kanten af
klipperne lige over Hannes hænder på billedet ovenfor til højre.
|
Vi passerede uden problemer hængebroen, hvor vandet buldrede lige under os. Nu gik det stejlt op på den anden side. De store sten, som vi klatrede hen over, lå faretruende løst. Vi fandt et godt sted at sætte os, hvor vi kunne se vandfaldet ramme bunden af kløften i oppiskede tåger af vand. En ung pige og hendes mor overhalede os og forsøgte at finde stien videre frem. Det lykkedes for dem, og efter at have taget regntøj på forevigede de hinanden på foto i vandtågerne lige overfor vandfaldet. Vi tog pænt til takke med at sidde lidt længere væk i solen OG tørvejr. Vi forlod det smukke syn og gik hurtigt tilbage. Det flotte vejr havde nu lokket folk frem, så vi mødte en del gående imod os. Det sidste par mødte vi 100 meter før vi var oppe på vejen igen. Det var et ungt par med en baby på ryggen i en bærestol - DET lignede ikke et fornuftigt projekt. Oppe på vejen tog vi vores rygsække og trøjer af og prøvede at tørre lidt i solen, inden vi gik det sidste stykke tilbage til bilen. Vi havde ikke siddet i to minutter, da vi til vores lettelse så det unge par med babyen komme tilbage forbi os. |
 |
Tilbage i bilen efter 2½ time kørte vi igen til hytten, hvor vi
spiste frokost indendørs. På trods af solen var det stadig lidt køligt i
den kraftige blæst. Efter et krus kaffe pakkede vi igen rygsækken med
vand og satte os i bilen for at køre til Eidfjord og den tilstødende
Simadalen, hvor der skulle ligge et meget højt vandfald. Bilen kravlede
opad, og vejen blev smallere og smallere. Til sidst skulle vi vælge
mellem en grussti og en blind asfaltvej, så vi valgte asfalten. Efter
endnu en lang tur opad havnede vi som forventet på en
parkeringsplads med et par andre biler. Her tog vi vandrestøvlerne på og
travede videre gennem skoven. Kort efter stod vi på ... grusvejen.
Skulle vi have kørt videre i bilen? Vi fortsatte et par kilometer frem
til fods, hvor et meget højt smalt vandfald kom til syne.
Kort efter kom en vogn med et ungt hollandsk par, der spurgte os om de
kunne køre helt til Hardanger Gletsjeren denne vej. Det mente vi næppe
var muligt, selv om den kun var omkring 5 km. borte, og man kunne skimte isen
på toppen. De kørte videre, og ½ time senere indhentede vi dem for enden
af grusvejen på en ny stor parkeringsplads, hvor de stod og talte med et
andet hollandsk par. Det nye par fortalte, at de havde gået to timer op
til gletsjeren og to timer ned igen. De forsvandt i deres biler, og selv
om vi kiggede, kunne vi ikke se skyggen af vandrestier fra
parkeringspladsen. Det ville i alle tilfælde blive en alt for lang tur
på denne tid af dagen, så vi traskede ned igen og nød det flotte
landskab.
På vej tilbage til Eidfjord kom vi forbi en berømt vej, der er så smal, at
man kun må køre op og ned én gang i timen ... og selvfølgelig ikke på
samme tid. Derfor er der sat et skilt op, som angiver hvornår man skal
køre op og ned. Vi havde egentlig ikke lyst til at kravle mere i bjerge
i dag, selv om det skulle være bilen, der kravlede, så i stedet kørte vi
ned til fjorden, hvor klipperne er helt usædvanlige.
Det ser ud som om, at de er lavet af modellervoks, der er smeltet i solen.
Nedenfor løber det turkis-grønlige smeltevand fra gletsjeren og gør
billedet fuldstændig kunstigt.
Nede i Eidfjord By købte vi lidt ind, og så var det tilbage til hytten,
hvor vi ankom ved 19-tiden efter en lang dag med i alt 10 kilometers
vandring.
Aftensmaden blev varme Nachos-chips med smeltet ost, suppe og ... rødvin
til danske priser, mens vi nød en smuk solnedgang over bjergene.
