Lørdag d. 1. maj 2010.                        RETUR

 Englænderne har mere styr på det end amerikanerne! I USA ville morgenmaden være slut kl. 9, men på pubben starter serveringen først kl. 10, så her indfandt vi os på stam-pubben The Swan som de første gæster. 4 store tallerkener med bacon, æg, tomat, pølse og de obligatoriske "baked beans" kommer susende - så bliver det ikke mere engelsk. Det er selvfølgelig akkompagneret af en passende mængde toast og fire store krus kaffe. Begge pigerne drikker nu også kaffe om morgenen - det skal vi lige vænne os til.

 Vi havde aftalt at splitte op fra morgenstunden. Signe og jeg ville være kulturelle, Hanne ville prøve at finde te til Mormor, og Marie ville ikke overraskende shoppe. Signe og jeg kunne tage den røde linie med Hanne og Marie mod Oxford Street / Marble Arch, hvor de hoppede af, mens vi fortsatte til St. Paul stationen, hvor man træder ud ved bagsiden af den store kirke, som blev påbegyndt 5 dage efter branden i 1666. I dagens anledning var en stor del af kirken pakket ind, og arbejdere var ved at rengøre facaden. De steder, hvor man kunne se stenene, var de med garanti lige så flotte, som de havde været for 350 år siden. Vi traskede rundt om kirken og kom hermed om til den gade, som fører lige ned til Millenium Bridge gangbroen, der fører direkte over til Tate Modern Museet. Dette er en gigantisk firkantet bygning - et tidligere kraftværk fra 1947, der blev totalt bygget om i 2008.

 Museet er virkelig godt indrettet med store rum og rulletrapper mellem etagerne. Vi kørte direkte op til 5. sal, som Signe havde misset, sidst vi var her. Det er udelukkende moderne kunst, dvs. vi starter med Picasso og ender med Warhol og Lichtenstein, de karateriske tegneseriemalerier som Signe har haft hængende på sit værelse til Andy Warhols lyserøde tapeter med køer.

 Her er alt lige fra kornede sort-hvide film af folk, der flyver med drager, sorte linier der flimrer for øjnene til en høvlebænk, der flød med maling og værktøj. Hmmm ... jeg kommer i tanke om, at jeg må se at få ryddet op i kælderen, når jeg kommer hjem ... før mit hus bliver ophøjet til kunst.
 Dagens bedste kunstværker var nok:

 Stive i benene efter to timers øjenkontakt med ting, som andre steder ville være blevet brændt, hvis de var blevet fundet på gulvet, gik vi en tur i museets boghandel, hvor Signe lige skulle have et par kunst-postkort til hjemmeudstillingen.

 Nu traskede vi tilbage langs Themsen i det dejlige vejr. Kl. 14 d. 1. maj passerede vi pubben "Dogget's Four Bars",  hvor Hanne, Hanne, Bo og jeg for PRÆCIS ét år siden sad og nød en øl og lidt "shephards pie" til frokost. Dette droppede vi i dag, men vandrede i stedet tilbage over Themsen via Waterloo Bridge. Herfra er der en mildest talt arkitektonisk forvirring med London Eye i forgrunden og Westminister Abbey, Parlament og Big Ben bagved Hungerford Bridge.


 Herfra kommer man direkte over i Covent Garden-området, som er fyldt med teatre. Vi når selve Covent Garden markedet, som i dag er stoppet med sælgere, turister og cykel-taxier. En herre optræder med "trisse" og griber den med slipset, efter at den har været højt oppe i luften. Han råber begejstret og publikum klapper. Sikke et marked med alt hvad hjertet kan begære af delikatesser og junk. Hanne er nu også ankommet til området, så vi mødes med hende udenfor Marks & Spencer, hvor vi også køber vand. Signe vil gerne se på de ufatteligt mange tøjbutikker i området, så mens pigerne shopper, går jeg rundt i to timer i et  for at være ærlig - temmelig kedeligt område, hvis 100% tøjbutikker og restauranter ikke er specielt ophidsende. Vi prøvede at lokalisere Marie, men hun SMS'ede, at hun var taget tilbage til hotellet, de HUN IKKE KUNNE BÆRE MERE ... det lyder dyrt!

 Vi tog derfor tilbage til hotellet og læssede af, så vi kun havde det mest nødvendige til aftenens teatertur, som Jens havde sponseret sidste år, men som altså først blev indløst nu. Pigernes værelse lignede et af dagens kunstværker! Bare de har plads i kufferterne! Marie skulle lige prøve en masse af sit nye tøj, og da vi gik, var hun iført tårn-høje stiletter, så hun næsten var to hoveder højere end Signe!

 Vi tog først hen til The Swan, hvor der var stoppet med mennesker. Den lette regn gjorde ikke dette bedre, da ingen kunne sidde ude, men det lykkedes os til sidst at kapre to café-borde, så vi alle fire kunne sidde sammen og spise.

 Nu tog vi til Adelphi Theatre på gaden The Strand, hvor det regnede pænt, da vi kom ud fra Charing Cross Station. Vi ventede i ti minutter i den proppede foyer, før vi blev sluppet op til 2. balkon, hvor vi havde en fin udsigt over scenen. Forestillingen var efter min mening fremragende, men Hanne var mere lunken. Den kvindelige hovedrolle var stand-in for den "rigtige" stjerne, og hun virkede lidt skinger. (Billederne er hugget fra forestillingens program.)

 Til gengæld var de to herrer, Phantomet og Raoul HELT i top og modtog mange fortjente klapsalver efter deres flotte solopræstationer. Efter 2½ time inkl. pause strøg vi ud i regnen igen, og der var altid forbløffende mange mennesker på gaden. Det regnede mere end lidt, da vi nåede frem til Lancaster Gate, men pigerne ville hjem og pakke (og se TV), så Hanne og jeg gik igen alene på The Swan for at afslutte dagen med en pint øl.

 Pudsigt nok havde det også regnet de foregående aftener, da vi kom tilbage til hotellet, så hver aften måtte vi tørre paraplyer i badekarret.