| Hanne var på pletten hos pigerne kl. 9.00.00 - i dag skulle vi ikke overfuses af pigerne. Vi tog straks den kendte tur til Bond Street, hvor vi på vej op af de rullende trapper så en mørk herre indtage VORES hjørne - dvs. én stol ved den lange disk. De fire stole ved siden af var stadig ledige - men alligevel! Morgenmaden blev frugt, kaffe og brød med indbagt ost og skinke. Det var aldeles fortræffeligt. |
 |
Nu fortsatte vi til Madame Tussauds voksmuseum, som slog dørene
op kl. 10. Her var få turister i "normal-køen", men til gengæld var her
sort af skolelever i gruppekøen. Indenfor var der tale om totalt kaos i den store hal, man kommer ind i. Hundredvis af unge mennesker masede rundt, og det nemmeste var at stå helt stille ... ligesom en irriterende turist, der hele tiden stod i vejen for folk for at få det perfekte billede ... genialt ... hun var lavet af voks! |
 |
| Jeg besluttede mig derfor også for at stå helt stille. De
unge mennesker stoppede kort op og betragtede mig som en anden
voksfigur, hvorefter de konstaterede: "Ham kender jeg ikke". En del andre i området havde valgt den samme taktik, men til forskel fra mig, var de alle berømte stjerner i henholdsvis film eller sportsverdenen. Det var ikke en helt tosset taktisk. Efter ca. et kvarter var alle de unge mennesker forsvundet videre, og der var nu masser af plads til at gå rundt og mænge sig med de smukke og rige mennesker ... altså de udstillede. Pigerne var helt på toppen. De stillede sig frivilligt op med alle de kendte unge mænd ... og en barsk guvernør fra Californien ... Arnold! |
 Fodboldspilleren David Beckham ... |
 Will Smith ... |
 og Orlando Bloom ... |
 |
 |
Hanne og jeg var nok mere til den modne ende af skalaen, så vi
kastede os over lidt samvær med
Susan Sarandon ...
og George Clooney.
Susan var helt slået ud over, at jeg ikke havde tid til at tale med hende
så længe ... til gengæld var jeg helt slået ud, da jeg mødte Muhamed Ali
...
Morgan Freeman er bare så cool ... og både Whoopi Goldberg, Robin Williams
og Hanne ligner helt fantastisk godt.
I det hele taget kan man ikke lade være med at blive imponeret
over, hvor livagtige de forskellige figurer er. En lang række politikere
og andre forbrydere er her også, og de er så realistiske, at man hele tiden
forventer, at de begynder at bevæge sig.
På vej ned i kælderen får man en udstilling om, hvordan modellerne
laves nu, og hvordan det hele startede.
 |
Anne Maria Grosholtz blev født i 1761. Hendes far døde, før hendes fødsel, så hun flyttede til Schweitz med sin mor, da hun blev husholderske for en Dr. Curtius. Den gode doktor lavede modeller af de menneskelige organer i voks, og han eksperimenterede også med at lave kopier af mennesker. Allerede som 17-årig lavede den unge Marie, som hun blev kaldt, sit første portræt. Da Dr. Curtius flyttede til Paris, fulgte Marie og hendes mor med, og i 1780 lærte Marie den kongelige familie at lave voks-kunst, og det var lige ved at betyde, at hun røg i guillotinen sammen med denne familie. |
 |
| I sidste øjeblik blev hun dog reddet af betydningsfulde venner,
og i stedet blev hun hyret til at tage dødsmasker af de
henrettede kendte personer. Dr. Curtius døde i 1994 og efterlod
en stor samling af portrætter, og året efter giftede Marie sig
med Francois Tussaud , og hermed blev hun Madame Tussaud. I 1802
tog Marie Tussaud til London med sin mindste søn på 4 år for at
udstille sine hoveder, men på grund af Napoleonskrigene, kunne
hun ikke vende tilbage til Frankrig. Hun kunne heller ikke få
sin anden søn til London, så først 20 år senere, gjorde
han hende selskab i England. I 1835 åbnede hun sin permanente udstilling i Baker Street, og i den forbindelse lavede hun en model af sig selv, som den dag i dag stadig står ved indgangen til museet. Marie Tussaud døde fredeligt i 1850 i en alder af 88 år. |
||
Turens sidste stop er nede i kælderen, hvor levende skuespillere prøver at skræmme én i den mørke og skumle labyrint. Signe sprang kælder-skræmmeturen over, så Marie og Hanne klamrede sig til hinanden. Det havde nu ikke været nødvendigt, da to unge italienske piger hylede hele vejen gennem kælderen og derfor fik hovedparten af opmærksomheden fra de unge mennesker, der var hyret til at springe frem fra krogene og brøle "buh". Det hele afsluttede med en fredelig tur i engelske taxier, som på skinner førte os gennem historiske scener fra Englands historie.
| Vi skiltes nu, så pigerne kunne shoppe, og Hanne og jeg kunne
være kulturelle. Vi tog først hen til Leicester Square, hvor vi købte
billetter til "Love Never Dies", som er den nyeste Andrew Lloyd-Webber
musical - en fortsættelse af "Phantom of the Opera". Det var den
musical, vi kunne blive enige om - folket har efterhånden set en
del af disse musicals. Pigerne var taget til Barking, hvor Signe havde boet et år med Petteri, da her skulle være mange genbrugsbutikker. |
 |
Hanne og jeg fortsatte til "Museum of London", som virkede helt nyt. Det var bygget
ved siden af noget af byens oprindelige bymur, og indenfor kunne vi
følge områdets historie fra stenalderen og frem til slutningen af
middelalderen, hvor Elizabeth I. satte sig på tronen, og den almindelige
"orden" indfandt sig ca. år 1600. Inden turen gennem museet fik vi en
kop kaffe i den fredelige - og sikkert også helt nye cafe.
På turen oplevede vi, at det faktisk var romerne, der grundlagde London.
De byggede en kæmpe garnison op på stedet, og den første London Bridge
i træ blev anlagt allerede omkring år 50. På grund af problemer i syden opgav
romerne foretagendet mod nord i år 410, hvorefter alt forfaldt. Det hele var
fremragende illustreret med flotte detaljerede modeller.
Omkring år
1350 hærgede pesten, og Londons 80.000 mennesker blev halveret, mens 40
millioner mennesker døde i hele Europa. Kun 100 år senere brændte stort
set hele London ned i løbet af 5 dage, og den oprindelige St. Pauls kirke
blev ødelagt.
Museet er indrettet på første sal i bygningen, og ved at læne os ud over
gesimserne, kunne vi kigge ned på den nye del af museet i stuen, som
snart åbner og viser byens videre historie.
Det må vi se, næste gang vi
er her.
Nu gik turen tilbage til Kensington gennem det hyggelige Notting Hill kvarter. Vi mødte ikke Julia Roberts eller Hugh Grant, men
til gengæld mødte vi pigerne i
Marks & Spencers café på første sal over en kop kaffe.
Den oprindelige
plan om, at vi skulle tage til Barking og spise på en pub, blev droppet,
da pigerne ikke kunne bruge så lang tid der - mobiltelefoner er en
fantastisk opfindelse, når man skal møde hinanden i en storby. Efter
lidt snak besluttede vi at shoppe lidt hver for sig, så jeg tog til
Oxford Circus og kiggede CD'er, mens pigerne fortsatte på Oxford Street,
hvor de havde sluppet i går.
Vi mødtes ved Bond Street, hvor Marie dog
havde skilt sig ud, så Hanne, Signe og jeg fik en øl, mens vi spændt
ventede på, om Marie ville få vores SMS-beskeder, inden hendes mobil løb tør
for strøm. Marie dukkede dog op med et smil, og vi skråede over gaden
til en spansk tapas-restaurant, hvor det eneste, der manglede, var plads
på bordet.
Efter det fremragende måltid tog pigerne tilbage til hotellet, mens Hanne og jeg fik en øl
akkompagneret af to fyre, der sang gamle Frank Sinatra-slagere på pubben The Swan.
En
meget hyggelig afslutning på endnu en god og lang dag.