Onsdag eftermiddag ... jeg tager tidligt fra arbejde og sammen
med Marie krydser vi Amager i Metroen og mødes med Signe i lufthaven.
Kort efter dukker Hanne op. Familien er igen samlet til udflugt til London
... mega-hyggeligt.
Vi havde allerede checket ind via Internettet og printet billetter ud
hjemmefra - længe leve de moderne tider. Ved at svinge de udprintede
billetter foran en scanner efterfulgt af vores maskin-læsbare pas får vi
også printet bagagesedler ud til kufferterne. Mand, hvor er det smart!
Køen til indlevering af vores bagage består af én person ... næh ... han
flyttede sig før vi nåede hen til skranken. Vi skæver over til den
"gammeldags" kø, hvor der mindst står 50 og venter.
Således i særdeles god tid var der tid til at købe guf og en enkelt bog til turen. Resten af turen var fuldstændigt efter bogen - altså i dette tilfælde den gode bog, hvor der intet overraskende sker, og man hurtigt når frem til slutningen - men det var også lidt kedeligt, fordi vi sad et sted, hvor der ikke var nogen vinduer.
I Heathrow startede vores lange rejse "Underground". Først skal man gå fra Terminal 3 til Terminal 1 igennem endeløse tunneller med rullende fortove for at komme frem til Underground-stationen. Her fik Hanne fyldt penge på vores to "Oyster Cards", og vi købte to extra til pigerne, så vi kan bevæge os rundt i busser og tog uden at skulle købe billetter.
 |
OYSTER CARD
 Den gule "østers"... på maskinerne, der lukker dig ind og ud. |
| OYSTER
CARDs blev indført i London-området i 2003. Der er 34
millioner kort i omløb, og 80% af alle rejser betales med dette
geniale kort-system. Kortet er på størrelse med et kreditkort,
og det virker ganske enkelt ved, at man holder det hen til den
gule "østers", der står ved indgangen til alle
Underground-stationer og busser. Herved registreres trådløst, om
du har penge på dit kort til at blive lukket ind. Maskinen åbner
døren, hvis alt er i orden. Ved rejsens afslutning skal du igen
holde kortet hen til en "østers", og nu kan en central computer
beregne, hvor meget du skal betale for turen. Dette vises på et
lille display, og beløbet trækkes fra din saldo på kortet. Nu
vises så, hvor meget du har tilbage på dit kort. Det hele går
rasende hurtigt - det tager kun et par sekunder, og det er også
nødvendigt, når tusindvis af mennesker strømmer igennem i
myldretiden. Det mest geniale i systemet er, at når man har kørt et par gange i løbet af dagen, så skal man ikke betale mere. Det lille display viser ganske enkelt 0£, og du slippes gratis igennem. Når ens kort er ved at være tomt, så stikker man det ind i en automat og putter herefter sit kreditkort i maskinen, og så kan man vælge om man vil overføre 5, 10£ eller et hvilket som helst andet beløb til sit Oyster-kort. Det er godt nok smart! HVORFOR har vi ikke dette system i København? |
|
 |
 |
| Vi skal til centrum med Underground S-Toget, som populært kaldes "The Tube" (altså
"røret"), og det forstår man godt, når man står på perronen i et af
disse rør. Først skal man som regel ned af en endeløs rullende trappe,
for at komme ned til skinnerne. Det er klart, hvorfor disse
stationer blev brugt som bombe-beskyttelsesrum under 2.
Verdenskrig. På vej ned ad trapperne studerer vi de mange reklamer for musicals på væggene og begynder at diskutere, hvilken én vi skal ind og se. |
 |
Vi skulle skifte to gange for at komme til "Lancaster Gate", som er navnet
på både vores station og den gade, som vores hotel ligger på. Lancaster
Gate er et kompleks af store gamle pompøse bygninger med søjler og det
hele, som ligger lige ud til Kensington Gardens og Hyde Park.
The Swan pubben
Lancaster Gate gaden
Vi hankede
op i vores kufferter og traskede hen til hotellet, som Hanne havde
booket via Internettet. På vejen passerede vi pubben "The Swan", som så
meget hyggelig ud, og her var da også stoppet med folk, der sad og
spiste udendørs. Der var faktisk også pænt lunt i London lige nu,
og det var tydeligt, at blomster og træer var meget længere fremme end
hjemme i lille Danmark.
| Hotellet var fint, og da vi havde fået et andet værelse, så Hanne og jeg fik to store senge i stedet for én lille, blev vi enige om at gå til "The Swan", hvor vi indfandt os 21.30, dvs. ½ time før de holdt op med at servere varm mad. Vi gik straks hen til baren, hvor Signe med sit erfarne bartender-overblik bestilte øl, cider og cola. Herefter kunne vi ordre fire gange "Fish & Chips" ... vi er vel i England. "Fisk" viste sig at være panerede torskefileter, så det var meget lækkert. Et TV med fodbold kørte i pubben, og et kæmpebrøl afslørede, at adskillige kunder fulgte med, da der blev scoret. Efter endnu en runde øl, købte vi vand i kiosken ved siden af "svanen" i en kiosk, og så var det hjem i seng - pigerne skal jo være friske til at SHOPPE SHOPPE SHOPPE i morgen. |  En venlig herre fra Tjekkiet tilbød at tage et samlet foto af familien på pub. |