Vi havde sat ur for at komme hurtigt ud på turen fra Sarasota på tværs af Florida til St. Augustine på østkysten. På vejen skulle vi se Sea World i selve Orlando. Præcis 10.30 trådte vi ind i parken, hvor vejret som lovet så noget truende ud. En enorm parkeringsplads på størrelse med Amager afslørede, at parken nok kun var kvart fyldt i dag.
Vi satsede på de store shows, som bliver opført ved
specialdesignede bassiner med tribuner, som rummer tusindvis af
tilskuere. Enormt!
Første show var delfiner, og de små hvaler kan springe eventyrligt højt op
i luften. Det hele var peppet voldsomt op med papegøjer og flagrende
bannere, så det nærmere var vandballet end delfin-show. Imponerende når
to delfiner bærer én af trænerne gennem vandet i fuld fart.
Det andet show, var parkens tilløbsstykke - det store "Killer
Whale" show med spækhuggere. "Shamu Stadion" var om muligt endnu større,
end det første vi var på.
De er intet mindre end imponerende. Spækhuggerne kan springe helt fri af
vandet, og når de falder ned, sender de kaskader af vand ud mod
publikum. Det er vildt flot, når trænerne bliver båret frem gennem
vandet og møder hinanden midt i bassinet, inden de springer i vandet.
Midt i det hele bliver én af kæmperne kløet på tungen ... godt det ikke
er mig, der skal stikke hånden ned i gabet med alle de tænder. Fuglen i
baggrunden er ikke med i showet - det er bare en hejre, der tilfældigvis
kom forbi.
40-årige Dawn Brancheau leger ... for sidste gang ... med sine
spækhuggere.
Midt i showet gik noget galt! Tre spækhuggere skulle være kommet ind og
have sprøjtet vand ud på tilskuerne med deres store haler, men kun én
spækhugger kom ind og en anden tossede bare rundt i bassinet. Den tredje
viste sig aldrig. En af trænerne kom ind og holdt et lille foredrag om,
at man ikke kunne lave det samme show hver dag, da dyrene gjorde, som de
havde lyst til. Derfor havde kun én spækhugger deltaget i den store
spøjte-scene. Herefter gik lidt af dampen af showet, men det var
alligevel meget flot.
På vej hen til næste show så vi søløve-bassinet,hvor de fleste
dyr enten sov i vandet, eller tiggede fisk, som man kunne købe i en
nærliggende kiosk. Vi nøjedes med at betragte sceneriet. Dyrene så ikke
ud til at mangle mad.
Vi tog gennem Arktis-tunnellen, hvor der var masser ad små pingviner, der
boltrede sig i den sne, som maskiner skabte til dem. De så ud til at
have det rigtigt godt.
Vi gik nu over til søløve- og odder-showet. Vi sad ikke helt
godt, så vi rykkede længere væk fra scenen, så vi kom i læ af taget,
hvis det begyndte at regne - det var smart! Showet var helt genialt! En
sørøver-skurk og hans trofaste søløve-styrmand prøvede at få fat i
skattekortet fra den kvindelige matros og hendes søløve kammerat.
Det var absolut ikke seriøst skuespil - mange af "scenerne" blev taget om
med et stort grin, hvis "skuespillerne" ikke lige gjorde det helt
rigtigt første gang. Matrosen og hendes makker brugte meget tid på at
lede efter skattekortet ... der hele tiden bevægede sig bag dem i
odderens mund. Vi taler om drama i stil med Det Kongelige Teater!
Midt i det hele begyndte det at styrte ned. Da forestillingen sluttede,
blev vi lige som mange andre siddende, indtil det værste var overstået.
Vi spænede nu over til den flotte haj-tunnel med mange store
fisk, koralrev og ikke mindst - hajer, der svømmede lige over vores
hoveder. Det var faktisk lidt skræmmende!
Det var også rigtigt flot, og da vi kom ud, var det næsten tørvejr.
I stedet for at se de sidste ting i parken, som vi manglede,
vandrede vi ud til bilen i håb om at nå frem til St. Augustine i
dagslys. Der var enorme køer gennem selve Orlando, så det ødelagde
tidsplanen. Det gjorde det heller ikke bedre, at rampen mellem
Interstate-4 og I-95 var spærret uden omvejs-skiltning, så vi fik en
større omvej gennem byen Daytona Beach. Her kom vi forbi et enormt
stadion for motorsport. Jeg mindedes de gange, hvor Niels og jeg gik i
Tivoli som børn og så udstillede racerbiler og film fra netop
Daytona-løbene, hvor de store biler ræsede rundt i cirklen med rystende
fart. Hvis Niels vidste, at vi var kørt forbi her, ville han få tårer i
øjnene ... og skælde os ud over, at vi ikke havde set noget ræs!
Daytona International Speedway Centre ... foto hugget fra nettet.
Lige ved siden af den store racerbane lå en kolossal Harley Davidson
butik. Jeg har ALDRIG set så mange motorcykler på ét sted. Der må have
været flere hundrede! Vi fik desværre ikke fotograferet hverken det
store stadion eller de mange motorcykler, da vi havde rigeligt travlt
med at finde vej.
Så er det jo godt, at man kan gå på nettet hjemme og undersøge sagen og
finde foto. Ikke overraskende viser det sig, at vi lige var kørt forbi
Bruce Rossmeyers Harley Davidson butik, som er verdens største. De mange
motorcykler var nok begyndt at samle sig til det store Daytona Beach
Speedway ræs, som startede 27. februar. Niels ville ALDRIG tilgive mig,
hvis han vidste, at vi kun var 3 dage fra at kunne se motorløbet her ...
Det lykkedes at komme på sporet igen, og uden større problemer
resten af turen landede vi på "Hotel Hilton at the Historic Bayfront" i
byen St. Augistine. Yes ... Hilton! Helt vildt. Hilton har Hanne vist
aldrig book'et os ind på før, men det var ret flot ... og ikke urimeligt
dyrt.
Vi måtte tømme bilen, da en ung mand kørte den væk til parkering. Efter at
have fået alt båret ind, gik vi gennem styrtregn hen til Harry's, der lå
meget tæt på hotellet.
Efter den næsten traditionelle Bloody Mary fik vi fremragende fisk, og
denne gang kunne vi dele en hel flaske hvidvin - vi var jo gående.
Tilbage på hotellet ventede en rystende nyhed. Hanne ville
checke mails, og da vi tændte for PC'en, dukkede Berlingske's hjemmeside
op (det er min Internet startside). Overskriften var: "Træner dræbt af
spækhugger i Sea World i dag"! Nyhedsmedierne talte om chokeret publikum
til forestillingen, men det må være sket bag scenen. Det nåede hurtigt
verden rundt i TV og aviser. Farmor SMS'ede i hvert fald og spurgte til
det.
Vi kunne dagen efter læse på nettet og i aviserne, at Dawn Brancheau efter
showet, var blevet trukket ned i vandet i sin hestehale af én af de
store hanner, der havde druknet hende. Det var netop den han, som havde
nægtet at optræde under vores show. Man kan overveje om disse
shows er forsvarlige med så store og farlige dyr. En noget trist
slutning på en våd - men ellers meget flot dag.