Tirsdag d. 23 februar 2010.               RETUR

 Der var mange til morgenmad i hotellets rum til formålet, men også stor udskiftning, så vi fik siddeplads før brødristeren havde sluppet bollerne.
 Dagens første mål var Mote Aquarium, hvor vi gerne ville se Manatees ... eller søkøer, som er almindelige i Floridas vådområder, men svære at komme til at se. I alle tilfælde får man nok kun set snuden af den, hvis man er heldig at spotte den fra en båd. Vi var blevet truet med dårligt vejr, men solen bagte allerede, da vi nåede frem til akvariet.

 I hovedbygningen så vi mange slags fisk. En blæksprutte lignede pigerne ved en modebutik ... den sugede sig fast til vinduet. Kigger man godt efter kan man se en Hanne-fisk nederst til venstre i vinduet, og en svag refleksion af fotografen er også synlig.

 Ved det store havbassin fortalte en af de ældre herrer, der er så typisk for museer og andre godgørende foretagender i USA, levende om alle de fisk, vi kunne se. USA er RIGTIG godt til at udnytte "det grå guld" og deres viden på museer og lignende. Ingen tvivl om at disse mennesker går op i deres fritidsjob, og de oplysninger, som de overdrager til de besøgende, er altid med til at gøre museumsbesøg til en herlig oplevelse.

 Lige ved siden af var der rokke-røre-bassin, hvor man havde mulighed for at røre de små rokke-fisk. Fiskene kunne sagtens gemme sig inde på midten af bassinnet, så man kunne godt få den mistanke, at de kunne lide at blive kløet på ryggen.

 Vi søgte herefter over i annekset ved at følge skildpadde- og søko-sporene på fliserne.

 Her var et par delfiner i et kæmpebassin, og de så ud til at blive passet godt at folk i bassinet, som egentlig skulle gøre bassinet rent, men de brugte mere tid på at nusse med de store dyr. Vi kiggede ikke så længe på dem, da vi jo skulle se delfiner i morgen i Sea World.

  I denne bygning var der også store skildpadder, som enten var blinde eller albinoer, så de ikke kunne overleve i det fri.

 Nu søgte vi hen til de to søkøer, som egentlig havde ført os til akvariet. Vi stod længe og betragtede dem med fascination. Disse kolossale dyr bevæger sig i slowmotion rundt i det store bassin og lader sig langsomt synke ned foran glasset, mens vi betragter hinanden.

 Ikke underligt at så mange af dem bliver såret af speedbåde - disse dyr flytter sig ikke lige. Kæmperne lever af søgræs, og et dyr på 4 tons spiser over 100 kilo om dagen.

 Akvariet ligger på én af mange ø-"keys" ud for Sarasota, så vi fortsatte videre ud over disse "keys" for at se på herlighederne. Her var igen mange luksushuse og badeliv meget a la Captiva Island. Tilbageturen mod fastlandet foregik over en bro, hvor der var en endeløs kø imod os - det synes at være obligatorisk på disse ferieøer.

 På fastlandet tog Hanne et bilkort frem og prøvede at finde frem til en Walmart til de sidste indkøb. Hun manglede bla. sokker til flyturen hjem, da der kan være ganske koldt i et fly. Mens Hanne søgte i kortet, kom Walmart forbi af sig selv langs vejen, så det var bare at køre ind og holde. Hanne fik, hvad hun skulle bruge, og vi fik også købt en ny stor taske, som skulle proppes med vasketøj til hjemturen.

 Vejret var nu så godt at valget stod mellem "Mary Selby's Botanical Garden" med en kæmpe samling orkideer eller sol og pool ved hotellet. Pool'en vandt, da vi ikke får chance for dette senere på turen. Efter 1½ times stegning overvejede vi muligheden for lige at nå at se Cirkuskongen John Ringlin's hus og museum, som lå ganske tæt på hotellet.

 Vi ankom kl. 17.01, og de lukkede kl. 17.30, og da der ikke var nogen i kasserne længere, styrtede vi igennem ankomsthallen uden at betale og fortsatte ud i den enorme have. Vi nærmest spænede forbi det ene gigantiske Banyan-træ efter det andet, og vi nåede ned til det store hus ved vandet, der er kraftigt inspireret af Dogepaladset i Venedig. Huset bærer navnet "Cà d´Zan", som på Venedig-dialekt betyder "The House of John". John Ringling var én af syv brødre, som kørte det store "Ringling Brothers Cirkus", og John ledte foretagendet fra 1919. I slutningen af 1920'erne ejede John Ringling samtlige rejsende cirkus i USA, og han blev regnet for at være en af verdens rigeste mænd, da han døde i 1936. Huset indeholder i dag mange af hans kunstskatte, som han samlede gennem sit liv. Dem fik vi så ikke set i dag, men vi var også mest interesserede i at se huset og haven.


 Solen kom flot vandret ind på bygningen, og vi nåede at gå halvvejs rundt om bygningen. Tilbageturen gennem parken var noget mere fredelig. Vi fotograferede de besynderlige Banyan-træer, og vi studerede også det "nisseskæg", som forsøgte at kvæle mange af de andre træer.

 På vej tilbage til hotellet så vi en større mængde kvinder, som stod i vejkanten med "anti-abort" skilte. De bar inskriptionen "Jeg fortryder min abort". Det er ret tit, at man støder på protester mod abort i USA, men det er første gang, at vi ser folk med disse skilte. Vi tog ikke noget foto af dem, men det er nemt at finde et foto på nettet, så det blev lige hentet til lejligheden.

 Få hundrede meter længere fremme er havnen, hvor vi også gik tur i går. Her står en enorm statue - eller rettere sagt to statuer - som kysser hinanden. Kunstværket bærer meget passende titlen: "Betingelsesløs Overgivelse".

 Efter at have kigget lidt på statuen gik vi ud i havnen og nød solnedgangen over husene og skibene.

 Vi nåede lige at runde Starbucks overfor hotellet, hvor vi købte 4 pakker kaffe til 3's pris ... vi kan ikke komme hjem fra USA uden at have Starbucks-kaffe med. Så kørte vi til hovedgaden igen, hvor vi spiste Creol'sk mad, dvs. mad der er tilberedt, som man gør det i Louisianna og Mississippi.