Endnu en dag med sol truede! Vi skulle nok holde lav profil, så
iført T-shirts OG solcreme drog vi af sted mod J.N. Ding
Darling reservatet igen - denne gang for at køre de 4 miles i bilen. Vi
kunne nok have gået, men så skulle vi også gå de 6 km. tilbage, og vi
ville gerne videre nordpå ad vejen og se den tilstødende ø, som hedder Captiva Island.
Bilen kørte ikke mere end gang-tempo hele ruten, og vi stoppede
mange steder. Et par hvide pelikaner kunne ikke imponere os i dag efter
gårsdagens kæmpe-forsamling, som vi så fra båden. Man bliver hurtigt
forvendt.
Til gengæld så vi adskillige
lyserøde Spoonbills på afstand,
som blev ofre for længere pauser og tilhørende mængder af skud fra vores
kameraer. Én af dem sov som en sten, men den vågnede op og brugte lang
tid på at ordne sig, så vi rigtigt kunne se dens flotte fjerdragt.
En smuk skarv tørrer i solen ...
... den elegante Blue Heron på jagt efter fisk.
En stor flok hvide fugle holdt til i en kanal nær vejen, og de
var fuldstændigt ligeglade med de mange turister og store mængder af
overdimensioneret fotoudstyr, som konstant overvågede dem.
Fuglene havde det skønneste "provo-hår", der blæste i vinden, og vi
grinede ligesom første dag af deres deres skrigende gule fødder. Fuglene
sov, jagtede fisk og sloges med hinanden helt upåvirkede af vores
tilstedeværelse.
Længere fremme på ruten overværede vi det skønneste slagsmål om
en meget lang orm.
Vinderen fortrak skyndsomt med sit bytte efter den underholdende
"ormetrækning".
Den korte tur
tog tre timer, og efter en kort gåtur på fortove hen over sumpen - der
er helt tør på denne tid af året - fortsatte vi mod Captiva. Her er mindre
charmerende og absolut mere ekslusivt end på Sanibel.
Nogle af villaerne
her er monstrøse i størrelse - ikke ligefrem sommerhuse! Der var kø for
at komme ind på den nordligste parkeringsplads, så vi vendte bilen og
kørte straks tilbage - vi ville hellere gå på vores "egen" afslappede
strand end dette luksus-område.
En
stor del af eftermiddagen gik med at læse på vores senge med udsigt og
lyd fra bølgerne på stranden - Hanne mente, at hun godt kunne vænne sig
til dette. Der blev også brugt lidt tid på at vaske og rense vores
skaller, så de kunne transporteres hjem.
Hanne ringede hjem for at melde alt vel - uha - vi havde
glemt tidsforskellen. Det var LIGE MIDT i Livvagterne.