Vi havde både badet og pakket før morgenmaden kl. 9, så ved 10-tiden forlod vi Key West og begav os ud på den lange vej over de mange "keys"/øer ind mod fastlandet. Det burde være en fornøjelig og smuk tur med azur/smaragd-farvet vand på begge sider af vejen, men trafikken snegler sig af sted, og endeløse grimme turistfælder skæmmer meget af charmen. Man har heller ikke ligefrem pyntet ved at opsætte højspændingsmaster op langs vejen.
 |
 |
 |
Den gamle bro ligger stadig de fleste steder langs med
den nye, og store dele af den forfaldne bro er lagt ud til
gangsti og fiskebro, som mange turister nu benytter sig af. Man er ikke i tvivl om, at dette er mangrove-område. Mange steder kan vi se mangrove-buskene stå med rødderne direkte i vandet, og nogle steder er bevoksningen dækket af tykke mos-lignende tæpper. Der er selvfølgelig højdepunkter på den tre timer lange tur, men hovedindtrykket er stadig - langt og kedeligt. Skal man have "Keys Idyl", skal man køre fra vejen og søge helt ud på kanten af de mange små øer - og det havde vi jo allerede gjort på Key West. |
Efter at have tanket op og købt kaffe på fastlandet, drejede vi ind i landet og kørte igennem et langt område med stribevis af planteskoler med frugt - men specielt palmetræer i potter. Vi så mange lastbiler med palmer på ladet. Man kunne godt få fornemmelsen af, at de producerer palmer til hele USA her i Florida.
 |
Vi drejede nu stik vest på Tamiami-trail vejen, som følger den 5-10 meter brede Tamiami Kanal hele vejen hen over Florida med Everglades National Parken på venstre hånd og skiftevis beboelse, indianer-reservater og naturområder på højre hånd bag kanalen. Det første lange stykke på 50 km. er meget åbent, men bevoksningen bliver vildere og tættere, når man er midt inde på Florida-halvøen. |
| Hanne råbet hele vejen "dille" med få sekunders mellemrum, når hun spottede en alligator i kanalens vandkant. Det må også være et slaraffenland for de store rovdyr, da her er store mængder af fisk i kanalen. Jeg så stort set ingen af dyrene, da de falder helt ind i landskabet, og jeg passede trafikken på den lange, lige vej. |  |
Cirka halvvejs på Tamiami-vejen holdt vi ind ved "Big Cypress Nature Reserve", som er
bestyret af vores venner fra National Park Service.
Vi fik én af de park-foldere, som vi samler på, og vi gik en tur ud i
sumpen. Her var ingen dyr, og det var ikke så ophidsende, men sådan ser
Everglades-sumpen jo netop ud mange steder. En enorm fugleflok svævede over os,
og en rovfugl cruisede gennem flokken for at få et måltid.
Efter 20
minutters gang var stien så oversvømmet, at vi måtte vende om, da vi
ikke havde vandtætte sko med.
På den videre køretur passerede vi et træ-fortov "a la Everglades", hvor
man kunne komme tæt på fugle og alligatorer, men vi turde ikke stoppe
mere, hvis vi ville være i Sanibel, før det blev mørkt.
| Turen gennem Naples mod Fort Myers sneglede sig gennem myldretrafikken,
men specielt broerne ved Fort Myers Beach var flotte. Her ligger højhusene som hvide tårne spredt over mangrovesumpene - det ser flot og dyrt ud. |
 |
Solen var på vej ned, og vinden rykkede kraftigt i palmerne, da vi passerede betalingsbroen ved Sanibel, men vi
kendte jo vejen fra 2008-turen med pigerne.
Pudsigt! Da vi kom til hotellet, fik vi rummet ved
siden af det, som vi havde haft med pigerne, så alt var MEGET hjemligt. "Som
sædvanligt" kørte vi til "Jerry's" og købte ind til aftensmaden, så ved
20-tiden kunne vi sætte os til bords med kylling og mikroovnsstegte
grøntsager.
Nu har vi FEM overnatninger - dvs. fire hele dage her på Sanibel. Det er
herligt!