De har forstået livets dybere mening i Key West! Morgenmaden er fra 9 til 10 - det er det ABSOLUT seneste, vi har oplevet i USA. Vi var morgenbadede og friske, da vi indtog terrassen ved siden af receptionen og spiste tag-selv morgenmad under åben himmel, dvs. vi sad i flettede kurvestole under parasoller. Vi fik selskab af en lille frygtløs fugl, der tydeligvis også var vant til at spise morgenmad her på terrassen.
Det hele foregår i passende afslappende tempo, og det var middag, før vi forlod værelset med opladte kameraer og checket mail - alt var OK hjemme og hos Marie i Mexico.
Kun få meter fra pensionatet ligger USA's
sydligste punkt, der selvfølgelig er et sted, hvor turister samles og
skal fotograferes, selv om stedet egentlig er temmeligt uinteressant.
Det er langt mere spændende at studere de mange smukke træhuse med
terrasser, portaler, søjler og pudsige udhæng, der ligger over alt i Key
West's gader.
Key West' strøggade hedder Duval, og den ligger kun én gade fra vores
pensionat, så vi traskede igennem den de 2 miles på tværs af øen. Her er
en overflod af turistbutikker, som sælger grimme T-shirts, alverdens
bras ... og hængekøjer!
Hanne blev nærmest suget ind i en specialforretning for hængekøjer, alle
tænkelige former for gyngestole og ophængte sofaer. Vi skulle bare kigge
(troede jeg), men en yngre dame talte for sin sag, og få minutter efter
flød Hanne i en tovværks-hænge-stol med fodstøtte, som hun nægtede at
forlade. Desværre var den alt for stor til at tage med hjem i flyet,
mente jeg. "Intet problem!," sagde den hjælpsomme dame, "vi kan sagtens
sende den til jer."
Vi kunne have købt os fattige i denne forretning med alle de lækre ting,
de havde. Deres udsmykning på facaden var ikke mindre farverig end deres
hængekøjer med hundredvis af farvestrålende firben, så Hanne forlod
butikken med et stort grin.
Hanne glædede sig allerede til at komme hjem og gynge ... ude i haven i
sneen? Og vi har ingen store træer!
(Hvad vi ikke tænkte på, var at det danske toldvæsen så lige lægger moms
og afgifter oven på beløbet inkl. forsendelse, så i stedet for 1500 kr.,
kom den lille hængekøje til at stå i næsten det dobbelte!!! Til gengæld
har vi nu hængt den op i stuen, så vi får fuld valuta for pengene!)
Kort efter var vi nede ved havnen, hvor der er tæt pakket med
hvide luksusmotorbåde.
 |
 |
| Man kan følge havnen rundt langs et bredt
plankefortov, og på vejen kom vi forbi en fisker, som stod og
rensede fisk. En del turister tog ligesom os opstilling og så på - ikke så meget på grund af fiskeren, men pga. den kødrand af pelikaner, der forventningsfulde kæmpede om at få den bedste plads i forhold to de fiskerester, der blev smidt ud efter rensningen. De fugle, der vandt, flygtede med byttet i den store pose under næbbet. |
 |
Vi forlod havnen og søgte ind mod centrum af øen, hvor kirkegården i Key
Wes ligger. På vejen kom vi forbi et værtshus, som med al tydelighed
viser, HVOR afslappet (og vanvittigt) tingene er på Key West. Denne bar
var bygget op af skrot og gamle rustne biler!
| Vi nåede frem til kirkegården, og vi havde
faktisk været her med pigerne i 2008, men da lykkedes ikke at
finde den berømte gravsten, som markerer en berømt hypokonder
fra Key West, der endelig fik ret - han VAR syg. Denne gang fandt vi en folder over kirkegårdens seværdigheder, så det var en smal sag at lokalisere ham. I samme lille mausoleum ligger også Gloria Russel, med den søde indskrift på sin gravsten: "Jeg hviler bare mine øjne". Det var noget mere udholdeligt i temperaturen i dag i forhold til sidste gang, så vi fik set en del af denne meget anderledes kirkegård - i hvert fald sammenlignet med de danske. På det jødiske område var der fyldt med småsten fra "Det Hellige Land" på de forskellige grave. |
 |
 |
 |
Vi satte nu næsen hjemad, hvor Hanne ristede lidt brød med ost, der
udgjorde dagens frokost. Nu gjorde vi det, som vi havde drømt om, da vi
var her for to år siden! Vi satte os på verandaen i de flotte kurvestole
og læste i vores bøger og nød, at vi havde ferie.
Det var top-hyggeligt, og selv om "Pigen der legede med ilden" er
spændende, kunne man godt falde i staver ved at betragte livet på gaden,
på trods af det næsten var skjult bag en mur af frodige grønne planter.
Efter et par timer traskede vi ned til én af de mange strande,
som ligger tæt på pensionatet, og vi satte os med fødderne ud over en af
de mange træbroer og nød udsigten sammen med en del andre turister.
Der var en time til solnedgang, men den ville med statsgaranti blive taget
af de tætte skyer, der var på vej ind over øen. Vi besluttede os derfor
for at gå i vandet ... tilbage på hotellets lille fine "hot-tub", der lå
i skyggen af de karakteristiske flade palmer, der fungerer som et
perfekt læhegn.
Vandet var 104oF, hvilket er 40
grader celsius, og det var perfekt efter den kølige vind på stranden og
en hel dag i solen - specielt da vi havde taget et glas rødvin med. Vi
tændte for boblerne 2 gange 10 minutter, så vi var gennemkogte og møre,
da vi stod op. De næste par timer glødede vi indvendigt.
Mens vi nød endnu et glas vin gennemgik vi hotellets anbefalinger af de
lokale restauranter på værelset, og vi endte med at vælge én meget tæt
på, som serverer store amerikanske bøffer. Vi måtte vente kort i baren,
hvilket gav os tid til den gin&tonic, som Hanne mente, vi burde have
haft med i hot-tubben i stedet for rødvinen. Da vi fik vores bord,
beklagede tjeneren, at vi ikke kunne bestille mad, da strømmen netop var
gået i restauranten - og tydeligvis også i resten af området, da vejen
også lå hen i mørke. Det var dog ikke værre, end at stearinlysene kunne
klare "skærene", og tjeneren kunne heldigvis godt servere øl, mens vi
ventede på, at strømmen skulle komme tilbage. Det var åbenbart helt
normalt, og han forsikrede os om, at den nok skulle være tilbage inden
for en time. Strømmen kom faktisk før vores øl, så der gik ikke længe,
før også vores 12 ounce / 340 grams bøffer kom sejlende ind på bordet.
Med vanlig amerikansk standard kunne de tygges med øjenvipperne.
Det var godt, at der var så kort hjem, for nu var vi både mætte og trætte efter en herlig dag i dette varme klima. Ikke underligt at halvdelen af USA bosætter sig i Florida om vinteren. Det varme vejr ville dog ikke vare ved - vi kunne se på TV, at koldere vejr med regn var på vej ind over "The Keys" ... øv!