Det var hundekoldt om natten, så vi fandt fleezetrøjer frem til at lægge over tæpperne, som ellers var pænt tykke. Det hjalp, så vi sov til ca. 8-tiden ... vi har faktisk ikke været plaget af jetlag. Vi spiste morgenmaden, som vi havde indkøbt i går på det lille bord ved den fine lysegrønne stol og den orange pølle-fodskammel.
Turen gik nu til "Ed's
Coral Castle", som lå et godt stykke væk i den sydlige udkant af Miami.
Efter et par hop ned ad motorvejen fandt vi det uden problemer og slap
10$ for at se denne tossede lettiske mands kærlighedserklæring til en
pige, som ikke ville have ham.
Ed havde egenhændigt bygget en borg af
store koralblokke, som han havde brudt i et hul foran parkeringspladsen.
Uden brug af elektricitet havde han stablet alt dette op omkring 1940 -
udelukkende ved hjælp af trisser, taljer og løftestænger. Folk prøvede
at lure, hvordan han gjorde, men hemmelighederne blev aldrig afsløret,
og selv påstod han, at han kendte ægypternes hemmeligheder, når han
kunne bakse rundt med de tonstunge sten.
Her var ALT i koralblokke:
Lænestole, senge, solur, og et badekar, som hver morgen blev fyldt
med vand, så det var klart til varmt bad senere på dagen, når solen
havde opvarmet vandet. Vandet kom fra en brønd midt i herlighederne, som
Ed selv havde gravet.
I tårnet i hjørnet boede han spartansk på første sal. Hans seng var f.eks.
en træplade uden madras, som hang i kæder fra loftet.
Indgangen til slottet og Ed's lejlighed
Sengen svæver i kæder
Badekar i koralsten
Her var også masser
af astronomiske kunstværker i form af måner og planeter, og højdepunktet
var obelisken med et hul, hvor man gennem et hul i muren 10 meter væk,
kunne se Nordstjernen gennem obeliskens hul om natten. Imponerende!
Obelisken ...
... set gennem et hul i muren.
Ed's solur ... klokken er præcis 11.30
Det mest
imponerende ved stedet er dog de kolossale sten-porte, som balancerer så
præcist, at man kan dreje dem stort set uden at bruge kræfter. Der er
stadig ingen, som kan forklare, hvordan det er lykkedes for ham at
udføre dette stykke arbejde så præcist.
Man kan til gengæld diskutere fornuften i at lave et sæt tronstole til Ed,
Agnes og tre planlagte børn!
Ed havde sine egne grøntsager, høns og kaniner udenfor murene, og han gav
omvisninger på "slottet" for mellem 10 og 25 cent, hvilket gjorde ham i
stand til at efterlade en formue på 3.500$, som dog først blev fundet i
en kasse på grunden af
de nuværende ejere af stedet.
Vi forlod stedet med et smil på læben og let hovedrysten. Ingen tvivl om at Ed havde været skrap til sit håndværk, men han var også kugleskør. I butikken, der var tilknyttet stedet, kunne man købe tre små hæfter, som han havde skrevet. Her udbredte han sig om sine synspunkter på livet, universet og kvinder, og med de holdninger var vi enige om, at hans forlovede havde gjort det rigtige, da hun droppede ham inden brylluppet.
 |
HISTORIE: Edward Leedskalnin blev født i Riga i Letland i 1887. Da han var 26 år, var han forlovet med den 10 år yngre Agnes, som forlod ham dagen før deres bryllup. Det tog så hårdt på Ed, at han besluttede sig for at bygge et slot til ære for sit livs store kærlighed. Da han havde en smule tuberkulose, valgte han Floridas varme klima på grund af sit svage helbred. Ud over at være skrap til at bygge i sten, må Ed have været temmelig tosset. Han var en lille mand på godt 1,50 meter, og han vejede kun lige over 50 kg., så hvordan han har kunnet jonglere med sine gigantiske sten, er noget af en gåde - eller bedrift. Ed var også en meget sky person. Han startede med at bygge sit slot i Florida City, men da her blev for befolket, flyttede han de fleste af stenene 15 km. længere væk til Homestead for at få fred. Det er på dette sted, hans slot står i dag. |
| Ed
brugte næsten 30 år på at bygge sit slot. Hans bedrift bliver af
mange sammenlignet med både pyramiderne og Stonehenge. Da han
arbejdede om natten for at undgå nysgerrige blikke (eller for at
slippe for heden i løbet af dagene), var der ingen, der så
hvordan han flyttede rundt på de store stenblokke. Nogle drenge
sneg sig ind på Ed en nat, og de hævdede bagefter, at Ed fik de
store sten til at "flyve" på plads. Sandheden er nok, at de ikke
har kunnet se hans kæder i den svage belysning, han havde til
rådighed. Ed forblev ugift, og han efterlod i 1951 en seddel på døren om, at han var taget på hospitalet. Han døde tre dage senere af kræft i maven. "Slottet" blev efterladt til en nevø i USA. |
 |
Nu ræsede vi kort hen til Walmart i Florida City, hvor vi på 1½ time fik købt tøj og de ting, som vi manglede, da vi jo havde valgt at tage på ferie uden kufferter. Florida City ligger lige ved indgangen til Everglades National Park. Her ankom vi først ved tre-tiden, så det gav os kun ca. et par timer med dagslys. Vi købte vores "Nationalpark Bog" til samlingen og kørte straks til det første holdt på den ca. 50 mil lange tur gennem parken.
Det første sted var, så vidt vi huskede fra
vores tur her med pigerne i 2008, det mest spændende på ruten, og her
var da også mange flere turister end sidst, hvor vi havde været her i
sommerheden. I dag var temperaturen tilpas, og det var ikke kun
turisterne, som blev tiltrukket af dette. Her var oceaner af fugle og
alligatorer i dag, og dyrene var ikke det mindste bekymrede over de mange
mennesker, som stod og betragtede dem på ganske tæt hold ... faktisk sov
de fleste af dyrene fuldstændigt ligeglade med vores tilstedeværelse.
Gribbene var de mest aktive, og de nærmest stod på fødderne af os. De var
tilsyneladende heller ikke bekymrede for at danse rundt foran de sovende
alligatorer ... eller sov de? Everglades er et paradis for netop fugle og alligatorer med det lave
vand og den tætte vegetation, og vi så adskillige fisk og krebsdyr blive fanget af
fuglene.
Efter rundturen på de fint hævede træbroer på pæle tog vi en kort tur
gennem en junglelignende sti, hvor der er en slags regnskov. Her var dog
så mange skrigende unger, som burde have været fodret til alligatorerne,
så det var ikke den store fornøjelse.
Nu gjorde vi den store fejl, at vi kørte hele turen gennem Everglades til Flamingo, som ligger i det sydligste punkt i parken. Vi
så intet andet end siv og døde træer på vejen, og selve centret i
Flamingo var uddødt, da vi nåede frem 17.30. Vi slog et kort smut ned
til vandet i håb om at se en amerikansk krokodille, men det lykkedes
ikke. Her var kun en campingplads med en masse mennesker, som var ved at
tilberede aftensmad over deres ildsteder.
Vi kørte derfor den lange vej
tilbage, dog med et enkelt stop for at fotografere en fantastisk
solnedgang over det flade landskab, der nærmest mindede om den
afrikanske savanne. Solen gik ned 18.15, så det var mørkt, da vi endelig
kom ud af parken, og nu havde vi 150 miles (225 km.) ud over de mange
broer til Key West, hvor vi skulle overnatte.
Det var ikke nogen sjov tur i mørket, da vi var trætte, men en kop kaffe fra en tankstation og lidt musik i radioen holdt os kørende, så vi nåede uden nogen problemer frem til Key West. Kun de sidste 50 meter på hotelvejen krævede to vendinger, da det lå gemt bag stakitter og palmer, Klokken var nu 21.30, og her var ingen til at tage imod os. Til gengæld hang der på døren til receptionen en kuvert med Hannes navn på, så vi kunne gå op på første sal i dette gamle træhus, der er så typisk for Key West, og låse os ind på vores værelse.
| Det viste sig at være en stor lejlighed med køkken, bad, stue og soveværelse - perfekt! Efter at have tømt bilen, slentrede vi ned til hovedgaden Duvall, hvor det sker. Her var sang og larm fra barerne, og piger stod og lænede sig ud over rækværkerne fra nogle huse med skilte, der reklamerede for "adult entertainment". Til gengæld var her ingen restauranter. Vi var i alle tilfælde også for trætte til at sætte os og spise fint, så vi købte et par mikroovnsretter, lidt brød og ost i en lille butik. Dette blev indtaget ved det lille fine runde bord i vores stue ledsaget af rødvinen, som vi havde med fra Miami, og så var det midnat. Vi måtte igen finde et par ekstra tæpper frem - vi er vist ved at blive halvgamle og kuldskære. |
 |