Dagen startede med et stoppet morgenmadslokale på hotellet FYLDT med franskmænd. Hvad laver de dog her? Her var en fin udsigt over Powell-gaden under os med masser af turister og kabelsporvogne. Vi gik to blokke ned til endestationen, hvor der var en mindst 100 meter lang kø for at komme på én af de berømte sporvogne. Vi ventede pænt i tre kvarter, købte billetter i en nærliggende kiosk, og blev efterhånden så gode til sporvogns-vendeskiven, at vi selv kunne have udført operationen.
 |
 |
 |
Vi kommer på vognen og får pladsen bagerst hos den sorte,
kvindelige konduktør og bremsebestyrer, så vi har gode muligheder for
udsigt og fotografering på den bakkede vej, der nærmest falder 10 meter
mellem hver husblok. Folk slås om at hænge på ydersiden af sporvognen - pudsigt! Man kan IKKE have rygsække på, hvis man hænger der, for så støder de på hinanden, når to sporvogne passerer hinanden. Det er en fin tur, som stiger stejlt på første halvdel, og tilsvarende falder på anden halvdel. Her har vores kvindelige bremsebestyrer travlt med at bremse vognen med sin håndbremse. |
Ved havnen søger vi straks ned til "Pier 39", hvor der som
sædvanligt er pakket med turister langs rækværkerne og proppet med
søløver på pontonerne i vandet.
Det er faktisk lidt sjovt! Mens jeg sidder og skriver denne dagbog rent
her i januar 2010, studerer jeg jo de fleste emner på nettet for ekstra
oplysninger. Da jeg fandt luftfoto fra "Sea Lion Caves" på Oregons kyst,
stod der på deres hjemmeside, at Pier 39 i San Francisco er fuldstændig
tom for Søløver nu ... de er alle sammen taget ned til den store hule, som
vi besøgte, lidt over en uge før vi ankom til SF. Man kender ikke grunden til at
Pier 39's beboere er flyttet, men jeg kan nok forestille mig at
turist-bureauet i San Francisco ... og turisterne ... savner dem.
Det er et gedemarked - men
topunderholdning på hele havneområdet. Her er også pelikaner, måger og en fin udsigt til Alcatraz
... som faktisk betyder "pelikan" på spansk efter øen oprindelige
beboere.
Vi trasker tilbage gennem byen og studerer "verdens stejleste gade" på
afstand, hvor køen af biler tydeligt viser, hvor vanvittigt der er. Vi
kigger også på sporvogne, hvor to linjer krydser hinanden.
Kort efter når til sporvognsmuseet, som normalt ikke ville være så interessant - hvis ikke det lige var fordi, vi er i San Francisco. Museet ligger nemlig i den bygning, som driver de 4 kabler, der trækker byens fire kabelsporvognsruter.
 |
Det er en imponerende konstruktion. De fire linier
Powell, California, Hyde og Mason drives alle fra dette hus. Det
er den sidste manuelt betjente kabel-bane i verden, men
forholdene med de store bakker her, er også meget specielle. Den
første bane åbnede i 1877, og siden er tre andre kommet til. Det
længste af kablerne
kører 6,4 km. rundt i byen med en fast
hastighed af 15 km/t. Vognene griber fast i kablet for at
starte, og dette styres manuelt af vognføreren. Når det går
nedad, er det konduktørens opgave at bremse vognen ved at trykke
en træklods mod gaden ... det lugter brændt. |
 |
 |
I kælderen kan man
se de store træhjul, som styrer de tunge kabler ind og ud af huset på
deres lange tur rundt gennem byen.
Fire store maskiner i stueetagen
trækker kablerne rundt med konstant hastighed hele dagen. Museet gør
meget ud af at forklare, hvordan sporvognene kobler sig på og af det
konstant kørende kabel, hvordan man kommer rundt i svingene, og ikke
mindst hvordan man bremser.
Det er rimeligt simpelt, men alligevel
imponerende, at det virker over så store afstande med så store vægte,
der skal startes og stoppes konstant, når folk skal af og på.
Vi går videre og støder på et orgie af farver, dufte og rigtige kinesere i det store Chinatown, som indeholder en milliard morsomme ting, man kan købe, men som man næppe nogensinde vil få brug for.
 |
 |
 |
Vi går gennem et par af butikkerne, men køber ikke noget, og
vi genkender forbløffende mange ting fra vores besøg i 2006,
hvor pigerne var med. Vi har som sædvanligt ikke fået frokost, så eftermiddagskaffen bliver iste og sandwich på fortovet udenfor Starbucks med udsigt til den flotte portal ind til Chinatown på Grants-gaden. Her sidder også en alkoholiker, som tigger på en hidtil uset ærlig måde. Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke gav ham 10$ til hans forskning. |
Vi går tilbage til hotellet, hvor vi smækker benene op i en
times tid og planlægger resten af dagen. Ved 17-tiden går vi hen til det
meget store hotel Rhyatt Regency, hvor vi overvejer at spise middag i
morgen med udsigt over San Francisco, fordi det er Hannes fødselsdag, og
fordi det er vores sidste aften i USA.
Hotellet er VILDT fornemt, og vi
tager de frit hængende elevatorer op fra den kolossale lobby, men vi
kommer aldrig helt op til en restaurant ... hvis der er en! Nede igen
leder vi efter information, men der er tilsyneladende ikke en restaurant
på toppen, som "Turen går til USA" lokker med. Måske er vi slet ikke det
rigtige sted? I alle tilfælde er det alt for fornemt til, at vi har lyst
til at spise her.
Vi går i stedet tilbage, kigger på iPod's på vejen og
splitter så op, så jeg kigger på CD/DVD'er, mens Hanne shopper rundt. Vi
mødes på hotellet 19.30 med det sørgelig resultat ... én CD. Og endda én
som jeg havde tidligere, men har udlånt og aldrig fået tilbage. Hmmm ...
vi må være trætte af at shoppe.
Nu går vi hen til en nærliggende sushi-restaurant, som hotellet anbefaler, og her er proppet, så vi er nødt til at sidde og spise i baren, hvilket viser sig at være genialt, da vi har frit udsyn over de to kokke, som virtuost tilbereder den lækre fisk til folket. Vi får 14 stykker hver med alle tænkelige slags fisk akkompagneret af en flaske hvidvin. Kaffen og øl bliver indtaget på vores irske pub til lyden af en syngende kvinde ... med en stemme som Johnny Cash. Herligt ... men hun var nok en mand.