Uret ringede allerede 6.30, da vi har en meget stram plan i dag med TO parkbesøg plus en køretur på 300 miles. Morgenmaden i receptionen er mere sparsom i dag, da et hold brandmænd har været igennem buffeten og tømt fadene - ingen yderligere forklaring på dette fra receptionisten! Vi var alligevel fint mætte, da vi drog af sted kl. 8.20 ... det er rekord for os.
Vi satte kurs mod "Lava Beds National Monument", som lå en god times køretur væk. Vi hældte straks benzin på bilen, dvs. en ung mand kom styrtende og informerede os om, at Oregon er "Full Service State", hvilket forklarer, at vi aldrig selv har fået lov til at til at fylde benzin på i denne stat.
Efter et par vild-ledende omveje, hvor vi fik set en stor del
af områdets landbrug og mindre byer, kom vi frem til parken. På vej ind i parken kom vi forbi
adskillige bakker, som vulkansk aktivitet havde skabt på sletten.
Disse
små toppe havde alle "krigsnavne" som "Captain Jack's
Stronghold", og det viste sig at Modoc-indianerne
anført af lederen "Captain Jack" med stor succes havde ført guerillakrig
her mod hæren ved at benytte de mange huler og skjulesteder, som den
vulkanske aktivitet havde skabt. Vi gik en kort rundtur og kiggede lidt
på et par historiske skilte, men man skal vi være meget historisk
interesseret for at blive her i længere tid, da man intet kan se - selv
om historien sikkert er ganske spændende.
| Da vi ankom til parkens Visitors Center, så vi en kort film om
området dybt nedsunket i en sofa - nærmest som at sidde hjemme i stuen. En meget hjælpsom ranger-dame udpegede et par gåture i hulerne, hvor antallet at tilgængelige huler var begrænset af, at mange af dem havde barselsorlov og var lukkede - flagermusene havde unger. Som sædvanlig er hensynet til dyrene større end til turisterne - rigtig godt! |
CAPTAIN JACK ... eller KINTPUASH I 1864 levede Modoc-indianerne på grænsen mellem Californien og Oregon. Området var meget attraktivt for de hvide farmere, så hele stammen blev deporteret nordpå, hvor de kom i konflikt med de lokale Klamath-indianere. Det endte med at lederen Kintpuash lagde sig ud med den amerikanske hær, og ved et slag trak han sine tropper ind i områder ved Lava Beds, hvor han vandt 35-0 ... ingen døde i hans flok. |
|
 |
Kintpuash var en langt bedre kriger end politiker. Ved de efterfølgende fredsforhandlinger medbragte han en pistol og dræbte General Canby - den eneste general, der nogensinde blev dræbt af indianere. Hæren satte alt ind på at fange ham, og det endte med at hans egne folk udleverede ham, så han blev hængt. |
 |
De huler, som vi skal gå i, er meget specielle. Det er lava-tunneller, som har ført lava fra vulkanen og ud til området langt fra selve vulkanen. Da vulkanen "løb tør", blev røret tømt og efterlod den fineste tunnel. Der er ikke lys i nogen af tunnelerne, så vi fik udleveret kraftige lygter, og mange steder er der så lavt, at man skal have beskyttelseshjælme på hovedet. De tunneller, som rangeren udpegede til os, var dog meget store, så vi kan undvære hjelmene.
Vi skiftede nu til lange bukser og vandresko. En super-kort
ensrettet vej førte os forbi en masse aflukkede huler, hvor der var
"barsel". Ved "Sentinel Cave" smed vi bilen, tog fleeze-jakker med og slæbte os
igennem heden i det ørkenlignende landskab med tørre buske og lavasten.
Vi når hurtigt frem til det sted, hvor lava-gulvet er styrtet sammen og
afslører en tunnel under overfladen. En tydelig sti fører ned i hullet,
så vi går ned.
Få meter nede i hulen er der en stige, som fører os
længere ned, og allerede nu tager vi fleeze-trøjerne på og tænder vores
lygter. Det er et herlig oplevelse. Her er bulder-mørkt, og vi kan tage
turen i den hastighed, som passer os. Der passerer hulegange på kryds og
tværs over og under os. Nogle steder er gulvet styrtet sammen og
afslører, at der løber en tilsvarende gang lige under os.
Vi skal skifte niveau ned i
tunnellen under os for at komme videre, og helt tilfældigt står der en funklende ny
metaltrappe. Der er som sædvanligt fuldstændig styr på sikkerhed og
forhold, når man befinder sig i et "National Park Service" område.
Selv om vi har set langt smukkere huler end disse, er det er alligevel en helt ny og spændende oplevelse at kunne gå rundt alene i denne gigantiske hullede ost skabt af flydende lava. Da vi på et sted skifter niveau, kommer vi ned foran et rør, hvor iskold luft strømmer ud, og temperaturen falder mindst ti grader. En enkelt gang kommer der lys imod os, og en far med to mindre drenge kommer imod os. Efter ca. et kvarter skimter vi lys forude, og vi kan stige op til overfladen uden hjælp af stiger ved blot at følge stien og bruge klippestykker som trappetrin. Udgangen er ligesom indgangen et område på størrelse med en håndboldbane, der er styret sammen og har blotlagt tunnellen.
| Vi går nu fem minutter tilbage langs den ensrettede vej og tager bilen videre til "Skull Cave", som har fået sit navn pga. de skeletter - heriblandt to mennesker, som blev fundet i denne hule. Den er HELT kolossal, med en diameter så adskillige lastbiler kunne køre igennem ved siden af hinanden - hvis det ikke havde været for de store klippestykker, som dækker bunden af hulen. | |
 |
|
 |
En fortovsagtig sti fører ind i hulen, så her bliver også hurtigt brug for både fleeze og lygter. Ikke ret langt inde fører mange trapper og stiger os ned til en hule, som har et gitter foran sig for at beskytte indholdet ... is! Her er isformationer året rundt, som dannes om vinteren af isnende vinde og beskyttes resten af året af dybden i hulen. Det er fascinerende. Vi bliver indhentet hernede af en større samling amerikanere med små børn, der alle ryster af kulde, da de er i T-shirts, korte bukser og små sko. Jeg kan ikke lade være med at slukke min lygte, og jeg tænder den først igen og lyser på mit ansigt nedefra, da de er ganske tæt på os. Det forventelige skrig lyder fra ungerne, og børnenes far konstater med et smil, at det var "pretty cool". Vi efterlader de skrigende horder og fotograferer så godt vi kan i mørket på vej ud. |
Nu afleverer vi lygterne, skifter tøj og starter på en længere
køretur sydpå mod "Lassen Volcanic National Park" tilbage i Californien.
Da vi har kørt et stykke, lugter vi røg, og Hanne spotter adskillige
røgsøjler på begge sider af vores vej - heldigvis ikke helt tæt på
vejen. Da vi kommer tættere på, ser vi helikoptere, som flyver i
pendulfart med store tragtformede beholdere under sig.
Vi holder ind på
en bjergtop og betragter, hvordan de små helikoptere flyver helt ind i
røgen og dumper indholdet af, hvad der nu minder om et fingerbøl, ned i
det store røgfyldte område over træerne. Vi ser på intet tidspunkt
flammer, men det virker alligevel voldsomt. Ikke langt efter skal vi dreje
fra den store vej i retning mod ilden, så vi er lidt bekymrede, men vi hverken ser
eller lugter mere skovbrand på turen. Til gengæld hører vi næsten hver
dag i TV om skovbrande, som specielt plager det varme og tørre
Californien.
Vi er først fremme ved Lassen Parken kl. 15.30, og vi har
stadig ikke fået frokost. Vi ser alligevel en kort film om området i
Visitors Center, men så tager vi bilen og skynder os ud for at finde en
bænk i parken. Det første område er ikke så spændende at se på. Her er kun store
grantræer og resterne af et enormt stenskred, som har halveret Mount
Lassen for over 330 år siden.
Kort efter ser vi en stor lava-sten, der er helt glasagtig i
overfladen. Den er ført hertil af en sne- og mudderlavine i 1914, da Mount Lassen
startede sit tre år lange udbrud. Stenen lå stadig og sydede, da man fandt den et
par dage efter udbruddet. Det var en sensation. Man troede på dette
tidspunkt ikke, at der var aktive vulkaner i USA.
| Lige efter når vi til "devastated area", som
fuldstændig blev lagt ned af lavaskyer, da Mount Lassen lavede sit store
udbrud i 1915. Området blev tromlet helt fladt af den
pyroklastiske trykbølge, men her er nu pænt tilgroet igen, og vi indtager et bord i skyggen og spiser lidt
brød med skinke - det er en meget sen frokost. Selve Mount Lassen minder om Mount St. Helens. Det er tydeligt, at toppen af den store vulkan er forsvundet i et voldsomt brag. |
 1914 foto af den stadig varme sten. |
Nu bliver vejen meget smuk, da vejen snor sig opad i højderne.
Her er meget grønt, og der er smukke små søer med mange farver pga.
stenene under vandet.
| Vejret er klaret helt op nu, så der er blå himmel
så langt øjet rækker. Nogle få steder damper det op af jorden som bevis
på, at her absolut stadig er vulkansk aktivitet, men man skal på længere
gåture, hvis man skal se boblende kilder a la Yellowstone. Vi ser dog kraftige dampsøjler og lidt kogende vandtæt på udgangen som et flot farvel. Men ... når man lige kommer fra Yellowstone, så er man efterhånden svær at imponere. |
 |
Nu tager vi den hurtigste vej til hotellet, hvor vi når frem ved 19.30-tiden og tømmer bilen. Hotellet er fint med alt inkl. mikroovn og køleskab. Vi har dog allerede besluttet os for at dele en pizza pga. den sene frokost og det sene tidspunkt, og det bliver turen dyreste ... 25$ Hvad tænker de på i Californien? Vi besvimer begge efter maden. Det har igen været en lang - men god dag.