Mens jeg læssede bilen, spurgte en dame mig om, hvor morgenmaden var. Der var ingen morgenmad! Hotellet var ikke HELT ringe, men det var det dårligste, som vi indtil nu havde boet på - på trods af, at vi fik "suiten", fordi nogen havde røget på vores rum. Morgenbadet blev foretaget i et postkasserødt plasticbadekar med brus, der ikke matchede noget i resten af rummet. Meget morsomt og totalt kikset. Men på trods af vores ene nats separation, var vi begge friske og klar til dagens tur, så det hele blev taget som en oplevelse.
Vi købte morgenmad i den lokale Safeway, hvor en sød
dame-ekspedient tvang os til at tage imod et Safeway-plastickort, som
hun afslutningsvis scannede ind - hermed sparede vi lige 2½$. Hvorfor
havde vi ikke fået samme tilbud hos den ældre herre i Longview, som
ekspederede os tre dage i træk? Vi kørte den korte tur til "Jeddiah
Smith Redwood State Park", hvor vi fandt en sidevej, som vi drejede ned
ad og blev transformeret til miniputter. Bilen, Hanne og jeg skrumpede
til mindst halv størrelse i løbet af få sekunder. Da vi stod ud af bilen
i denne mageløse skov, var vi på magisk vis under en halv meter høje.
Bilen lignede legetøj ved siden af de op til 100 meter høje
Redwood-træer, der stod så tæt, at der dårligt kom noget lys ned til
jorden - hvilket NETOP er træernes styrke.
Intet lys på jorden = Ingen konkurrence fra andre vækster på jorden. Når
der kun er lidt bevoksning på jorden, bliver skovbrandene meget små, og
lidt ild generer ikke disse kæmper, der har et tykt panser af kork-lignende
bark, som ikke antænder let.
Vi holdt ind på en holdeplads i skoven og tog vores brød og
kaffe ud af bilen. En gigantisk træstub på mindst 3*3 meter havde så
store hulrum, at jeg kunne gemme mig i dem. Det var først, da jeg kom op, at
jeg tænkte på hvor meget kryb, der nok gemte sig nede i den!!!
Denne fyr kunne nok have spist mit ben ... hvis det ikke lige var fordi,
den kun var nogle få cm lang!
Det væltede træ var flækket, så man kunne spadsere ind i revnen og gemme
sig for omverdenen. Imponerende! Hanne har fået øje på en selvlysende
gul skovsnegl.
Efter at have spist kørte vi lidt frem og fandt en sti i
skoven, så vi kunne gå en rundtur på en times tid. Man havde
fornemmelsen af, at dinosaurer kunne dukke op hvert øjeblik blandt disse
kæmper, som kun efterlod plads til bregner på skovbunden.
Nogle få træer var alligevel blevet beskadiget af skovbrand. Flammerne kan
ulme i evigheder inden i et gammelt træ, hvis ilden først får fat, og dette udhuler langsomt
stammen, uden at træet går ud. Det er svært at få kæmpernes fulde
højde med på et foto, men stammernes omfang ved jorden taler deres eget
sprog. Her var utroligt stille - næsten ingen fuglesang, som man er
vandt til fra danske skove.
  |
For at få en idé om størrelsen på et Redwood træ, skal man sammenligne det med noget kendt. Københavns rådhus er 105 meter, hvilket svare til 346 fod. En fuldvoksen Redwood kan blive næsten 400 fod ... rekorden er i dag 115 meter ... altså 10 meter højere end Rådhustårnet. |
Vi havde egentlig planlagt at fortsætte til "Oregon Cave National Monument" og gå en tur i hulerne der, men den kombinerede køre- plus gåtur ville tage mindst tre timer, så det blev droppet til fordel for den netop overståede tur i skoven. I stedet kørte vi direkte mod Klamath Falls, byen hvor vi skulle overnatte. På vej ud af skovområdet, som vi kun lige havde rørt yderkanten af, passerede vi én af parkens rangerstationer, hvor vi fandt ind, afleverede flasker og dåser til genbrug, og købte vores "Park-bøger" for de næste par dage, dvs. både "Crater Lake", "Lassen Volcanic Park" plus et par parker, som vi havde besøgt på tidligere USA-ture, men hvor vi ikke havde købt bøgerne.
På turen passerede vi med stor fart et besynderligt
træ-springvand med lysende kraftigt violet vand! "Stop!", skreg Hanne,
men jeg havde allerede foden på bremsen. Hvad var dette?
"Burl's Gallery" viste sig at være et sammensurium af træskulpturer,
gyngestole og ting af naturtræ, som alt sammen var udfærdiget af
træstykker fundet i skovene omkring stedet.
| Huset, som "Burl" boede i, var et kunstværk,
og de mange legehuse i træerne var små kunstværker i sig selv.
Nogle mænd stod og bearbejdede træ i et åbent værksted med
støjende vinkelslibere. Vi brugte en halv time i haven
og udstillingslokalerne, før vi med et kunstværk af et stykke "Marple"-træ
fandt hen til "kassen". Det helt hvide stykke træ var tydeligvis
bare skåret af en udbuling på et træ, og det var fyldt af små
sylespidse træpigge. (Da jeg skulle pakke til hjemturen lykkedes
det mig at stikke mig til blods på disse pigge!) |
" It's a Burl " Inde på kontoret læser vi en falmet avisartikel på væggen, som fuldstændig korrekt indledes med: "Dette er én af den slags steder, som fanger dit øje, når du kører forbi, og du tænker: Hvad pokker var det?" Eventyret startede for 20 år siden, da Harvey og Joy Shinerock flyttede til byen Kerby. Navnet på stedet skulle Harvey efter sigende have fundet på, efter at have født ét af sine kunstværker. I stedet for at sige "It's a girl", blev det til "It's a Burl". Dette er tvetydigt, da en "burl" er et kroget stykke træ, og udtrykket "Give it a burl" betyder "Prøv det en gang!". Harvey modtager træ svarende til 5-6 fyldte lastbiler hvert år fra folk, som tjener penge på at samle træ i skovene. Det meste af firmaets omsætning stammer fra at sælge disse materialer videre til andre kunstnere. Stedet er brændt to gange siden 1996 ... det forklarer historien med skurvognen. |
De lokale kommer med træ til foretagendet og får lidt penge for materialerne.
Firmaet har ansat 4-5 medarbejdere til at bearbejde træet, inden
man sender disse besynderlige men smukke kunstværker hele jorden rundt
til deres nye ejere. Alt på stedet er præget af besynderlige former fra
naturens egen hånd ... selv firmaets lille lastbil er snørklet udsmykket
og bærer firmaets logo: "It's a Burl".
Vores lille besynderlige træstykke til 20$ blev pakket ind i boble-plast,
og Hanne's én-persons træ-gyngesofa til 500$ blev efterladt.
Resten af turen til Klamath Falls gik gennem "Cascade-Siskiyou
National Monument", som var bjergrig og mest af alt lignede Afrika - dog var cypres-træerne runde i toppen.
Vi havde ikke tid til at stoppe op og studere vildt-livet, men alligevel
spottede Hanne to traner, der vandrede rundt ganske tæt på vejen. I alle
tilfælde var det så varmt, at det ikke indbød til længere gåture. Vejen
snoede sig vildt, men vi nåede alligevel "tidligt" frem til hotellet og checkede ind allerede 17.30.
Selv om poolen så fristende ud, kørte vi direkte til Wall*Mart
og købte aftensmad, tørret frugt og strømper til Signe efter bestilling
... plus den obligatoriske ekstra kuffert, som skulle bringe alle vores
nye indkøb med hjem til Danmark.
Vi indtog aftensmaden i ro og mag på værelset - ost, brød og rødvin med
udsigt til badende børn i pool'en. Temperaturen havde passeret 101F (38oC)
på turen over Siskiyou-bjergene, så AC'en kæmpede forgæves mod varmen på
værelset. Denne nat sov vi ovenpå lagenerne.