Onsdag d. 29. juli 2009.                        RETUR

Oregons kystrute er klart overvurderet ... eller er den?

 For én gangs skyld lod vi airconditioningen køre hele natten på auto, så temperaturen blev holdt på ca. 24 grader, hvilket var tilpas på trods af støjen. Mens Hanne badede, gik jeg frem og tilbage over gårdspladsen tre gange med kaffe, juice og ristede bagels-boller, så vi kunne indtage en overdådig morgenmad i vores gode værelse.

 Ved 9.30-tiden forlod vi Longview i strålende sol og satte forventningsfulde retning mod vestkysten og Stillehavet. Vi skulle følge Columbia-floden hele vejen til kysten, og vi regnede med, at det ville blive en smuk tur. Det var Columbia-floden, som vi første gang stødte på ved den store canyon på vej mod Yakima. Vi var ikke kørt ret langt, før vi stødte på det første vejarbejde. Vejarbejderen med skiltet burde have givet os en advarsel om, at vi ikke skulle fortsætte, men dette var den eneste vej mod Newport, hvor vi skulle overnatte i aften.

Vi ventede adskillige gange i meget lang tid på at blive lukket igennem ensrettede vejstrækninger. Efter 1½ time med gennemsnitligt 25 miles/timen (mph) nåede vi op på 30 mph efter 2 timers kørsel, så det var temmelig sent på dagen, før vi nåede den store bro ude ved kysten, som skulle føre os over floden til Oregon og videre sydpå. Efter to dage ved kysten skal vi så ind i landet igen og kigge på flere vulkaner.

Broen er intet mindre end imponerende, så ingeniøren måtte lige ud og studere den, da vi var kommet over. Det er da også den længste bro af sin type i verden, som er samlet af hele sektioner, der er lavet et stykke oppe af floden i 1964.

 Trafikken går TOTALT i stå, da vi kører videre, men det er dog vand imod den kø af biler, der holder for at komme ind i byen Seaside, da vi forlader denne. Byen er en totalt charmeforladt turist-dump, så det er en gåde for os, hvad alle disse mennesker skal der på en onsdag. Vi fortsætter frem og begynder nu at spejde efter Stillehavet, som må være lige om hjørnet. Det eneste, vi kan se, er lidt havgus. Kilometer efter kilometer fortsætter vi mod en ubrydelig kø af biler i den modkørende vejbane.

 Det eneste, vi ser til havet, er adskillige tsunami-varsler på skilte, som siger at vi er i tsunami-område - meget beroligende. Skiltene anviser flugtruter i tilfælde af, at der udsendes tsunami-varsler.

 Da vi endelig når ud af bil- og by-kaos til havet, vælter tågen ind over vejen, som om nogen forsøger at ryge sild til havs. Det er pænt imponerende, og vi tager et par ud-af-forruden-foto, men det er ikke lige, hvad vi havde håbet på og forventet.  Vi holder ind til siden og ser lidt på fiskerbåde, der kommer fri af tågen på vej ind med deres last.

 Vi kører videre, og vi indser, at dagen absolut ikke bliver det, som vi havde håbet på, da den ældre ekspedient i Safeway's lovede os, at Oregon's kyststrækning var langt flottere end Californiens Highway 101, som vi var dybt fascinerede af længere sydpå. Den ene dødsyge turistby efter den anden passerer, og hver gang går hastigheden helt i bund, så vi har tid til at studere burgerbarer og udsalg af badetøj og plasticdyr.

 Vi tager en afstikker fra Oregons Highway 101 i byen Tillamook for at følge en kystvej på en halvø og se et af mange små fyrtårne, som Oregon's kyst er berømt for. Da vi passerer en grøn mark fyldt med køer i solskin, må vi standse, da den fjerneste del af marken er fuldstændigt indhyllet i tåge ... eller lave skyer om man vil. Det er faktisk ret flot.

 Da vi når frem til parkeringspladsen ved fyrtårnet, er den helt fyldt, på trods af at havet er én stor hvid dyne - man kan ABSOLUT intet vand se. Vi sætter os alligevel på en bænk og spiser med udsigt til et træ ved havet ... i tåge. Et lille tykt egern underholder os, mens folk fodrer det. Vi går ned til fyrtårnet gennem en lille skov, som er proppet med nåletræer, der står så tæt, at man næsten ikke kan se lys igennem dem.

 Fyrtårnet er mindre end 8 meter højt, og det er stoppet med mennesker, så vi går ikke ind i det, da man alligevel ikke kan se havet. Det er dog ikke helt rigtigt, da vi kan se et stykke nedenfor den stejle klippe, hvor der også ligger en klippeknold, som er fuldstændig dækket af fugle på toppen.

 Vi går tilbage og ser også et 2-300 år gammelt træ, der har 16 forskellige "arme", men ingen central stamme, så det bliver kaldt Blæksprutte-træet ... selv om blæksprutten står på hovedet. Det er ret morsomt. Man ved ikke, hvorfor træet ser sådan ud, men ét forslag er, at lokale indianere har formet træet, da det var helt nyt ... det er i så fald langsigtet turistplanlægning.

 Resten af turen er nu kolonne-kørsel gennem adskillige byer og skovstrækninger, og der er ABSOLUT ingen havudsigt. Vi når først frem til hotellet ca. 18.30 efter 240 miles på 8 timer, når vi trækker en times pause fra. Hotellet er et kæmpe-stort kompleks, som ligger helt ned til vandet med udsigt til en stor bro på vej 101, som fører over bugten ved byen Newport. Da vi kommer op på værelset, som Hanne har betalt ekstra for med bro- og havudsigt, kan vi lige se pool'en nedenfor vinduet - men intet andet pga. tågen.

 Efter at have mailet lidt med Marie og Signe beslutter vi os for at spise på hotellets restaurant. Her er en meget ung, venlig og TOTALT hjælpeløs tjener ude af stand til at finde rødvin til os, så vi ender med at bestille "anything-red". Maden -store bøffer med rejer - er dog helt perfekt, og vi afslutter med kaffe, som vi må vente på i 20 minutter ... det er helt usædvanligt i USA, hvor man normalt får leveret alt indenfor få minutter.

 Ud over maden er dagens absolut eneste lyspunkt vejrudsigten, som lover klar sol i morgen - vi krydser fingre.

PS: "Turen går til USA" siger ABSOLUT intet om den vejstrækning, som vi har kørt i dag, så vi vi burde nok ikke have haft så store forventninger til dagen - på trods af hvad ekspedienten i Safeway's sagde.

Retur til toppen.