For én gangs skyld lod vi airconditioningen køre hele natten på auto, så temperaturen blev holdt på ca. 24 grader, hvilket var tilpas på trods af støjen. Mens Hanne badede, gik jeg frem og tilbage over gårdspladsen tre gange med kaffe, juice og ristede bagels-boller, så vi kunne indtage en overdådig morgenmad i vores gode værelse.
Ved 9.30-tiden forlod vi Longview i strålende sol og satte
forventningsfulde retning mod vestkysten og Stillehavet. Vi skulle følge
Columbia-floden hele vejen til kysten, og vi regnede med, at det ville
blive en smuk tur. Det var Columbia-floden, som vi første gang stødte på
ved den store canyon på vej mod Yakima. Vi var ikke kørt ret langt, før
vi stødte på det første vejarbejde. Vejarbejderen med skiltet burde have
givet os en advarsel om, at vi ikke skulle fortsætte, men dette var den
eneste vej mod Newport, hvor vi skulle overnatte i aften.
Vi ventede adskillige gange i meget lang tid på at blive lukket igennem
ensrettede vejstrækninger. Efter 1½ time med gennemsnitligt 25
miles/timen (mph) nåede vi op på 30 mph efter 2 timers kørsel, så det
var temmelig sent på dagen, før vi nåede den store bro ude ved kysten,
som skulle føre os over floden til Oregon og videre sydpå. Efter to dage
ved kysten skal vi så ind i landet igen og kigge på flere vulkaner.
Broen er intet mindre end imponerende, så ingeniøren måtte lige ud og
studere den, da vi var kommet over. Det er da også den længste bro af
sin type i verden, som er samlet af hele sektioner, der er lavet et
stykke oppe af floden i 1964.
 |
Trafikken går TOTALT i stå, da vi kører videre, men
det er dog vand imod den kø af biler, der holder for at komme
ind i byen Seaside, da vi forlader denne. Byen er en totalt
charmeforladt turist-dump, så det er en gåde for os, hvad alle
disse mennesker skal der på en onsdag. Vi fortsætter frem og
begynder nu at spejde efter Stillehavet, som må være lige om
hjørnet. Det eneste, vi kan se, er lidt havgus. Kilometer efter
kilometer fortsætter vi mod en ubrydelig kø af biler i den
modkørende vejbane. Det eneste, vi ser til havet, er adskillige tsunami-varsler på skilte, som siger at vi er i tsunami-område - meget beroligende. Skiltene anviser flugtruter i tilfælde af, at der udsendes tsunami-varsler. |
Da vi endelig når ud af bil- og by-kaos til havet, vælter tågen
ind over vejen, som om nogen forsøger at ryge sild til havs. Det er pænt
imponerende, og vi tager et par ud-af-forruden-foto, men det er ikke
lige, hvad vi havde håbet på og forventet. Vi holder ind til siden
og ser lidt på fiskerbåde, der kommer fri af tågen på vej ind med deres
last.
Vi kører videre, og vi indser, at dagen absolut ikke bliver det, som vi
havde håbet på, da den ældre ekspedient i Safeway's lovede os, at
Oregon's kyststrækning var langt flottere end Californiens Highway 101,
som vi var dybt fascinerede af længere sydpå. Den ene dødsyge turistby
efter den anden passerer, og hver gang går hastigheden helt i bund, så
vi har tid til at studere burgerbarer og udsalg af badetøj og plasticdyr.
Vi tager en afstikker fra Oregons Highway 101 i byen Tillamook
for at følge en kystvej på en halvø og se et af mange små fyrtårne, som
Oregon's kyst er berømt for. Da vi passerer en grøn mark fyldt med køer
i solskin, må vi standse, da den fjerneste del af marken er fuldstændigt
indhyllet i tåge ... eller lave skyer om man vil. Det er faktisk ret
flot.
Da vi når frem til parkeringspladsen ved fyrtårnet, er den helt fyldt, på
trods af at havet er én stor hvid dyne - man kan ABSOLUT intet vand se.
Vi sætter os alligevel på en bænk og spiser med udsigt til et træ ved
havet ... i tåge. Et lille tykt egern underholder os, mens folk fodrer
det. Vi går ned til fyrtårnet gennem en lille skov, som er proppet med
nåletræer, der står så tæt, at man næsten ikke kan se lys igennem dem.
Fyrtårnet er mindre end 8 meter højt, og det er stoppet med
mennesker, så vi går ikke ind i det, da man alligevel ikke kan se havet.
Det er dog ikke helt rigtigt, da vi kan se et stykke nedenfor den stejle
klippe, hvor der også ligger en klippeknold, som er fuldstændig dækket
af fugle på toppen.
Vi går tilbage og ser også et 2-300 år gammelt træ, der har 16 forskellige
"arme", men ingen central stamme, så det bliver kaldt Blæksprutte-træet
... selv om blæksprutten står på hovedet. Det er ret morsomt. Man ved
ikke, hvorfor træet ser sådan ud, men ét forslag er, at lokale indianere
har formet træet, da det var helt nyt ... det er i så fald langsigtet
turistplanlægning.
Resten af turen er nu kolonne-kørsel gennem adskillige byer og skovstrækninger, og der er ABSOLUT ingen havudsigt. Vi når først frem til hotellet ca. 18.30 efter 240 miles på 8 timer, når vi trækker en times pause fra. Hotellet er et kæmpe-stort kompleks, som ligger helt ned til vandet med udsigt til en stor bro på vej 101, som fører over bugten ved byen Newport. Da vi kommer op på værelset, som Hanne har betalt ekstra for med bro- og havudsigt, kan vi lige se pool'en nedenfor vinduet - men intet andet pga. tågen.
Efter at have mailet lidt med Marie og Signe beslutter vi os for at spise på hotellets restaurant. Her er en meget ung, venlig og TOTALT hjælpeløs tjener ude af stand til at finde rødvin til os, så vi ender med at bestille "anything-red". Maden -store bøffer med rejer - er dog helt perfekt, og vi afslutter med kaffe, som vi må vente på i 20 minutter ... det er helt usædvanligt i USA, hvor man normalt får leveret alt indenfor få minutter.
Ud over maden er dagens absolut eneste lyspunkt vejrudsigten, som lover klar sol i morgen - vi krydser fingre.
PS: "Turen går til USA" siger ABSOLUT intet om den vejstrækning, som vi har kørt i dag, så vi vi burde nok ikke have haft så store forventninger til dagen - på trods af hvad ekspedienten i Safeway's sagde.