I går aftes havde Hanne scannet alle TV-kanalerne, og en lokal-station havde fortalt om den varmerekord, som truede i Washington State. Den ældre ekspedient i Safeway's havde også fortalt os, at det var usædvanligt, at vejret var så flot i området. Vi var med andre ord heldige, da vi vågnede kl. 5, ved at der var 35 grader i værelset. Airconditioningen blev straks tændt, og vi sov videre i støjen indtil kl. 8. Mens Hanne badede, hentede jeg morgenmad på hylden i receptionen, dvs. det meste af tiden brugte jeg på at tale med Les og Sushan fra Georgia. Vi talte om hele verden - men specielt om den islandske økonomi, som jo heldigvis kun har valuta-enheden til fælles med Danmark.
Det var allerede pænt varmt, da vi forlod hotellet ved
10-tiden. Efter et kort hop tilbage mod nord ad motorvej 5 fra i aftes,
nåede vi til Mount St. Helens afviseren, som var dagens mål. Kort efter
kørte vi ind i State Visitor Center, hvor vi skulle betale et par dollar
for at komme ind. Der er forskel på en State Park og en National Park,
og dette center var "state", så her duede vores årskort ikke. Vi stod
lidt på parkeringspladsen og studerede den helikopter, som lagde an til
landing. For 2000 kroner kunne vi få en kort tur hen over krateret på
vulkanen i det fjerne, men det var lige i overkanten.
Formålet med at gå
herind var også at se en film om vulkanudbruddet d. 18. maj 1980. Filmen var
flot og viste de omfattende ødelæggelser, og fortalte om de mennesker,
som blev dræbt, da vulkanen eksploderede. Vi begyndte at forstå de
flodsenge med knuste træer, som vi så i går ved Mount Rainier, da der
ofte forekommer flodbølger af mudder på vulkansider med meget sne.
Landskabet foran os var stort set også stadig én stor ryddet slette
efter udbruddet for 20 år siden.
Vi fortsatte ad den 70 km. blinde vej, som førte os helt ind til vulkanen, og der var mange flotte og rystende udsigtspunkter ved vejen. Hvis vi var imponerede over flodsengen ved Mount Rainier, så var vi rystede her. En enorm bølge af mudder blandet med fuldvoksne træstammer har tordnet igennem her og knust alt på sin vej. Over alt lå døde træer begravet under meter af mudder, så kun en død top eller rod stak op - skræmmende!
Vi fortsatte helt op til toppen af vejen, hvor man har
direkte udsigt til den hesteskoformede åbning, som sprængte sig ud af
bjerget hin maj-morgen, hvor bjerget blev 400 meter lavere på få
sekunder.
(Før foto fundet på Internettet!)
Landskabet foran kæmpen ligner stadig et øde marslandskab, hvor kun en smal stribe af vand fra den "nye" gletsjer i
kæmpens gab, strømmer igennem og afslører, at vi er på Jorden.
Hvis vi vender os om, ser vi kæmpetræer,
som i en halv meters højde er brækket som tændstikker af den sky af
bjergmasse og træstammer, som har fejet hen over stedet med 500
kilometer i timen. I det fjerne er der små helt ensartede træer i
størrelse, og et skilt langs vejen afslører på vej ud, at de alle er
plantet i 1982 - derfor den ensartede størrelse.
| Nede i det flotte Visitors Center, som er bygget ind i skråningen, og endda har knækkede træer på det flade tag, ser vi endnu en film om selve det geologiske i eksplosionen lavet med skræmmende realistisk computer-animation. Man hører en geologs skrigende begejstring over udbruddet, som han overværer helt tæt på - det sidste man hørte fra ham - han blev aldrig fundet. |
 |
| Inden for få sekunder skred hele nordsiden ned ad bjerget, og blev hermed det største registrerede jordskred i jordens historie. Dette skabte en åbning i bjerget, som udløste en eksplosion af lava og gasser, som fysisk lagde alt ned i den retning, som skyen havde. |
 |
| Trykbølgen blev kastet tilbage af bjergvæggene, som den ramte, så alle de væltede træer danner et sirligt mønster, som afspejler bølgens udbredelse, men ikke nødvendigvis stråler direkte ud fra vulkanen. Da jordskredet ramte de omkringliggende søer, blev vandet presset langt op ad klippesiderne, og på vej tilbage tog vandet alle de væltede træer med, så søerne blev fuldstændigt dækket af flydende, knuste træer. |
 |
| Som afslutning på festlighederne væltede smeltevand og mudder ned fra bjergtinden, og denne blanding af vand og træstammer smadrede alt, hvad det mødte på sin vej af træer, veje, broer og huse. De billeder, vi ser, er enestående i filmhistorien ... heldigvis! I løbet af de næste timer sender vulkanen aske og røg op i en højde af 25 kilometer. Denne aske formørker området og rejser det meste af jorden rundt. |
 |
Det er ufatteligt, at kun 57 mennesker blev dræbt denne
dag. Det nærmeste
område var evakueret, da jordskælv måneder i forvejen havde advaret om
et kommende udbrud, men INGEN havde forestillet sig en eksplosion, der
havde en kraft, som denne. Dette var det kraftigste vulkanudbrud i USA
siden Mount Lassen gik i udbrud i 1915. Den pyroklastiske eksplosion fra
Mount St. Helens var 400 gange kraftigere end atombomben, der jævnede
Hiroshima med jorden. Træerne på bjergsiderne viser stadig som små pile,
hvordan trykbølgen har ramt.
I Visitor Center-forhallen læser vi seks plancher om øjenvidenskildringer
- hovedsageligt fra folk,
som på mirakuløs vis har overlevet inde i dette inferno og tilmed
fotograferet det. Det træ - eller rettere sagt resterne af det - som
står i centret, beskriver bedre end ord naturkatastrofens kraft.
Vi køber "National Monument bogen" til samlingen, og kører ned ad
bjerget, men vi holder ind på et næsten tomt udsigtspunkt for at tage et
foto i det flotte lys, der nu er. Fra en anden bil bliver vi råbt an -
det er Lee og Sushan, som er på vej op, og ikke er nået længere.
Hanne
hilser pænt på dem, og vi skiftes til at fotografere hinanden med
bjerget i baggrunden - lidt morsomt.
| Vejen ud er lang, specielt da vi snegler hele vejen bag en camper, så planen om at tage tilbage til Longview og tage vejen syd om Mount St. Helens bliver droppet. I stedet står vi ud på parkeringspladsen ved den Mall, som vi passerede i går. Nu viser termometret 107oF (40oC) ... det er vist rekord i området. Vi skynder os ind af Macy's-indgangen, hvor vi i løbet af to timer sparer 300$ på sko, trøjer og bluser ... ved at betale 130$ - det er rystende billigt. Det meste af tiden shopper Hanne alene, mens jeg skriver dagbog for de sidste to dage, men hun kommer pænt hen og henter mig, når hun finder noget flot (og billigt) til mig. Her får vi også endelig købt løbetrøje til Marie. |
 |
Kort efter er vi tilbage i Safeway's, hvor den rare herre fra i går spørger til Mount St. Helens og ønsker os en fortsat god tur. Det er tidlig aftensmad "allerede" 20.45, og så står den på ompakning resten af aftenen.