Mandag d. 27. juli 2009.                       RETUR

 Vores hotel reklamerede med "Extended Continental Breakfast", og dette omfattede små omeletter med ost, som man kunne varme i mikroovnen. Vi gik amok og spiste to hver med det resultat, at Hanne bøvsede indtil kl. 13, så der var ingen frokost i dag.

 Turen gik direkte til Mount Rainier Parken, som vi nåede tidligt. Allerede inden parken var landskabet så smukt, at vi måtte stoppe og kigge. Bjergtoppene i "The Cascade Range" er meget takkede og spidse, og det hele er smukt dækket af grønne fyrretræer.
 Vi stoppede som sædvanligt ved skiltet lige udenfor parken, hvor vi altid skal have en foto, men denne gang var det en portal.  Vi kørte igennem porten ... og det var bare ... WOW! Totalt postkort!

 Vi stoppede med to minutters mellemrum på vej mod toppen og tog foto. Det højeste punkt fra denne side er "Sunrise"-parkeringen, hvor vi skyder en del skud mod toppen af "isbjerget" fra den store parkeringsplads, der er stoppet med biler. Udsigten til den anden side er dog heller ikke ringe, men en smaragdgrøn lille sø lige under os.


 I Visitors Centre køber vi den obligatoriske "parkbog", og vi taler lidt med den kvindelige ranger-betjent om Danmark og klima-topmødet, som hun er meget begejstret for.

 Vi overvejer kort at spise frokost bag den store bjælkebygning, hvor der er et flot view over lilla og røde blomster og bjerget i baggrunden, men vi er minimalt sultne, så vi beslutter i stedet at starte på den store omvej, som er nødvendig for at se begge sider af parken. Lige vest for indgangen, som vi kom ind af, er vejen skyllet væk af vinterens sne og forårets vandmasser. Vi er derfor nødt til at forlade parken, køre syd om bjerget og komme ind fra vest-siden, for at kunne se den vestlige del af parken. Det er en fler-timers omvej, men vi håber på at have tid nok. Den kvindelige ranger havde nævnt vej-52 som en mulig omvej, da hun udpegede den beskadigede vej på sit kort, men vej-52 eksisterer ikke på vores kort. Heldigvis havde Hanne taget et detaljeret gratis-kort over Washington State i Visitors Centre, og her var der en unavngivet vej, som starter i byen Packwood.

 Da vi nåede til Packwood, var benzintanken kun 1/4 fuld, så vi fokuserede på den første Shell-tank og fyldte op. Vinden var som en føntørrer, da vi steg ud af bilen ... termometret viste 99^oF svarende til 37^oC. Vi kørte videre, men vej-52 dukkede ikke op. Eneste mulige sidevej, var den ved Shell-tanken, så vi vendte om og forsøgte os på denne. De første par mil var der ingen markeringer, men så proklamerede et mikroskopisk skilt, at Mount Rainier lå forude ... tal lige om ringe skiltning! Denne vej er lukket om vinteren, og vi forstår hurtigt hvorfor. Vejen er totalt overgroet af træer, så vi kører i en grøn tunnel. Ved siden af den bulede og hullede vej løber en lille flod - eller i hvert fald en flodseng fyldt med basketbold-store sten og træstammer, der er smidt på kryds og tværs af hele rode-butikken.

Her må være helt utrolige kræfter på spil om foråret, når vandet fra vinterens sne skal væk. Mange steder er vejen væk et par meter, hvor vandet fra den lodrette klippe på venstre side af kørebanen har taget den, så kun gruset unde asfalten er tilbage. Vi LISTER igennem og udfordrer den stakkels bils støddæmpere. Ifølge kortet er dette "Tatoosh Wilderness", og det lever vildt meget op til sit navn. De fleste steder er bevoksningen så tæt, at tykke lag af mos-kager pynter træerne, så de virker som pelsjakker - et helt fantastisk og besynderligt område. Vi forsøger et par gange at fotografere dette kaos, men det er umuligt at få fornemmelsen med på et foto - heldigvis er der stadig nogle steder, som kun kan opleves ved at være der. Da vi næsten er igennem denne omvej dukker ET lille skilt op og markerer "vej-52". Betryggende ... vi har ikke kørt i den forkerte retning i en time.

 Vi er nu tilbage på den vestlige indgangsvej og kort efter kører vi ind i parken igen, mens bilerne strømmer ud i den modsatte vej mod Seattle. Vi er sent på den, og det hjælper ikke, at vi skal holde i kø 10-15 minutter pga. vejarbejde, mens de hjemkørende biler bliver sluppet igennem et stykke vej, hvor der kun er én vejbane. Parken er kun farbar fra juli til oktober pga. sneen, så der er meget lillle mulighed for at vedligeholde vejene. Resten af året bliver vejene holdt fri af sneplove, men det slider nok hårdt på dem. Vi snørkler os op mod toppunktet fra denne side, mod et punkt, som hedder "Paradise". Vejen er her indkapslet af massive mure af høje fyrretræer, der flere steder er så store, at der skal flere mennesker til at omfavne dem. Temperaturen er nu anstændig, men det skyldes nok lige så meget den højde, som vi står ud i, da vi er fremme ved det sprit-nye Visitors Centre kl. 17.

Centeret er en flot bygning, men mest imponerende er de massive trædøre, som kan skydes for glaspartierne, når det hele bliver begravet i sne. Indenfor ser vi et luftfoto af Jackson Visitor Centret, hvor kun taget er synligt om vinteren. Det gamle Visitors Center blev revet ned i 2008, selv om alle var glade for designet. Der var dog det problem, at taget var fladt, om man HVER ENESTE dag gennem hele vinteren måtte brænde 2000 liter olie af for at holde taget så varmt, at sneen ikke fik det til at kollapse! Verdensrekorden for snefald er netop registreret på Mount Rainier i vinteren 1971-72, da der faldt ... 280 meter sne ... værsgo' at skovle.

 Det er UFATTELIGT flot - noget af det  smukkeste vi nogensinde har set, så det er ikke underligt, at stedet er navngivet "Paradise". Her er rød-lilla "paintbrush"-blomster (malerpensel), smukke lilla og blå blomster, og nogen af skråningerne er nærmest snehvide af blomsten, der meget passende har navnet "Avalance Lily" ... Lavine Lilje.

 På den korte rundtur kommer vi forbi adskillige udsigtspunkter, som giver direkte udsigt til den store gletsjer, der ligner en afskåret brun jordvold med hul i bunden, hvor en flod af grumset smeltevand strømmer ud i en smal stribe i den gigantiske flodseng.

Også her er der dækket af store klippestykker, og hele træer med rødder vidner om de kræfter, der er på spil, når afsmeltningen er på sit højeste.

 Tilbage ved bilen skifter vi hurtigt tilbage fra vandresko til sandaler, og så er det ellers af sted mod udgangen af parken. Vi holder dog på et sted på ved ned, hvor en stor bro går over den brede flodseng ved Nisqually River, og vi går over broen for at se det totalt ødelagte landskab, hvor smeltevandet regerer om foråret.

 Vi har en lang køretur på 2-2½ time foran os, inden vi rammer Longview, hvor Hanne har book'et hotel.

 Vi kommer glat igennem til motorvejen, og svæver i lav højde forbi afviseren til Mount St. Helens, som vi skal bruge i morgen. Sidste afkørsel før vores til Longview ligger en stor Mall ... thjaee ... man ved jo aldrig. Hanne navigerer os med vanlig sikkerhed direkte hen til hotellet (som er et motel), som mildest talt ser lidt tvivlsomt ud og ligger på et meget mørkt og skummelt område. Der er to barstole i receptionen, hvor man kan sidde og indtage sin morgenmad på samme hylde, som morgenmaden står på. Alt dette viser sig at være aldeles ligegyldigt, da værelset er aldeles perfekt med to store senge, mikroovn, køleskab, TV, og det hele virker ny-indrettet. Vi aflæsser hurtigt og tager bilen to-tre blokke tilbage, hvor et Safeway Supermarked på størrelse med Rådhuspladsen har DØGN-åbent - og vi er langt fra de eneste, der køber ind kl. 21.45!!! Vi elsker Safeway ... det er Irma*10! Aftensmaden bliver derfor salat med for-stegte kyllinger, feta og crutonner og MASSER af koldt øl ... men som sædvanligt også meget sent. Godt at vi skal overnatte her i to dage.

Retur til toppen.