Tiden spillede os flere gange et puds i dag! Vi skulle have morgenmad inden de lukkede kl. 9, så vi indfandt os et kvarter før i det lille café-område i receptionen omringet af udstoppede dyr inkl. en udstoppet gylden bjørn, som stod oprejst i et lille arrangement i hjørnet. Et skilt forsikrede os om, at den var død af naturlige årsager. Vi var sikre på, at alle de stakkels hjorte på væggene havde lidt en naturlig "jæger"-død. Det viste sig, at der var morgenmad til kl. 10, så vi tog lige en ekstra kop kaffe.
Nu havde vi en super-lang køretur foran os - 600 km. - feriens
længste strækning, som ville bringe os fra Montana, gennem Idaho og ind
i Washington State, som strækker sig helt ud til Stillehavet og grænser
op til Canada mod nord. (Vi forlod Wyoming, da vi kørte nord ud af
Yellowstone i går.) Vi satte med det samme iPod'en i holderen i bilen og
hørte musik 300 km. gennem prærieagtigt landskab med bjerge i det
fjerne. Første holdt var en tankstation, hvor bilen fik benzin, og vi
tankede kaffe. Turens højdepunkter var de mange morsomme bynavne, som vi
passerede. Hvem drømmer f.eks. om at bo i byen Fosfat?
Landskabet skiftede karakter og blev mere bakket og bjergrigt.
Vi tog endnu tre timer uden stop. På et tidspunkt kom der rigtigt mange
store biler med motorbåde og sejlskibe på træk. Vi undrede os, da vi
stadig var midt i landet, men da vi kom til Coeur d'Alene passerede vi
en meget stor sø, som lagde op til en masse fritidsaktiviteter.
Vi landede i byen Spokane uden at have forladt I-90 West motorvejen. Kl.
præcis 16.30 kastede vi os på vores senge i en "studio lejlighed", som
havde både køkken, køleskab og bad. Perfekt! Hov! Uret mellem sengene
stod på 15.30? Vi var selvfølgelig kørt ind i "Western Time Zone" og
havde vundet en time. Vi havde taget et fint kort over Spokane by i
receptionen, som afslørede et stort park-område i downtown Spokane
omkring floden. Kortet nævnte også "Spokane Falls"!
Det var temmelig varmt, så nu, hvor vi havde god tid,
besluttede vi først at tage i Mall for at få nogle trøjer til mig .
Trøjer var ved at være en mangelvare, eftersom jeg kun havde pakket én i
kufferten. Der var kort vej hen til "Spokane Valley Mall", hvor vi
straks kom ind i den store Macy's afdeling, som viste sig at have
udsalg. Søde Chelsea piskede hele butikken rundt, og 5 minutter efter
kom hun tilbage med 3 trøjer ud over den ene, som vi allerede selv havde
fundet. Vi endte med at vælge tre, men vi havde ingen anelse om, hvad de
kostede. Der stod op til tre priser på mærkaterne i trøjerne, og på en
del skilte stod der 50% rabat. Den fulde pris for de tre trøjer var 200$
... vi slap med 31$ I ALT! Ufatteligt! Man tager altså ikke tøj med til
USA, lige så vel som man ikke fylder bilen op med øl, inden man kører
til Tyskland. Chelsea skrev tydeligt sit navn ned på regningen, så vi
kunne give hende en positiv tilbagemelding på nettet. Vi havde en klar
mistanke om, at hun bliver aflønnet efter tilbagemeldingerne, så vi gav
hende en meget flot karakter samme aften.
Hanne shoppede lidt i dameafdelingen, mens jeg kiggede på puslespil og
spil i en enorm specialforretning. Jeg ville gerne have et puslespil med
USA's stater, så jeg kunne øve mig på den geografiske placering, da jeg
ikke er helt stiv i dette endnu, men jeg kunne kun få et gulv-puslespil
på 1 gange 1 meter ... det var trods alt lige i overkanten.
Nu kørte vi som rigtige amerikanere de kun 100 meter over til den nærmeste bygning, som var en "Outdoor Sports Outlet". Vi skulle kigge efter løbetrøjer til Marie, som er nærmest ubetalelige i Danmark. "Outdoor Sports" viste sig at være en fodboldbane-stor hal med ALT, hvad man kan finde på at bruge til jagt, fiskeri og sejlads. Her var vilde mængder af camouflagetøj, fiskestænger, skydevåben og her var spækket med døde dyr på væggene i det enorme rum. Her var rigtigt mange lækre ting - men intet løbetøj. Goretex® jakker til 2-300 kroner - det er VILDT billigt.
 |
 |
| Vi lod os alligevel ikke friste til at
købe noget, så vi gik ud. Det vil sige, vi strandede i udgangen,
hvor forretningen havde deres "Bragging Board", hvor folk kunne
hænge foto op af deres præstationer. Masser af stolte folk stod med store fisk, men her var også en afdeling med jægere og døde hjorte, bjerggeder, en lynx (stor kat) og en ung pige med en død bjørn! Højdepunktet var en lettere overernæret 9-årig dreng, som havde nedlagt sin første vilde kalkun med et kortløbet haglgevær, der havde samme længde som ham selv! Wild-West-mentaliteten lever rigtigt godt blandt mange amerikanere. |
 |
Vi tog nu direkte til Wall-Mart, hvor vi købte suppe til
mikroovnen og to færdiglavede salater. Her gjorde vi så noget HELT vildt
og meget overraskende for os selv.
Normalt ville vi nu have fortsat ned til centrum af Spokane, men klokken
var nu 19.30, så vi besluttede at holde fri resten af dagen og spise
aftensmad på hotellet. Kort efter sad vi med rødvin, varm suppe, salat,
ost og flutes og nød tilværelsen. Selv om vi ikke havde set nogen
seværdigheder i dag og kørt 600 kilometer, føltes det alligevel som en
ferie-dag i ferien, og i morgen kan vi sove længe, da vi selv kan hive
juice, brød og ost ud af køleskabet.