Vi havde "god" tid, da dagens afgang var udsat til kl. 8. Hanne og jeg var de eneste, som skulle checke ud, da resten af holdet havde valgt en ekstra overnatning i Grant Village i stedet for at forlade parken i aften. Morgenmaden blev igen indtaget i "The Lake Restaurant", men i modsætning til i går, var det i dag uden solskin, da det var fuldstændig overskyet. Skulle vi have vores første regn i Yellowstone dag?
| Vi blev hentet af Ashea og kørte lige til det gamle, flotte gule "Lake Hotel" med direkte udsigt til Yellowstone Lake. Her var der mulighed for at gå på toilettet, inden vi igen skulle forsøge at spotte ulve. Vi gjorde et par holdt i "Hayden Valley", og vi havde de helt store kikkerter ude, men det eneste blik vi fik af ulve, var tre knægte, som havde fået ulve-hoved-huer, og legede ulve i de halv-høje buske. De var fuldstændig klar over, at bilerne stoppede og spejdede efter dem - meget morsomt. Vi så på MEGET stor afstand en "bald eagle", som altid vækker begejstring, da den jo er det amerikanske national-symbol, og vi så også en større mængde bison - men ingen ulve. |  |
 |
 |
Gennem træerne kunne vi se en stor pelikan lande på vandet, og den stod
længe og spejdede efter fisk uden at finde nogen.
Vi kørte nu ud til det center ved "Lower Falls", hvor vi havde shoppet
bøger og film i går. Mens folket igen benyttede toiletterne (vi drak meget kaffe om
morgenen), kom der en bison traskende LIGE forbi den parkerede bus -
unge Greg var i ekstase. Her var et skilt, som advarede mod ulve, som
var set i går her i området. Skulle vi være bekymrede eller begejstrede? Ashea vidste det ikke rigtigt, for hun havde aldrig set et sådan skilt
før, men vi skulle i hvert fald ikke være bange for at blive overfaldet
af ulve, for det er aldrig sket.
Vi havde dårlig forladt
parkeringsområdet, før vi gik direkte ind i en flok bisoner, der stod
på begge sider af vores sti ... skulle vi gå igennem? Ashea stoppede og
fik os arrangeret i en tæt cirkel, og vi forlod stien og sneglede os
langsomt igennem flokken uden at sætte retning mod noget dyr, så vi ikke
provokerede dem. Et af dyrene laver en dyb brumme-lyd, og Ashea
forklarer, at den bare fortæller os, at den er større og stærkere, end
vi er - vi tror på den. Det var ganske udramatisk, selv om det var lidt vildt
at være omringet af de store dyr - vel i en afstand af 20-30 meter på hver
side.
| Kort efter kom vi forbi den gamle "opvisningsplads", hvor der tidligt i Yellowstones historie havde været en siddetribune ved lossepladsen, hvor folk kunne sidde og se bjørnene rode i affaldet! Her har holdningen heldigvis ændret sig, så nu er området helt grønt og naturligt, men en del glas- og porcelænsstykker på jorden afslører fortiden. Dette gjorde selvfølgelig bjørnene afhængige af menneskene, og de "vilde" bjørne endte med at blive håndfodret ... desværre røg der en gang imellem en hånd med. I dag er bjørnene heldigvis så vilde, som det er muligt i en åben park. |
 |
Vi nåede frem til en smuk grøn sø - der stank af svovl! Her
havde man hverken lyst til at bade eller blive alt for længe.
Vi vandrede videre, og omgivelserne bliver gradvist mere termiske, dvs. der er boblende mudderhuller og store måneagtige områder
fyldt med kraterlignende huller, som vi vandrer igennem.
Her er dog også
søer med smukke gule åkandeblomster, så diversiteten og den hastighed hvormed
landskabet
skifter er utrolig, når man tænker på, at det hele er naturligt skabt uden
menneskelig indgriben.
Pludselig forsvinder jorden foran os, og vi står foran en afgrund:
Yellowstone Canyon. Det er en fantastisk kløft, som Yellowstone-floden
har gravet i de bløde farverige gullige klipper, der faktisk har givet
områdets dets navn ... "De Gule Sten".
Der er dog nuancer helt fra det
hvide, som bliver både gule, røde og ender i det brune. Helt nede i
bunden bruser den turkise flod af sted - det er et enestående syn. Vi
sætter os og spiser, og skyerne begynder så småt at forsvinde nu - så
fik vi heller ikke regn i dag. Det bliver tid til det store
gruppebillede, hvor vi nok lige er nødt til at få hele stamtræet fra
Arizona/San Francisco på plads:
Fra venstre mod højre: Irma (mor til Mona), Leo (gift med Carol), Carol
(søster til Tricia), Tricia (gift med Doug), Doug, Jim (kollega til Doug),
Susan (kæreste med Jim). Bagerst Greg (søn af Patricia og Doug) og Mona
(kæreste med Greg) ... og så mangler vi GrandMa Angela (mor til Tricia
og Carol, som ikke gik med i dag. Og så selvfølgelig vores enormt søde
og dygtige guide Ashea Mills, som bare ikke kan roses nok.
Vi fortsætter langs kløften, og Hanne forhører sig hos Susan om drikkepenge i USA. Hanne har netop set, at hele "holdet" gav en kuvert til vores guide. Vi plejer at lægge 2$ pr. nat på hotellerne, og vi havde planlagt at give 50$ til Ashea som tak for en fantastisk tur, og det er ifølge Susan meget passende. Pigerne når at snakke en del, og Susan fortæller, at det er så varmt i Arizona om sommeren, at hun har oplevet at skosålerne smelter, når man går hen over en parkeringsplads! Så er det jo godt, at der er aircondition inde i husene. Kølingen er dog så voldsom nogen steder, at de nogen har stillet varmeovne op for at få temperaturen lidt op. Hvad skal man sige?
| "Lower Falls" dukkede nu op fra adskillige udsigtspunkter, og der kommer flere folk på ruten, da vi nærmer os udgangspunktet igen. Til sidst er der klaustrofobisk mange mennesker på de store udsigtsplatforme, hvor vi alligevel fortsætter med at fotografere. | |
 |
 |
 |
 |
| Vi diskuterer støj og trafik i parken med Ashea, og hun vil ikke protestere, hvis vi anmoder ledelsen af parken om at forbyde store Harley Davidson motorcykler og gigantiske RV-kassebiler. | |
Vi er tilbage ved bussen, og kort tid efter er vi tilbage ved "Jim Falls", hvor de andre har deres biler stående. Vi siger pænt farvel, krammer alle og udveksler mailadresser med Doug og Susan, så vi kan bytte foto.
Da vi igen er alene, køber vi den officielle Yellowstone Guidebog, og vi når lige at ringe til Marie og høre, at alt er OK i Danmark. Nu kører vi den lange tur tilbage til Mammoth Hot Springs alene i bussen med Ashea, og vi diskuterer alverdens ting om verden, rejser, 11. september og meget andet, inden vi knuser farvel og tak ved siden af vores bil. Inden vi sætter kursen ud af parken, går vi lige en sidste gang i butikken og sikrer os en flaske rødvin til aftenens hotelophold.
| Vi forlader Yellowstone gennem den
nordlige udgang i byen Gardner, som er en
lille westernby. Det er en kort 1½-times køretur, men nu begynder det at
sile ned med regn, og vi bliver ramt af voldsomme vindstød - tal lige om
god timing. I byen Bozeman rammer vi hotellet, som noget af det første. Receptionisten smiler og siger, at vi vil kunne lide rummet - det har Hanne sørget for hjemmefra. Efter at have tømt bilen, kører vi ind ad hovedgaden og finder meget hurtigt et fint supermarked, hvor vi køber brød og pålæg til aftensmaden. Så skynder vi os tilbage til vores suite og fylder jacuzzien, og vi når at tømme vinen, mens vi ordner verdenssituationen og fordøjer vores fantastiske oplevelser i Yellowstone. Aftensmaden bliver indtaget i dybe lænestole, og så er vi ellers bevidstløse af træthed. |
 |
Hvis alle gode muslimer skal på pilgrimsfærd til Mekka én gang i deres liv, så burde det være obligatorisk for natur-elskere at tage til Yellowstone ... det er et ubeskriveligt fantastisk sted på jorden.