Som start på dagen gentog vi den lille aftentur ned til søen for at
komme ned til "The Lake House Cafeteria", hvor morgenmaden blev indtaget
i varmen kun 2 meter fra Yellowstone Lake. Udsigten var herlig, og her
var tag-selv "bacon & egg", så vi var rigeligt mætte, da "Ashea Tours"
dukkede op klokken 8. Turen gik nu direkte til "Snow Lodge", hvor vi
skulle spise aftensmad sammen i aften, og her var butikker, så vi kunne
købe drikkevarer mm. til dagens lange vandretur.
Vi fortsatte ca. ½ time i bilen hen til en tur, som skulle være meget
flad. Det første stykke fra parkeringen gik vi langs et stort åbent
gejserområde, hvor vi kunne se folk svæve rundt i damp-tågerne i det
fjerne. Dampen virkede ekstra kraftig i den kølige morgen, og hele
landskabet lignede noget, som man kan se på Mars - døde træer og røde
farver på jorden helt indhyllet i damp.
Vi drejede fra stien og kom ind i et skovområde befolket af små
fyrretræer, som var vokset op siden 1988-branden. Det var en varm dag,
men der var skygge nogle steder på ruten, så det gik. Vi nåede frem til
det 60 meter høje Fairy Falls vandfald, hvor vi i skyggen af det lodrette bjerg kunne
køle i den air-condition, som sprayen fra vandet lavede. Her var også
tid til at sidde lidt og nyde de smukke omgivelser.
Vi gik videre, og landskabet begyndte nu at stige lidt. Vi fulgte et lille
vandløb, som var rødt, brunt og gult pga. varmen fra det gejservand, som
det førte med sig. Ashea målte hele tiden temperaturen på vandet med sit
elektroniske termometer, og det fratog én lysten til at stikke fødderne
i vandet. Kogende var det ikke, men det var tæt på.
Ved frokosttid nåede vi frem til en meget aktiv gejser i en lille smuk
lyseblå sø indrammet af bjerge. På en skråning indtog vi vores medbragte
frokost i skyggen af et træ og nød denne specielle udsigt. Her var tid
til at nyde omgivelserne, som også her bar tydelige præg af den
voldsomme skovbrand for snart mange år siden.
| Turen gik samme vej tilbage, og vi gjorde igen et kort
holdt ved "air-condition vandfaldet". Lige ved siden af var der en del nedstyrtede klippestykker, og her levede en Marmot-familie. De poserede villigt, så vi stod længe og kiggede på de små tyk-pelsede rødbrune fyre. Tilbageturen var fuld fart frem, dvs. så hurtigt som varmen tillod det, for vi holdt en del pauser når vi fandt et træ, som gav skygge. |
 |
Da vi nåede tilbage til den brede sti, som vi startede på her
til morgen, var synes endnu flottere end i morges. Farverne var helt
surrealistiske, og det så ud som om at folk svævede rundt i en blå tåge.
Her udfordrede Ashea os til at gå op ad skråningen UDEN at kigge os
tilbage ... lidt a la Sodoma & Gomora ... vi måtte ikke vende os om -
først når vi nåede toppen - ellers ville vi blive til saltstøtter!
Vi vendte os først om, da vi var helt oppe, og synet her er ubeskriveligt.
Den flade sø, som vi kunne se dampen over, er en oval pool, der er
skrigende lyseblå og bærer det sigende navn "Grand Prismatic Spring" ...
den store prisme kilde.
Søen er omkranset af centimeter-høje terrasser af brun silica, som vandet
siver hen over, og selve kanten af søen er nærmest selvlysende orange.
Nogle få træer stikker op gennem den hårde kalk og bidrager til det
besynderligt smukke og fascinerende landskab. Dette har absolut været
turens smukkeste udsigt, og jeg tør slet ikke tænke på muligheden af, at
vi ikke var gået herop i heden - for varmt var det. Igen insisterede
Ashea på at forevige os på stedet, og farven i Hannes ansigt afslører,
hvor varmt hun havde det. (Se året kalenderbillede!)
Vi gik den korte tur tilbage til bussen og fik skiftet de varme vandresko
ud med sandaler - herligt. Vi kørte nu direkte til det fantastiske "Old
Faithfull Hotel", hvor vi fik et kvarters tid til at gå rundt og nyde
den kolossale træbygning, som er lige så imponerende indvendigt, som den
er udvendig. Konstruktionen, der holder taget oppe, minder mest af alt
om tømmeret i en gammel mine.
Flammerne under den store 1988-brand var kun et par hundrede meter fra
denne pragtfulde bygning, da vinden vendte, så det er et under, at den
står her i dag. Det må have været en skræmmende oplevelse at stå på
hotellets tag og observere flammerne - som nogen gjorde, da det for sent
gik op for dem, at de var omringet af flammer.
Så var det tid til at se på gejsere. Det fine træ-ur inde i bygningen
indikerede, at det snart var "Old Faithfull"-tid. Vi gik ud i solen
igen, og stillede os på afstand i skyggen af nogle høje træer, så vi
havde et godt panorama-view over det klassiske udbrud, som kendes fra så
mange tegnefilm.
Vi mødtes med Ashea, og hun guidede os rundt mellem alle gejserne på det
store område i en times tid, og hun talte som et vandfald - hendes
rigdom på informationer synes uudtømmelig. Det er et fantastisk sted at
spadsere rundt på de smalle træfortove. Lige meget hvor man kigger hen,
er der boblende kilder, gejsere i udbrud og farverige små pools. Her
kunne vi sagtens gå rundt en hel dag og fotografere.
Som en bonus så vi en lille vandrotte, som svømmede frem og tilbage med
græsstrå i munden i den lille flod i området. Da vi nåede til Beehive (bi-stadet)
gik rygtet om, at den ville gå af indenfor 10-15 minutter. Det var
alligevel for godt til at gå fra, så vi skiftede lidt positioner, for at
få de bedste billeder. Hvad vi ikke kunne regne ud, var at BÅDE Beehive
og Old Faithfull gik af samtidigt, og det kunne vi ikke få med på samme
foto - men fantastisk var det i alle tilfælde.
Old Faithfull til venstre for os ...
... Beehive til højre.
De folk, der stod på træfortovet lige foran Beehive var gennemblødte - det
er åbenbart en del af oplevelsen for nogen - og det er overraskende nok
ganske ufarligt.
Vi skyndte os nu hen til The Snow Lodge, hvor der var bestilt bord til os.
Hanne og jeg var lidt overraskede, da vi som de eneste bestilte øl ...
vi fortjente det. Susan spurgte flere gange Jim, om han ikke også ville
have øl, men nej! Vi havde ellers alle fortjent det efter den varme
gåtur i dag. Vores måltid inkluderede både for-, hoved- og efterrret, så
det var ALT for meget mad. Forretterne kørte rundt blandt folk, så vi
fik smagt lidt af alt. Alligevel gik mindst halvdelen af maden ud igen -
det var alt for store portioner. Alligevel bestilte alle andre end Hanne
og jeg også efterretter, som de så kun spiste halvdelen af. Dette
startede en diskussion om netop overflod af mad, men de andre var alle
enige om, at det kunne man ikke lave om på - små portioner er utænkelige
i USA! Vi havde også gode diskussioner om miljø, sygeforsikring,
benzinøkonomi, Obama og brug af feriedage ved sygdom. Hvis nogen er i
tvivl, så skal vi være glade for det kedelige, socialt sikrede Danmark.
Alle var udmattede efter den lange dag i varmen og de mange flotte indtryk, så historien om Truman Everts, som startede dagen før, blev standset, da de flest i bussen sov. Stakkels mand ... nu må han tilbringe endnu en nat under åben himmel i Yellowstone før han bliver reddet.