Uret ringede MEGET tidligt - kl. 06.20 - og lidt før kl. 7 indfandt
vi os på den fine restaurant og indtog buffet med det hele,
dvs. bacon&æg, frugt, kaffe og brød, så vi var klar til dagens
udfordringer.
Hanne fik ringet til Marie på det indkøbte telefonkort, og alt var vel i
Danmark. Vi er nu helt uden kontakt med omverdenen i 4 dage, da der ikke
er mobil-dækning i meget af Yellowstone-området.
| Ved 8-tiden mødtes vi alle foran hotellet, og Ashea delte dagens frokostrationer ud i små brune poser. Vi kørte nu i en 16-personers mini-bus op til startpunktet for dagens vandretur, hvor vi tager alt vandreudstyret på i den kølige morgenluft. Vi ender ikke det samme sted i aften, så én af de andre må køre Ashea herop, for at hente bussen igen. Vi begav os nu ud i et stort fladt grønt område. Hanne og jeg var glade for, at vi ikke havde andet på end T-shirts, for selv om det var køligt, var det rigeligt varmt, og vi havde også 2 liter vand, 2 kameraer, kikkert, regntøj plus madpakken i rygsækken. |  |
Ashea lagde ud i højt tempo, og Jim sakkede hurtigt bagud og
forsvandt ind i nogle buske, for at aflevere morgenkaffen. Han kom dog
MEGET hurtigt ud fra buskene igen, og de andre
stoppede op og kiggede på noget bag ham, men Ashea fortsatte lystigt derudaf.
Det, de andre kiggede på, var en sort bjørn, som kom traskende, så vi
råbte på Ashea, og hun kom hurtigt tilbage.
Bjørnen var TOTALT ligeglad
med os, og den passerede os halv-skjult i de lave salvie-buske i
15-20 meters afstand, så vi kunne ikke få de helt geniale billeder af
den - men tæt på var den.
Nu fik vi den store "Hvad gør man, når man møder en bjørn"-instruktion:
Hold jer samlet i en flok, gå ikke ind i bjørnens retning, klap i
hænderne og lav larm - og kun i nødstilfælde brug en bjørne-spray, som
er en slags peber-tåregas, som Ashea havde hængende i bæltet.
 |
Vi fortsatte turen, som jo dårlig var begyndt endnu. Efter den første
toiletpause ved nogle træer, kom Jim forrest, og nu spottede han en grizzly-bjørn med sin lånte kikkert, men det var MEGET langt væk. Det
kunne lige så godt have været en ko på 1 km. afstand, men Ashea var
begejstret. TO bjørne på den først time. Jim viste sig efterfølgende ved
flere lejligheder at kunne spotte hvad-som-helst, så han var god at have
med på turen. Fra samme sted så vi også to store "elks", der er en slags store kronhjorte. Det var til gengæld så de store dyr, som vi så denne dag. |
Vi gik videre og så fugle og mange farverige blomster. Ashea fremviste kranier og gevir fra to han-elks, og vi fik en masse at vide om deres liv. De store hanner er mest udsatte for at dø om vinteren, da de har så travlt med at parre sig om sommeren, at de ikke får ædt sig fede inden sneen kommer, og det er ofte allerede i september.
Frokosten blev indtaget efter ca. 4 miles gåtur med en mega-udsigt over
bjergene. I baggrunden kunne vi se Yellowstone's Grand Canyon, som vi
ville komme over til én af de næste dage. |
|
| Her fik vi også et længere foredrag om
Yellowstones
skabelse, og hvorfor
området er så specielt. Ashea tegnede og fortalte, mens hun brugte den
støvede jord som tavle. Det hele blev omhyggeligt visket ud igen, da vi
gik. "Efterlad ingen spor ud over dine fodaftryk", er mottoet i
Yellowstone ... og alle de andre nationalparker. Herefter gik det nedad, hvilket var væsentligt hårdere ved ben og knæ end opturen. Vi nåede nu ind i områder, hvor der var varme kilder og boblende vand. Vi passerede adskillige sydende huller og fik hver gang information om geologi, flora og fauna fra Ashea. |
 |
|
HISTORIE: Yellowstone National Park blev verdens første nationalpark, da den blev oprettet i 1872. Området er ca. 9000 km2 - til sammenligning er Sjælland 7000 km2. Området er dannet ved gigantiske vulkanudbrud, som har sendt kolossale mængder af aske ud over store dele af jordkloden. Herefter er hele området kollapset, så hele parken er reelt et vulkansk krater på toppen af en såkaldt "hot-spot", hvor lavaen ligger tæt på overfladen. I dag er parken mest dækket af fyrreskov, hvoraf 1/3 nedbrændte i 1988. Parken besøges årlig af ca. 3 mio. turister, som hovedsagelig oplever naturen fra den 228 km lange Grand Loop Road, der omkranser parken. Når man "lige" kører en tur i parken, er det derfor temmelig store afstande, man lægger bag sig. |
|
 |
|
 |
Mængderne af vulkansk akse, som bliver sendt ud under et udbrud fra Yellowstone-vulkanen, er helt ufattelige. Vi skal senere på turen se, hvordan hele toppen af Mount St. Helens forsvandt ved et udbrud, men dette udbrud sendte "kun" 1,2 kubik-kilometer aske ud. Til sammenligning har udbruddene fra Yellowstone sendt mere end 1000 kubik-kilometer aske ud over jordkloden. Vulkanen benævnes derfor som er Super-Vulkan, og forskere forventer at hele jorden bliver formørket af aske, når det næste superudbrud indtræffer. Dette vil forårsage en ny istid of formodentlig udslette det meste liv på jorden ... det må med andre ord godt vente lidt endnu! |
| Kraterområdet indeholder kogende mudderpøle og ca. 10.000 varme kilder, hvoraf 150-200 er gejsere. Det er verdens største koncentration af varme kilder. | |
Mange træer er døde eller er ved at dø i området pga.
tørke, så det gør området endnu mere fremmedartet: Døde træer og sydende
hvid kalkjord.
Vi passerede nu en asfaltvej, hvor vi selv havde kørt for tre år siden med
pigerne, da vi skulle se "Orange Spring Mound". Det er en besynderligt udseende hvid bakke,
som stikker op af jorden og
damper fra toppen, hvor en tynd vandstråle bobler frem, og skaber de
mest fascinerende mini-terrasser af aflejringer i de smukkeste farver.
Vi nåede nu ned, så vi kunne se Mammoth Hot Springs og hotellet, men vi
havde stadig en times vandring tilbage. Ashea ville ikke tage os med hen
til det meget smukke sted på bagsiden af Hot Springs terrasserne, da hun
mente, at myndighederne havde lukket stien i år. Den så meget lidt
lukket ud, men vi gik alligevel forbi. Det var ellers her at "juli 2007
kalenderbilledet" var taget. Området ligner et sted, hvor iskold hvid
lava er flydt frem og har dræbt træerne. De hvide klipper giver ikke
indtryk af at have kogende vand løbende ned over sig, for landskabet
ligner mere noget fra sydpolen, end et sted midt i USA ... hvis det ikke
lige var for de mange træer.
Det gik nu meget stejlt ned, og der var
mange små løse sten på den smalle sti, så det var hårdt for knæene - som
jo stod foran at skulle opereres i august - kun tre uger efter
hjemkomsten fra USA. Vores alderspræsident på turen, Grandma Angela på
75, var sej, men hun måtte dog ned at ligge én gang på vej ned, så
det var ikke så godt.
Vi var nede ved hotellet ved tre-tiden, hvor Ashea bad os om at være klar
igen kl. 18, så vi kunne køre ud på en aftentur og se dyr - forhåbentlig
ulve. Hanne og jeg
købte en USA-lille (dvs. meget stor) is i grillen, og vi undrede os
over, hvordan amerikanerne kan få en stor is med seks gigantiske
is-kugler ned. Hanne havde halv-ondt i hovedet og ville hvile sig, så
jeg smed rygsækken på hotellet og gik straks tilbage til det sted, hvor
Ashea ikke kunne tage os hen.
| Præcis en halv time senere nåede jeg op til toppen og tog den lille sti ned til de kogende terrasser, hvor kalkfyldt vand boblede ud på toppen af en lille hvid bakke og lavede "istappe" af kalk, inden det faldt ned på små farvede afsatser. Det er enormt smukt og lidt skræmmende. Masser af døde træer er bevis på, at man ikke overlever med fødderne ... eller rødderne i det varme vand. Kun bakterier kan overleve i vandet, og det er disse bakterier, der har forskellige farver alt efter vandets temperatur. Jeg havde det hele for mig selv i den døde skov, så jeg klatrede rundt om "springvandet" og tog ca. 50 foto på et kvarter. Det var en herlig oplevelse. Kun trist at Hanne ikke var med. |
 |
 |
 |
Tilbage på hotellet satte jeg mig op skrev dagbog, mens Hanne hvilede. Vi
nåede at købe to salater i butikken og smide dem og et par øl på is i
værelset, inden Ashea dukkede op kl. 18 som aftalt.
Vi kører nu til Lamar Valley, hvor de to floder i området støder sammen. Dette område
skulle være det bedste, hvis man vil se bjørne og ulve ... og det vil vi
gerne. Vi så dog ingen ulve, for det var næsten mørkt, men vi så til
gengæld en enorm hjord af bison, der vandrede hen over den store grønne
dal, som også kaldes for Yellowstones Serengetti.
Fantastisk! Nu
dukkede ikke bare én men TO bjørne op tæt på hinanden. Den første blev
åbenbart stresset af bilerne, så den løb forbi bussen, og den kan altså løbe
meget hurtigt. Den anden bjørn vandrede til gengæld fredeligt lige under
vejens skråning og ledte efter føde, men det var nu så mørkt, at vi
næsten ikke kunne se den, så vi begyndte at køre hjem - en lille tur på
75 kilometer.
Ashea havde på hele turen (spredt over tre timer) fortalt om
genindførelsen af ulve til Yellowstone i 90'erne. Det var vanvittigt
spændende at høre om. For det første fortalte hun meget levende, men de
enkelte ulve havde også så megen personlighed, at det hele mere blev til
en familiesaga end et biologisk eksperiment. Det må vi vist have købt
nogen bøger om, så vi selv kan læse om det. Ifølge Ashea skulle der være
lavet nogen både fremragende bøger og film om projektet.
Vi var tilbage på hotellet efter 22. Her spiste vi vores aftensmad,
så foto og fik pakket sammen, da vi skal sove på et andet hotel i
Yellowstone de næste to dage.