Der var ikke morgenmad på den ellers fine Holliday Inn i Cody, så vi
kørte videre mod Yellowstone, da vi så ville passere en Wall*Mart. Her
købte Hanne solkasket til vores gåtur i Yellowstone, og vi fik brød,
pålæg og kaffe.
Vi holdt ind lige udenfor byen og indtog morgenmaden i solen lige ved
siden af den brusende Shoshone-flod.
Kun 2 miles længere fremme dukkede et flot mål helt uventet op.
Den dal, vi kører i, snæver ind, og lige før vi kører ind i en tunnel,
ser vi et kort glimt af en stor dæmning længere fremme i dalen. Da vi
kommer ud i solen igen på den anden side af den meget lange tunnel,
ligger den store Buffalo Bill Dæmning lige ved siden af vejen. Vi kaster
bilen ind på et stort parkeringsområde om begynder at gå tilbage mod
dæmningen, som ligger et stykke inde i kløften. En ældre herre i
golfvogn pendler mellem parkeringsområdet og selve dæmningen, og han
råber til os, at han kommer tilbage efter os, da han passerer os med et
læs overvægtige amerikanere, som ikke kan gå fra bilen til dæmningen. Vi
går helt fint selv, tak!
Da vi nærmer os muren, ser vi store mængder at tømmer, som ligger helt op
mod væggen og er fanget. Det suger i maven, når man læner sig ud over
den præcis 100 meter høje dæmning og kigger ned i dybet, hvor det vand,
som vi betragtede under vores morgenmad, bliver lukket ud fra dæmningens
turbiner.
Det er pragtfuldt vejr, og vi traver langsomt frem og tilbage over
dæmningen og nyder den storslåede udsigt.
Her var et fint lille Visitors Centre, hvor vi studerer plancherne om
bygningen af dæmningen. Det var verdens største dæmning, da den stod
færdig i 1910. Jeg købte en bog om bygningen af dæmningen, da den på
byggetidspunktet var USAs største cementkonstruktion, så her var ikke
bare tale om endnu en dæmning, men om en utrolig præstation for den tid.
| HISTORIE: Jeg undrede mig lidt over, hvorfor dæmningen er opkaldt efter Buffalo Bill. Men som sædvanligt er der er god grund. William Frederick Cody blev født i 1846. Som kun 11-årig oplevede William, at hans far blev dolket af slavetilhængere, fordi faderen talte til fordel for ophævelse af slaveriet. Herefter tog han job i hæren som budstikke, og som kun 13-årig blev han post-rytter for pony-expressen. På trods af sin unge alder deltog han i borgerkrigen, og i de 4 efterfølgende år var han spejder for hæren og skød bøfler. Hans tilnavn "Buffalo Bill" blev "vundet" i en intern konkurrence mellem William og Bill Comstock, som i 1867 konkurrerede om, hvem der kunne skyde flest bison som føde til hæren. William Cody vandt med 4.860 nedlagte dyr på kun 8 måneder ... ikke underligt at den amerikanske bison var meget tæt på udryddelse. |
  |
| I 1872 begyndte Bill at optræde i Chicago i et slags "Wild West Circus", som "byboerne" elskede. Fra 1883 og de næste mange år stablede han sit eget show på benene, som rejste hele verden rundt. På et tidspunkt deltog Wild Bill Hickock, og selveste Sitting Bull var også en del af de optrædende. Indianerne i showet optrådte ofte med at overfalde diligencer og få publikum til at gyse!!! |
 |
| I
1895 grundlagde William Cody byen Cody, da han mente at turister
skulle bruge et sted at overnatte på vej til Yellowstone. Han
fattede straks interesse for at gøre landet omkring byen
velegnet til landbrug, så i 1897 erhvervede han rettighederne
til at lave kunstig vanding vha. vandet fra den nærliggende
Shoshone-flod. Han kunne dog ikke rejse penge nok til projektet,
så i stedet bidrog han til at der blev oprettet et federalt
bureau, som fokuserede på kunstvanding i USA. Dæmningen blev
påbegyndt i 1905, men først 30 år efter bygningen, blev
dæmningen opkaldt efter Buffalo Bill. Selv om Buffalo Bill tit bliver fremstillet som en stereotyp western-helt, så var han én af de første til at kæmpe for indianernes rettigheder. Han var også fortaler for kvindefrigørelse, og beskyttelse af de sidste bison. William Frederick "Buffalo Bill" Cody døde i 1917. Jeg forsøgte at finde hans grav i bjergene i Colorado tæt på Denver i 2006, men det blev mørkt, så vi aldrig fandt den ... vi var under 400 meter fra den. Øv! |
 |
 |
Udsigten over dalen er utrolig fra den store cementvæg,
og søen, "The Buffalo Bill Reservoir", som dæmingen har skabt på den modsatte side, mangler
heller ikke noget. En stor del af det oversvømmede areal har
tidligere været jord, som tilhørte Buffalo Bill's ranch. Vi fortsætter og landskabet bliver smukkere og mere bjergrigt. Vi gør ganske få holdt for at fotografere , men kører ellers direkte de sidste 100 km til Yellowstone Parken. |
Lige udenfor parkens indgang gik et par unge rygsæk-folk og tomlede, og
inden vi fik tænkt os rigtigt om, stoppede vi og tilbød dem et lift.
Vores bagagerum var jo fyldt, og bagsædet var ikke meget bedre, men det
lykkedes alligevel at få presset Tatiana og Serge ind i bilen. De var
fætter/kusine og kom fra Rusland. De studerede begge i USA, så deres
engelske var meget fint, og nu var de ved at ture rundt i landet på
tommel. De var meget berejste, så vi havde en fin snak om rejser og
verden i al almindelighed. Serge foreslog, at vi skulle besøge
Tjernobyl, som nu var en spøgelsesby, men helt ufarlig og meget
spændende at besøge. (Det er så nok ikke helt ufarligt, konstaterede vi
i Berlingeren, da vi kom hjem.) De unge mennesker skulle videre til
Grand Teton National Parken syd for Yellowstone, så vi sagde pænt farvel
ved den østlige indgang, hvor vi fik tanket
både benzin og kaffe. Mens jeg ventede på Hanne, splittede jeg
loftsbelysningen ad, så vi ikke længere har lys i bilen hele tiden. Vi har en
lygte liggende, hvis vi skal bruge lys - det er en noget bedre løsning.
Ikke ret langt inde i parken standsede trafikken, da her var et glimt af en sort bjørn, som Hanne ikke fik fotograferet, da hun faldt på de små glatte sten, som lå i vejkanten - ikke godt. Forhåbentlig har hun ingen skader ud over hudafskrabninger, og det er godt at sandalerne nu skal udskiftes med vores vandresko.
Vi gik en kort tur ved Mudvolcano, som vi jo kendte fra vores
besøg med pigerne i 2006.
Lige midt i den stinkende damp fra en svovl-pøl ligger en stor bison og
daser. På et træfortov bliver vi ledt hele vejen rundt om de sydende og
boblende vandhuller, hvor der visse steder er mere mudder end vand.
Vi kommer forbi den geyser, hvor pigerne for et par år siden løb forbi
pga. varmen, stanken og det sprudlende vand. Oplevelsen er mindst lige
så herlig denne gang.
Vi forsøger at "køre igennem" uden for mange holdt, men det lykkes
selvfølgelig ikke. På et stort åbent areal stod en stor mængde bisoner
og poserede. Nogle af dyrene sloges lidt og stangede hinanden, mens andre
fredeligt åd græs og væltede rundt i vandet.
Der er bison over alt. De ligger og ruller sig i vejsiden, går på vejen og
blokerer for trafikken eller kommer op fra floderne indsyltet i mudder.
Det er herligt.
Yellowstone bærer stadig præg af den store brand i 1998. Der er masser af
afsvedne træer på vejen, og bevoksningen er ikke kommet op endnu.
Pludselig standser trafikken foran os, og vi hører, at der er en grizzly i
nærheden. En ranger vinker bilerne frem, så man ikke kan stoppe.
Heldigvis løber bjørnen lige ved siden af vejen, så Hanne når lige at se
ryggen af den, inden det store dyr forsvinder.
| Det er en lang tur gennem parken, så vi var først fremme ved Mammoth Hot Springs Hotel kl. 18, hvor de ventede os med program, spisebilletter og et værelse. Værelset er gammelt, uden TV og anden "luksus", men det vidste vi godt. Her er det vigtigste parken og dyrene - ikke værelset. At dyrene er vigtige her, ser vi på badeværelset, hvor der ligger et lille stykke sæbe formet som en bjørn. Vi pakkede hurtigt ud og fortsatte op på første sal til info-møde med vores guide - Ashea - der virker vældig god og entusiastisk. De to andre på holdet kender alle hinanden, og er på én eller anden måde i familie eller er arbejdskollegaer. |  |
Efter mødet gik vi over og købte telefonkort, myggespray og
vådservietter til turen i morgen, og vi nåede som sædvanligt lige at
kaste lidt junk-food i hovedet, inden de lukkede kl. 21. Vi gik en kort
tur over til de nærliggende Mammoth Hot Springs, som stedet er opkaldt
efter. Det er store hvide flader og terrasser, som er skabt af det varme
vands aflejringer gennem tusindvis af år, og det fremstår næsten selvlysende i
det svage lys.
Tilbage på hotellet pakkede vi alt grejet i rygsække og stillede uret til
6.30. Ashea havde PÅBUDT os, at vi skulle drikke en HEL liter vand hver,
så vi ikke udtørrede i morgen ... vi nøjedes med én øl!
Nu venter 4 dage med vandretur og forhåbentlig fantastiske oplevelser i Yellowstone ... Naturparkernes Konge.