Der var rent faktisk bedre plads ved morgenmaden i dag - ingen kamp om bordene, men vi "holdt lidt ferie" og nussede rundt, så vi kom først af sted mod "Custer State Park" ved 11-tiden.
Parken ligger lige syd for Mount Rushmore, så vi kendte vejen,
men i stedet for at tage motorvejen, valgte vi "den snoede vej" på kortet
- det viste sig at være et rigtig godt valg. Vejen hedder "Iron Mountain
Highway", og den er lavet med det ene formål at føre turister OG
PRÆSIDENTER frem til Mount Rushmore, da her tilbage i 1930'erne ikke var
nogen veje.
Tre gange på ruten skal man gennem tunneller, der er så smalle, at kun én
bil kan passere ad gangen, og disse tunneller er så snildt placeret, at
det eneste man kan se for enden af tunnellen, er de fire præsidenter på
klippen i det fjerne. Vi kørte dog turen i den forkerte retning, så vi
havde måske ikke opdaget denne fantastiske detalje, hvis der ikke havde
været en kødrand af mennesker, som for enden af hver tunnel stod og
fotograferede.
| Vi stoppede selvfølgelig også op for at fotografere, og kort efter kom der
en farvestrålende kortege af Corvette-sportsvogne forbi, som straks
tiltrak alle fotografernes opmærksomhed. Nogen råbte til førerne i de
åbne vogne, og svaret bekræftede, at der var Corvette-træf i området. Det forklarer, hvorfor vi så så mange af disse biler i området de næste par dage. |
 |
Ud over tunnellerne er vejen i sig selv en oplevelse. Nogle steder er der hårnålesving med 5 miles/hour hastighedsbegrænsning (9 km/t), og et par steder et der "pigtail" grisehale-broer, hvor vejen via en træbro snor sig en gang om sig selv, for at komme til et andet niveau. Fyrretræerne står tæt i det bakkede område, og det hele er meget smukt med klipper og grønt på fladerne.
 |
 |
Vi forsøgte et par gange at fotografere disse broer,
men det kneb med at få det hele med. Så er det godt at nogen har lagt et fiskeøje-foto på nettet, som man kan låne! |
Ved en rasteplads så vi en informationstavle om vejen oprindelse, der er udtænkt af Peter Norbeck. Det forklarer de skilte, som navngiver vejen "Norbeck Byway". Da han bad ingeniøren og at bygge vejen, spurgte Norbeck, om ingeniøren kunne klare opgaven. "Ja! Hvis jeg får tilstrækkeligt med dynamit", lød svaret.
Vi når frem til Custer-parken og slipper 6$ pr. næse for en
uges adgang. Dette er en "state-park", så vores "National Park" årskort
dur ikke. Vi startede turen i Visitors Centre, hvor en hyper-entusiastisk
dame fortalte, at hun lige havde passeret flere hundrede bisoner, som
nærmest blokerede vejen.
Vi købte vores sædvanlige park-bøger til samlingen og begav os ud på "Wildlife
Loop". Det første man støder på er en større samling æsler. Disse
æsler er efterkommere af en flok, som i tidernes morgen trak turister
rundt i små kærrer, men nu lever de altså frit i parken. De nærmest
sloges om et æble, som Hanne gav dem, og holder man ikke bilens ruder
lukkede, så stikker de hovedet HELT ind i bilen for at checke, om der er
noget spiseligt.
Meget kort efter blev vejen som forventet blev MEGET "wild".
Her stod en
enorm samling af bisoner på begge sider af vejen, og de store dyr
krydsede langsomt hen over kørebanen tilsyneladende totalt ligeglade med
alle de biler, som de passerede i én til to meters afstand. Vi står
stille mange gange. Der er masser af dyr foran os, på siderne og bag os.
Vi er omringet af bison. FEDT!
Hanne
stillede sig op på forsædet med kroppen ud gennem soltaget, og den næste
times tid skød vi flere hundrede billeder af dette fantastiske syn.
Nogle af dyrene rullede sig i støvskyer, kalvene fik mælk hos mødrene,
alle græssede og nogle lå bare i solen og prustede i varmen. Det er
fascinerende at være så tæt på dyrene, at man kan høre dem trække
vejret. Nogle af de store tyre lavede faretruende brøle-koncerter - så
man er ikke i tvivl - man står IKKE ud og leger med disse dyr. Heldigvis
opfatter dyrene ikke mennesker i biler som en trussel. Efter at have
trillet igennem flokken med reel sneglefart, tager vi et par
oversigtsskud, hvor moderne cowboys med tørklæder på hovedet og store Harley Davidson
motorcykler gør billedet endnu mere amerikansk.
| Vi finder nu en fredelig plet, hvor vi spiser det medbragte
frugt og sandwicher fra aftensmadens indkøb. Vi måtte passere en
rasteplads, som ellers havde været oplagt til frokostpausen, da her var
sort af æsler, som ville have ædt vores mad. Efter frokosten er dyrelivet begrænset til nogle få hjorte, men
der er mange flotte udsigter. Her er også præriehunde, men ikke så mange som i Badlands. Som i alle andre parker må man IKKE fodre dyrene (undtagen æslerne), så den denne lille fyr må selv have været i supermarkedet og købt kiks. |
 |
Vi laver en afstikker op til parkens højeste punkt, som desværre er skæmmet af både høje sendemaster og en dis, der hænger over parken. Vi kan svagt skimte ansigtet på Crazy Horse Memorial som en hvid prik i horisonten, men bliver meget kort tid på toppen, før vi snørkler os ned ad den smalle vej igen, hvor man helst IKKE vil møde modkørende biler.
| HISTORIE: | |
| Vi
undrede os lidt over, hvorfor Parken hed "Custer State Park",
men der er som regel altid en god forklaring at finde - på
Internettet.
I 1874 gik der rygter om guld i "The Black Mountains" i
South Dakota. Ingen hvide havde undersøgt området rigtigt, da
dette område var helligt for indianerne og man havde oprettet
det som reservat til det lokale Sioux-folk. |
 |
 |
På vej ud af parken vælger vi "Needles Highway", som er
konstrueret for at bringe turister ud til et område, hvor hundredvis af
granit-spir rejser sig i 30-40 meters højde. Oprindeligt havde man
forestillet sig, at Gutzon Borglum skulle have omdannet nogle af disse
"nåle" til statuer af berømte personer fra vesten, men han fandt dem for
skrøbelige og vind-og-vejr-hærgede til formålet.
Det er et utroligt
landskab, hvor vi på en lige så snoet vej som i morges sniger os forbi store
mængder af granit-søjler, der er formet, så de ligner abstrakt kunst. Vi
skal også igennem tre tunneller til, hvor kun én bil kan passere ad
gangen.
Vi passerer et udsigtspunkt, hvor der er fyldt med små chipmunks, som
piler rundt på klipperne, så det er næsten umuligt at fotografere dem.
Dog fylder turisterne dem også her med kiks og andet bras, så når de
spiser har man et split-sekund til at fange de små Chip&Chap-forbilleder
med kameraet.
Der er en større samling mennesker efter "Needles Eye",
som er halvt tunnel og halvt revne/kløft i bjerget, der mest af alt
minder om en trolds mund med skarpe tænder.
Det viser sig at være
bjergbestigere, der sidder og hviler sig, men enkelte er stadig på
toppen af en af de utilgængelige nåle - i hvert fald utilgængelige for
os.
Som sidste punkt på turen stiller vi bilen og går en tur i et område, hvor
der er en lille sø indrammet af de imponerende klipper. Her bader folk,
sejler i gummibåde og nyder solen, mens andre fisker. Det er ren idyl.
Et par tunneller og adskillige hårnålesving senere forlader vi Custer-parken og beslutter at køre forbi Mount
Rushmore på vej tilbage, så vi kan se monumentet i solnedgangslys, men
ansigterne ligger helt i skygge, så vi vinker bare til de fire høje herrer og
kører forbi.
Til gengæld kommer vi igennem byen Keystone, som er det
rene turist-western-show. Midt på gaden mellem bilerne går sheriffen i
fuld ornat og patruljerer!!! Da vi passerer ham, kan vi se, at han har
en Winchester-riffel under frakken og en stor Colt-revolver i hånden, så
alt er, som det skal være. Guldgraverne lever i bedste velgående, men de
lever nu af turisterne.
Tilbage i Rapid City runder vi Wall*Mart for at få en smartere
køletaske, men de har ikke en løsning, som er bedre end vores medbragte
Carlsberg øl-køletaske og vores store vandflasker, som vi hver morgen
fylder med is fra hotellets ismaskine. Hanne får dog købt lidt sportstøj
til Marie, da dette er langt billigere end hjemme i Danmark. Vi runder
den lokale pizza-grill, så aftensmaden bliver pizza og øl på altanen.
PC'en bliver fyldt med dagens næsten 500 skud fra vores to kameraer, som
vi sætter os og ser. Her er mange perler fra den lange dag.
Da vi går i seng, sætter vi for første gang vækkeuret. I morgen er vores sidste
dag i Rapid City, og vi skal nå at se en masse i det fascinerende Black Hills-område.