Vi sov så godt og længe, at vi vågnede med et sæt og sprang ud af sengene kl. 9.30. Vi skulle bytte værelse, og der var kun morgenmad til kl. 10. Vi spiste morgenmaden i området ved receptionen, pakkede, fik nyt værelse, flyttede og var klar til at sætte kurs mod det vildeste vesten kl. 11.
 |
Det vildeste vesten er byen "Deadwood", selv om byen nu er ren turisme, men hovedgaden er stadig meget fin, specielt fordi man ikke må parkere men kun køre igennem den. Vi cruiser i lav højde igennem og ser på denne måde "Saloon No. 10", hvor Wild Bill Hickock endte sine dage, da Jack McCall skød ham bagfra i 1876. |
 |
Deadwood nærmest sprang op af jorden under det store "goldrush" i 1876. I løbet af ingen tid kom her teltlejre, savværker og selvfølgelig saloons til de mange guldgravere.
|
Historie: James Butler Hickok blev født i 1837, og voksede op på en farm, hvor hans far lærte ham at håndtere skydevåben. Som 18-årig stak han af hjemmefra og meldte sig til hæren, hvor han hurtigt blev gode venner med den 12-årige William Cody, som senere skulle blive den berømte Buffalo Bill. På grund af James' hængende næse og lille overlæbe fik han tilnavnet "Duck Bill", men da han som 20-årig anlagde overskæg, introducerede han selv navnet "Will Bill" for at slippe af med "Duck". Will Bill Hickok fortjener nok mere end nogen anden at blive betragtet som én af de store legender i det vilde vesten. Det lykkedes ham gennem sit liv at arbejde som diligence kusk, være rytter for pony-expressen, være personlig spejder for General Custer, kæmpe i borgerkrigen, blive hårdt såret af en bjørn og være sheriff i adskillige byer. Han dræbte 5 mænd i dueller og "shoot-outs" - nogen på 75 meters afstand, hvilket er godt klaret med en revolver. Adskillige gange var han anklaget for mord, men slap hver gang med en advarsel. Han var hele livet en spillefugl, og mod slutningen af sit liv blev han paranoid ved tanken om at blive myrdet af rivaler, så han sad altid og spillede poker med ryggen mod væggen. D. 2. august 1876 kunne han ikke finde en plads ved væggen, så han satte sig midt på gulvet - dette blev hans sidste pokeraften. |
 |
Vi fortsatte lige hen over det nærmeste bjerg til byen Lead (udtales Liiid ... ikke "lead" som bly) ,
hvor én af verdens mest værdifulde guldminer netop var lukket ned efter
over 125 års brug. Vi går ind i minens turist-information og køber en rundtur med
guide. Efter kort tids venten dukker en ung mand op, og vi får udleveret
hjælme på trods af, at vi ikke kan komme ned i minegangene. Brian
fortæller levende om livet i byen, guldet og minen før og nu. Minen, som
var ejet af firmaet Homestake, blev lukket i 2002, og nu bruges de
kilometer-dybe minegange af "Sanford Laboratories" til at studere
sub-atomare neutrino-partikler fra
solen, hvilket åbenbart skulle være specielt godt i 1,5 kilometers
dybde.
| Den åbne mine, som på godt amerikansk hedder "The Open Cut", er et ENORMT hul på over 1*1*1 mil, altså over 1,6 km dybt og tilsvarende bredt og langt. Det er ikke muligt at overskue det uden at dreje hovedet, og dybt ned står er lillebitte lyserødt skur (Se den røde ramme midt i billedet. Udsnittet kan ses til højre, og skuret kan rumme 12 personer, så det er ikke helt lille. Her skulle man stå, når der blev sprængt.) Masser af små menneskeskabte sorte huller på 8*8 fod stikker frem, hvor minegange er blevet blotlagt ved den store udgravning. |
 |
Vi får nu en rundtur i bus, som fremviser Homestake
faciliteterne i byen. Hele byen er faktisk skabt og bygget af Homestake.
De fleste huse er bygget af firmaet, og folk, der boede i husene, rådede kun
over de øverste 6 tommer af jorden (tænk hvis der lå guld længere nede).
Firmaet udøvede fuld job-kontrol over folk, så mænd kunne kun få job i
minen. I minen blev der udført en nærmest paranoid kontrol med
arbejderne, så man ikke kunne smugle guldstøv i tøj, hår osv. Det var
f.eks. forbudt at bruge gele i håret, da for meget guldstøv kunne
klistre i det!!! Brian giver ikke et indtryk af, at Homestake var en særlig sympatisk
virksomhed.
Da Homestake lukkede ned i 1992, døde byen totalt, og
2/3 af de 10.000 indbyggere er nu forsvundet, så den store High School,
vi kører forbi, har kun 3-400 elever. Byens hovedindtægt er nu
almindelig turisme om sommeren og skiturister om vinteren.
Vi kører hen
til "kontrol-centret" for selve minen, hvor der stadig kører
kabeltromler med 2 km. lange kabler, som fører elevatorer ned i minen
med 75 km/t! Det er Sanford-videnskabmændene, som bruger elevatorerne
nu.
De store kabeltromler
Processen som udvinder guld af malmen.
Vi ser en masse værktøj, som blev brugt i minen, og det er
lige fra hammer og mejsel til lufttrykshammere.
Der er elektriske tog,
som erstattede de stakkels muldyr, som aldrig så dagens lys, mens de
slæbte malm ud fra minen. 8 tons malm kunne give en chokolade-bar størrelse
guldbarre efter en meget kompliceret behandling af malmen, som vi også
så maskinerne til. Brian viser os også en rød vogn, som blev taget med
ned i minen, og han spørger om vi kan gætte, hvad den blev brugt til.
Både Hanne og jeg gætter på toilet-vogn ... hvilket er rigtigt. Mændene
brugte den uden videre, men efter 2. verdenskrig, hvor minen lå stille,
da alle minearbejderne skulle slås eller fremstille våben, dukkede
kvindelige minearbejdere op, og de fik sat en skærm op, når de skulle
bruge vognen! Fine forhold!!!
Efter at Homestake lukkede minen, har de overdraget
hele området til staten South Dakota under forudsætning af at ingen graver
efter guld mere.
Efter turen køber vi igen en Subway-sandwich og kører til
kirkegården i Deadwood, som ligger meget smukt højt oppe med skrånende
gravsteder blandt masser af store træer. Vi er kommet for at se Wild
Bill's grav, og lige ved siden af ham ligger hans "kæreste" Calamaty
Jane. Det var hendes sidste ønske på sit dødsleje at blive begravet ved
siden af Wild Bill, men det med "kæreste" var vist ønsketænkning fra
hendes side, så Bill ligger nok og roterer. Folk har smidt "sorte esser
og ottere" ind på hans grav - de kort han havde i hånden, da han
blev skudt.
De rare ældre damer ved indgangen til kirkegården havde
forklaret os, at vi skulle gå videre fra graven og nyde udsigten over
byen, og her var en bænk, hvor vi kunne spise vores frokost i det
pragtfulde vejr. Selv om de små huse er af nyere dato, får man stadig
fornemmelsen af western-by, når man kigger ud over byen.
Nu kørte vi en kort tur hen til "Spearfish Canyon", som har en meget høj
klippevæg langs den ene side af vejen. Her parkerede vi bilen og gik en
herlig lang tur i et meget smukt grønt område.
 |
 |
| Højt over os svævede en del ørne. De sejlede
frem og tilbage over klipperne, og ind imellem forsvandt de ind
i en klippehule på toppen af bjerget over for os, hvor vi
gættede på at de havde reder med unger. Det var et optimalt sted for ørne at have "penthouse". |
Vi fortsatte ad stien, som ledte hen os hen til det lille vandfald, som var turens egentlige mål, men - skulle det vise sig - absolut ikke turens højdepunkt. |
På vej tilbage til bilen ser vi pludselig bevægelse ude i
vandet, og det viser sig at være bævere, som pisker frem og tilbage i
vandet med byggemateriale i munden. Vi har aldrig set bævere før, så vi står i mindst ½ time og kigger på
dem.
Kun 20 meter længere fremme dukker en hjort op, og vandrer roligt rundt
langs floden. Det er et rent paradis, vi har fundet denne eftermiddag.
| Vi går tilbage mod bilen, og på et smalt sted på stien, støder vi på en ung pige og hendes mor. Den unge pige samler en slange op lige foran os, og hun rækker den hurtigt videre til Hanne. "Den er ikke giftig", tilføjer hun, lige før Hanne får den. Frisk pige - og imponerende tatoveringer på den ene arm! |
 |
 |
Så tager vi tilbage til vores hotel og trasker over på "den
lokale", hvor vi bestiller Bison-bøf. Det var nu ikke nogen stor
oplevelse, hvis vi skal være helt ærlige - det var lidt sejt, men så har
vi prøvet det.
Tilbage på
hotellet satte vi os ud på terrassen, og nød udsigten over byen og
prærien i det fjerne, mens vi drak en øl, og det blev helt mørkt. Man kan se 5-10 km. væk
over prærien her
fra toppen af Rapid City, som ligger lige på grænsen mellem prærie og
bjerge. Havde vi kunnet se den anden vej, havde vi kun kunne se bjergene
i Black Hills, som vi skal bruge de næste par dage i.