Tirsdag d. 14. juli 2009.                         RETUR

Crazy Wall Drug & The Bad Lands

 Vi kom rekord-tidligt ud af hotellet efter mikro-ovns-grød, toast og cornflakes til morgenmad. Mens jeg pakkede bilen, kørte et af de uendelige tog lige forbi parkeringspladsen, så jeg måtte have et foto af det. 122 vogne med to lokomotiver forrest - imponerende - og sikkert lastet med majs og bønner.

Da vi passerede Missouri-floden nåede vi Fort Pierre og efter ½ time ramte vi så "Mountain Time", så nu havde vi vundet en time ekstra.

 Vi fortsatte gennem "Grassland National Park", som er oprindelig prærie og utrolig smuk med bølgende græs og det flourescerende dække af gule blomster, som vi også så i går.
 Vi glæder os over, at vi får set dette i solskin - alle spor af tornadoer er væk.

 

 Der er tykt af skilte langs vejen om at besøge "Wall Drug" i byen Wall og få kaffe til 5 cent. Stifteren af foretagendet begyndte i 1930'erne at sætte disse skilte op, og nu er der gået sport i at få så mange som muligt op. Man må sige, at hans reklame lykkes, for vi drages også af alle reklamerne, der står med få kilometers mellemrum, og har de mest pudsige tekster. For ikke at ødelægge hele landskabet, har jeg sat en masse af de rigtige skilte ind på ét billede.
 Vi skal besøge Badlands i dag, men da vi regner med at det tager lang tid, så kører vi først forbi National Parken og tager direkte til Wall. På denne måde kan vi også få den fulde cirkel i parken, så vi ikke går glip af noget.

 Wall Drug er et gigantisk gedemarked af souvenirs, udstoppede dyr på væggene, en fast-food biks og bizarre udstillinger og optrin fra det vilde vesten. Der ER rent faktisk en drug-store/apotek-afdeling, hvor Hanne køber Cortizon-creme UDEN recept - den var ikke gået i Danmark. Her er masser af mennesker, så der er ingen tvivl om, at de mange skilte trækker folk til fra nær og fjern.


 Det mest tossede er "jackalope" dyrene. Det ligner unægteligt kaniner med gevir. Stakkels kræ! En ældre dame udbryder begejstret: "Sådan én skulle vi købe til Jack!"  Vi gætter på at Jack er jæger.
 Da vi har en længere tur foran os, køber vi en sandwich i Subway-kæden og tager den med i bilen.

 Vi er hurtigt fremme ved indgangen til Badlands National Parken, hvor vi slipper 80$ for et årskort - vi skal jo besøge rigtigt mange parker på denne ferie. Vi holder hurtigt ind ved ét af de mange view-points og spiser vores mad, mens vi betragter det besynderlige landskab, der ligner  en mini-udgave af Grand Canyon med besynderlige klippeformationer, der er "revnet" i overfladen.

 Nogle af fladerne er meget runde, mens andre er kantede og skarpe, men generelt er alle klipperne tydeligt lagdelte med lyse, røde og grønlige lag.

 Tre bjerggeder balancerer rundt på kanten af afgrunden meget tæt på os. Nogle af dyrene er forsynede med radio-halsbånd, og et skilt informerer os om, at parken holder øje med deres vandring og finder dem til obduktion, når de dør, så der er helt styr på dem.

 Vi følger den fascinerende canyon rundt langs kanten og stopper ustandseligt for at fotografere.

 Ved præriehundeområdet gløder kameraet mod de små nuttede fyre, der villigt poserer tæt ved bilen. De voksne dyr skiftes til at holde vagt, og nogen springer op for at få et bedre overblik. Denne fyr er dog så tyk, at den sidder ned og hviler de små arme på den runde mave!

 Vi vender bilen og kører tilbage til selve vejen gennem parken, hvor endnu flere udsigter og flotte indtryk venter, men nu er det grønne væk, så her er intet liv. Vi ser nogle forsteninger i stenene, og her har været mange dinosaurer for millioner af år siden.

 Til gengæld er her masser af kryb. På et tidspunkt bliver bilen helt dækket af store græshopper, og skilte advarer mod nogle andre dyr, som vi egentligt helst ikke vil støde på.

 Vi fotografer helt vildt, for landskabet er så besynderligt, og selv om vi har set dele af dette i både Grand Canyon og Death Valley, så er det fascinerende - som at befinde sig på en anden planet.
 Det eneste, der bevæger sig, er biler som passerer gennem nationalparken på den smalle vej. Ikke underligt at de lokale Lakota-indianere kaldte dette område for "mako sica", som netop betyder Bad Lands.

 Ved Visitors Center ser vi en film om området, inden vi forlader parken for at køre den sydlige vej ud mod aftenens mål i Rapid City. Halvt igennem denne tur bliver vi enige om at skyde op i parken igen, vi vi tager morgenens tur gennem præriehundeområdet baglæns - i håb om at se en bison i solnedgangslys på bjergene. Det er genialt! En bison trasker lige ud og stiller sig på vejen foran os til fotografering.

 Vi tør ikke køre tæt på den, da man aldrig kan vide, hvad disse store dyr kan finde på. Vi fotograferer længe - Hanne tager 50 billeder af den med telelinsen. I modkørende retning står en kø på 10 biler, som enten kigger eller ikke tør køre forbi. Til sidst må vi videre, så vi sniger os forbi tyren i mindre end 5 meters afstand, da den nægter at flytte sig fra vejen.

 Der er flere jordegern, tre bjerggeder og et par udsigter - og så en times kørsel til Rapid City med solen lige i øjnene. Vi finder nemt hotellet, men det er ikke det bestilte "de-luxe" værelse som venter os, så vi får lovning på at flytte værelse i morgen, da vi skal være her i 5 nætter. Det er en hel ferie i ferien.

 Lige ved siden af hotellet ligger en god restaurant, så vi kan gå over til den og indtage røgede ribben og øl - det er perfekt. Vi er endnu en gang ved at være de sidste, der når at bestille mad, inden køkkenet lukker kl. 21.30.

 Tilbage på hotellet ser vi billeder på computeren fra denne flotte dag, og til vores store begejstring, er der mail fra Signe, som er i Utila i Honduras.

 Vi er svært begejstrede for tingenes tilstand, da vi går i seng.

Retur til toppen.