Vi kom rekord-tidligt ud af hotellet efter mikro-ovns-grød,
toast og cornflakes til morgenmad. Mens jeg pakkede bilen, kørte et af de
uendelige tog lige forbi parkeringspladsen, så jeg måtte have et foto af
det. 122 vogne med to lokomotiver forrest - imponerende - og sikkert
lastet med majs og bønner.
| Da vi passerede Missouri-floden nåede vi Fort
Pierre og efter ½ time ramte vi så "Mountain Time", så nu havde
vi vundet en time ekstra.
Vi fortsatte gennem "Grassland National Park", som er
oprindelig prærie og utrolig smuk med bølgende græs og det
flourescerende dække af gule blomster, som vi også så i går.
|
 |
| Der er tykt af skilte langs vejen om at
besøge "Wall Drug" i byen Wall og få kaffe til 5 cent. Stifteren
af foretagendet begyndte i 1930'erne at sætte disse skilte op, og
nu er der gået sport i at få så mange som muligt op. Man må
sige, at hans reklame lykkes, for vi drages også af alle
reklamerne, der står med få kilometers mellemrum, og har de
mest pudsige tekster. For ikke at ødelægge hele landskabet, har
jeg sat en masse af de rigtige skilte ind på ét billede. Vi skal besøge Badlands i dag, men da vi regner med at det tager lang tid, så kører vi først forbi National Parken og tager direkte til Wall. På denne måde kan vi også få den fulde cirkel i parken, så vi ikke går glip af noget. |
 |
Wall Drug er et gigantisk gedemarked af souvenirs, udstoppede
dyr på væggene, en fast-food biks og bizarre udstillinger og optrin fra
det vilde vesten. Der ER rent faktisk en drug-store/apotek-afdeling,
hvor Hanne køber Cortizon-creme UDEN recept - den var ikke gået i
Danmark. Her er masser af mennesker, så der er ingen tvivl om, at de
mange skilte trækker folk til fra nær og fjern.
Det mest tossede er "jackalope" dyrene. Det ligner unægteligt kaniner med
gevir. Stakkels kræ! En ældre dame udbryder begejstret: "Sådan én skulle
vi købe til Jack!" Vi gætter på at Jack er jæger.
Da vi har en længere tur foran os, køber vi en
sandwich i Subway-kæden og tager den med i bilen.
Vi er hurtigt fremme ved indgangen til Badlands National Parken, hvor vi
slipper 80$ for et årskort - vi skal jo besøge rigtigt mange parker på
denne ferie. Vi holder hurtigt ind ved ét af de mange view-points og
spiser vores mad, mens vi betragter det besynderlige landskab, der
ligner en mini-udgave af Grand Canyon med besynderlige
klippeformationer, der er "revnet" i overfladen.
Nogle af fladerne er
meget runde, mens andre er kantede og skarpe, men generelt er alle klipperne tydeligt lagdelte med lyse, røde og grønlige lag.
 |
Tre bjerggeder balancerer rundt på kanten af afgrunden
meget tæt på os. Nogle af dyrene er forsynede med
radio-halsbånd, og et skilt informerer os om, at parken holder
øje med deres vandring og finder dem til obduktion, når de dør,
så der er helt styr på dem. Vi følger den fascinerende canyon rundt langs kanten og stopper ustandseligt for at fotografere. |
| Ved præriehundeområdet gløder kameraet mod de
små nuttede fyre, der villigt poserer tæt ved bilen. De voksne dyr skiftes til at holde vagt,
og nogen springer op for at få et bedre overblik. Denne fyr er
dog så tyk, at den sidder ned og hviler de små arme på den runde
mave! Vi vender bilen og kører tilbage til selve vejen gennem parken, hvor endnu flere udsigter og flotte indtryk venter, men nu er det grønne væk, så her er intet liv. Vi ser nogle forsteninger i stenene, og her har været mange dinosaurer for millioner af år siden. |
 |
Til gengæld er her masser af kryb. På et tidspunkt bliver bilen
helt dækket af store græshopper, og skilte advarer mod nogle andre dyr,
som vi egentligt helst ikke vil støde på.
Vi fotografer helt vildt, for landskabet er så besynderligt, og selv om vi
har set dele af dette i både Grand Canyon og Death Valley, så er det
fascinerende - som at befinde sig på en anden planet.
Det eneste, der bevæger sig, er biler som passerer gennem nationalparken
på den smalle vej. Ikke underligt at de lokale Lakota-indianere kaldte
dette område for "mako sica", som netop betyder Bad Lands.
Ved Visitors Center ser vi en film om området, inden vi
forlader parken for at køre den sydlige vej ud mod aftenens mål i Rapid
City. Halvt igennem denne tur bliver vi enige om at skyde op i parken
igen, vi vi tager morgenens tur gennem præriehundeområdet baglæns - i
håb om at se en bison i solnedgangslys på bjergene. Det er genialt! En
bison trasker lige ud og stiller sig på vejen foran os til
fotografering.
Vi tør ikke køre tæt på den, da man aldrig kan vide, hvad disse store dyr
kan finde på. Vi fotograferer længe - Hanne tager 50 billeder af den
med telelinsen. I modkørende retning står en kø på 10 biler, som enten
kigger eller ikke tør køre forbi. Til sidst må vi videre, så vi sniger os forbi
tyren i
mindre end 5 meters afstand, da den nægter at flytte sig fra vejen.
| Der er flere jordegern, tre bjerggeder og et par udsigter - og så en
times kørsel til Rapid City med solen lige i øjnene. Vi finder nemt
hotellet, men det er ikke det bestilte "de-luxe" værelse som venter os,
så vi får lovning på at flytte værelse i morgen, da vi skal være her i 5
nætter. Det er en hel ferie i ferien. Lige ved siden af hotellet ligger en god restaurant, så vi kan gå over til den og indtage røgede ribben og øl - det er perfekt. Vi er endnu en gang ved at være de sidste, der når at bestille mad, inden køkkenet lukker kl. 21.30. Tilbage på hotellet ser vi billeder
på computeren fra denne flotte dag, og
til vores store begejstring, er der mail fra Signe, som er i Utila i
Honduras. |
 |