 |
Vi spiste morgenmad på Days Inn Hotellet i Pierre i et
charmeforladt lokale uden vinduer, men det var alligevel
OK, da her var masser af plads. Vi bliver næsten smidt ud af lokalet som de sidste kl. 10 - hvorfor tager alle
amerikanere så tidligt fra hoteller? Vi kører kun lige over på den anden side af vejen, hvor der ligger en Wall*Mart. Her shopper vi T-shirts til Hanne. Jeg fik stadig ingen bukser - alle mænd må have større liv- end ben-nummer ... kunderne i Wall*Mart er med andre ord ikke slanke. Hvis man kigger rundt, kan man konstatere, at der er helt rigtigt. |
Vi
er hurtigt i byen De Smet, hvor det lille hus på prærien er et museum
med bondegård og dyr, som mere generelt viser hvordan livet på en farm
var i gamle dage. Her er prærievogne osv., og vi læser at nybyggerne
kunne tilbagelægge 25-30 km. på én dag med vognene i dette landskab. Det er alt sammen fint, men
nu er det tredje gang, vi får Laura-historien, så vi fokuserer på selve huset,
samt de mange nuttede kattekillinger. Jeg afprøver også et trædeorgel,
der viser sig at være hamrende falsk.
Vi skal kun en smule udenfor byen for at finde slutningen på vores
"Laura-rejse", der også var afslutningen for en stor del af Familien Ingalls
... nemlig kirkegården i De Smet. Her ligger "Pa" Ingalls
og hans kone Caroline begravet med de to døtre Grace og den blinde Mary.
Den lille sten til højre for potteplanten ligger over Laura & Almanzo's
baby-søn, som døde kort efter fødslen i 1889. Laura døde først i 1957
90 år gammel, og hun ligger begravet med sin mand Almanzo Wilder i Mansfield i Missouri.
 |
 |
 |
Og for god ordens skyld ... skal vi ikke lige se familien,
inden vi forlader dem.
Mor Caroline Carrie
Laura
Far Charles
Grace
Mary
 |
Nu følger en tur på 140 km gennem en meget fladt prærielandskab, hvor majs og bønner er afløst af prærie ... eller græs. Mange steder har de høstet græsset, og så langt øjet rækker ligger der små oprullede høstakke. |
Vi gør holdt i byen Mitchell, hvor vi
ser det morsomme "Corn Palace". Det er en underlig blanding af
udstillingshal, koncertsal og en kæmpereklame for ... majs! Udenpå
bliver bygningen hvert år udsmykket på en ny måde med tørrede, halverede
og farvede majskolber. Disse bruges til mosaikker, som udføres af de
lokale kunstnere. I år har det kostet 130.000$ at udsmykke paladset -
sådan!
Hvert år har sit tema - i år er det "America's Destinations", som viser
turistattraktioner i USA. Vi ser "Mount Rushmore", Frihedsgudinden,
opsendelse af en rumfærge og meget andet. Hvorfor sker dette kun i USA?
Hvorfor har Danmark ikke et "Roe Palads"? Hanne hygger sig overfor
paladset med én af de lokale ... han var vist ikke lavet af majs.
Vi fortsætter "et par hundrede kilometer" videre mod vest ad
motorvej 90, indtil vi når den lille by Vivian, hvor vi drejer fra
"motorvejen over prærien" og kører direkte ind i "Fort Pierre National
Grassland".
På 2 minutter skifter landskabet fuldstændig karakter. Det hele er
bakket som en ski-pukkelpiste, og landskabet ligner en hundredvis af halve
grønne meloner, der ligger tæt op af hinanden. Det er meget smukt, men
desværre er det nu også meget skyet, så vi kan ikke rigtigt fotografere - heller ikke
da den flotte Missouri-flod dukker op. Hanne tager dog de sædvanlige
foto ud af forruden.
Missouri-floden er "den officielle"
grænse mod vesten. Når man passerer floden, vinder man en time, da
"Central Time" bliver til "Mountain Time". Græsset
er nærmest fluorescerende gult her, og de gamle elmaster langs den lige
vej overskygges noget af de moderne kæmpemaster i baggrunden.
Det varer dog ikke længe, før vejen bliver dårligere og
elmasterne bliver til noget, der ligner gamle telegrafpæle. Man føler
sig fuldstændig hensat til "det gamle vilde vesten". Til højre for os
tårner bakkerne op, og vi griner ved tanken om at indianerne ligger og
venter på os. Vi er derfor fuldstændigt færdige af grin, da indianerne
dukker op mindre end 10 minutter efter!
Nogen har været vittige og har opstillet en større indianergruppe i form
af silhuetter på bakketoppen, men det er meget overbevisende. Vi griner
dog ikke så længe, da vi er temmelig bekymrede for at blive fanget i en
tordenstorm eller ligefrem en tornado. Skyerne hænger på en mistænkelig
måde lige hen over jorden.
| Vores bekymring viser sig at være aldeles
berettiget, for da vi når frem til hotellet i Pierre og ser TV,
er der tornadovarsler MEGET tæt på os, og de steder, hvor vi
netop har kørt - Fra Brookings over Mitchell til Pierre. På TV bliver de ved med at undskylde, at de har aflyst programmet "Newly Weds" til fordel for at følge med i tornadoerne ... med en reporter, der pisker rundt i landskabet i sin bil, for at spotte én af de tragtformede skypumper.
|
 |
Amerikanerne er ikke helt normale! De undskylder, at de aflyser et
tåbeligt program om nye brudepar, fordi andre skal advares om, at deres
hjem risikerer at bliver smadret af vejret. Vi passerede i dag et område
på 25*25 meter med 377 små hvide kors ... hvilket svarer til antallet af
aborter i South Dakota i 2008. Nogen er utilfredse! Sikkert de samme
mennesker,
som ringer ind og klager over, at de ikke får set "Newly Weds". I
TV-reklamerne mellem stormvarslerne står en syg mand og taler med sin
læge, men imellem dem står et "jakkesæt", som står for "det offentlige".
Reklamen slutter med: "Bed din Congresman om at stemme NEJ til President
Obama's "Public Health Insurance"". Yep ... I USA er det bedre at være
rig og rask end syg og fattig.
 |
Trods tornadovarsler er det nu solskin, så vi forlader hotellet
og trasker over gaden for at checke den kinesiske restaurant lige over
for hotellet. De har åbent til kl. 22, så vi kan snildt nå en biltur ind til
Pierre Centrum. Her er næsten mennesketomt - det er nok på grund
af tornado-varslerne. Vi standser og går en tur om South Dakotas Capitol-bygning. |
Vi er tilbage i "den kinesiske" kvart i ni, og restauranten er aldeles tom, men tag-selv-maden er fin. Spis hvad du kan for 150kr. inkl. øl for to - det kan man vist ikke klage over.
Tilbage på værelset følger vi med på TV, og en ny storm kommer hen over os ved 23-tiden. Det blæser nu voldsomt, og højdepunkt er, da en sirene starter lige udenfor hotellet. Hvad skal vi gøre? Skal vi forlade hotellet? Er der en tornado på vej? Der er HELT stille på de andre værelser, så vi forholder os i ro. TV siger heller ikke noget om Pierre, så måske var det bare en politibil. TV viser til gengæld, hvad der er sket i løbet af dagen i området, og visse steder har det haglet med isklumper på størrelse med golfbolde!!! Vi har glemt at få vandflasker med ind, og man drikker IKKE frivilligt hanevandet - det smager frygteligt. Det tordner og blæser voldsomt indtil kl. 3, hvor Hanne vover sig ud til bilen for at hente drikkevand - jeg opdager det ikke, men sover tungt.