Vi forlod det kaotiske vejarbejde i centrum af Minneapolis og fortsatte vestpå. Allerede efter kort tid frygtede vi, at vi var kørt HELT galt på grund af en "detour"/omkørsel. Var vi kommet i himmeriget? Og har Sankt Peter sine egne politibiler, der bevogter adgangen? Vi blev i hvert fald ikke lukket ind i dag, men måtte køre videre mod vest. |
 |
Vi ramte snart, det vi havde ventet på -
det flade landskab - prærien. Det var nu ikke prærie, men marker så
langt øjet rakte. Dette er landbrugsland, og der dyrkes TO ting: Bønner
og majs. Det giver mange muligheder for variation i landskabet, når man
kører: Majs på begge sider af vejen, bønner på begge sider af vejen,
samt de mere varierede landskaber med hhv. bønner og majs på hver sin
side.
Det varierer også, på hvilken side af vejen lygtepælene står.
Fælles for "afvekslingerne" er en FULDSTÆNDIG lige vej, hvor
der ligger farme på begge sider af vejen med et par mils mellemrum.
Disse gårde ligger altid ved nogle høje træer, som giver læ for den
vind, som blæser over den gamle prærie. Højdepunktet på vejen er et
sving ca. hvert 10. minut. Det har været nemt for nybyggerne at køre i
dette landskab, som næppe har budt på mange udfordringer for en solid
vogn og en stærk hest.
 |
|
| I horisonten kan vi se endeløse togstammer, der
kan føre dette hav af afgrøder væk. Med 10 kilometers mellemrum,
står der store siloanlæg ved skinnerne, hvor lastbiler bringer
afgrøderne til, så de kan lastes på de store togvogne. Vi undrer os over, hvordan man kan transportere bønner og majs væk, uden at det rådner, for det er åbne togvogne med lad, som ikke kan køle eller fryse afgrøderne. |
 |
 |
Vi må vente med at få forklaringen på dette, indtil vi
kommer helt hjem. Her kan vi søge på nettet, og der viser sig selvfølgelig at være en stor industri bag dette - for tørring af afgrøder. |
 |
Man hælder ganske simpelt afgrøderne ned i de store
siloer, som vi hele tiden ser ved farmene, og mens man fylder
dem op under høsten, lader man enten vinden eller store
ventilatorer tørre indholdet.
Dette er umådeligt effektivt. Faktisk kan man tørre 1 til 2 fod af indholdet om dagen, hvis man fylder på under høsten, og på den måde kan man nedbringe det naturlige fugtindhold til ca. 10% af det oprindelige, hvilket er tilstrækkeligt til at undgå dannelse af mug og svamp. Simpelt og smart! |
| Vi manglede efterhånden en del fornødenheder, så
for afvekslingens skyld kører vi ind til turens første Wall-Mart. Her
shoppede vi vasketøjstaske, drikkevand, rygsække samt en del T-shirts
mm. - alt sammen noget vi havde planlagt at købe hjemmefra, så det ikke
skulle slæbes med i flyet. Du får pakket det hele i små knitre-poser ved kassen, så man oparbejder en kolossal samling af disse poser. |
 |
Nu var klokken 15, og dagens program var slet ikke startet endnu!
Vi nåede endelig frem til byen Walnut Groove,
hvor Laura havde boet ved "Plum Creek" i "Det lille hus ved floden". Vi
så det lille Laura-museum i byen, hvor der var mange originale foto af
familien Ingalls og en ægte prærievogn, som ikke havde været stor til
transport af 5 personer. Laura skriver selv i bogen, at det var rart at
komme ud af vognen og over i "huset ved floden" med mere plads - og det
er godt nok ikke ret stort - højst 3 gange 3 meter indvendigt.
Lerhytten er opført
som model på museet, hvor det er gravet ind i en skrå "flodbrink" med en
facade af stakkede tørv, et vindue med papir i stedet for glas og en
dør. Taget er lavet af grene, som igen er dækket med tørv. Her boede man
så, mens man dyrkede jorden, og fik bygget et rigtigt hus af bjælker i nærheden. Og
selv om Laura mente, at her var meget mere plads end i prærievognen - så
var hytten meget lille. Til højre står brændeovnen klinet op ad væggen,
og i modsatte side står en seng til to personer - men de var altså 2
voksne, 2 børn plus en baby i huset!
Vi forlader museet og kører et stykke udenfor
byen for at se det rigtige sted og den lille flod. Det ligger på et
privat område, så vi skal smide 5$ i en postkasse, før vi kører gennem
en stor majsmark, hvor bilen forsvinder under de høje planter. Hanne
forsøger at gøre sig højere ved at bruge hullet til bilens soltag, så
hun kan tage et billede hen over marken.
Vi
stiller bilen på en parkeringsplads og går det sidste stykke ned til
floden - der for én gangs skyld er en overdrivelse - det burde have
været "Det lille hus ved bækken". Lerhytten er for længst styrtet
sammen, men et skilt markerer, hvor det lå. Familien boede her indtil
Laura var 9 år gammel i 1876, hvor en gigantisk græshoppesværm endte eventyret her, så de var
nødt til at sælge grunden og drage videre for at overleve. Det er kun en
lille smule snyd at tage billedet fra museet og putte hytten ind her.
Det eneste, vi så, var et skilt hvor der stod: "Dette hul i
jorden er, hvad der er tilbage af hytten."
Familien solgte jorden for 400$ og drog videre mod Iowa, hvor de havde
familie. På vejen døde den 9 måneder gamle lillebror Freddie. Det har
vist ikke været helt så rosenrødt, som det bliver beskrevet i Tv-serien.
Vi forlader "floden" og følger vejen videre mod vest i Lauras fodspor ... eller hjulspor, må det vel være. Landskabet ændrer en smule karakter nu, da en smule græs og korn sniger sig ind mellem majs og bønner.
Vi når frem til den lille by Pipestone ved
17-tiden, hvor den gamle bydel er bygget i den lokale røde sten.
Rådhuset er nok det flotteste, men hovedgaden er mere westernagtig. Her
er kvælende varmt, og vi møder næsten ingen mennesker eller trafik denne
søndag eftermiddag.
Det
nærliggende "hellige" stenbrud bruges stadig af "natives", som man
kalder de oprindelige indbyggere i Amerika - indianerne. De anser stedet
for helligt, da stenene er skabt af deres forfædres kød og blod. State
Parken er lukket på dette sene tidspunkt, men der er hængt foldere op på
døren, som man selv kan tage, hvis man vil følge vejledningerne på en
tre kvarters gåtur i området.
Her er vandfald, flot vegetation og masser
af sten, som er udførligt beskrevet i folderen, og solnedgangslyset er
genialt til at fotografere i - stenene nærmest gløder.
Vi bruger mindst
en time på rundturen. Undervejs består jeg min "mandomsprøve" ved at
springe ud på en stensøjle, ligesom de unge indianere, når de skulle
imponere deres udkårne. Hanne insisterer dog på, at jeg tager lidt
computer-trick til hjælp, da hun gerne vil have mig med i ét stykke på
resten af turen. (Hov! Er det ikke anden gang i dag, der bliver snydt
med billedmaterialet?)
| Ved indgangen til parken troner "The Three
Maids", som også er hellige for de lokale indianere. Skilte anmoder om
at man ikke fjerner offergaverne, men vi ser nu ikke nogen.
Stenene er kommet ned fra Canada med gletsjerne som én stor blok, der så er frostsprængt på dette sted - imponerende kræfter naturen har. |
 |
Klokken er næsten 21, da vi indfinder os på vores hotel i Brookings lige ved motorvejen, men receptionen er tom. Kl. 20.55 foreslår Hanne, at jeg checker den lokale fastfood bix på den modsatte side af vejen, og køber mad til os, hvis de lukker nu. Der er kun én anden kunde i butikken foran mig i køen, som også LIGE skulle have mad inden de lukker ... NU! Det er selvfølgelig receptionisten fra hotellet!
Vi kaster os ind på værelset og nyder et par øl og maden, inden vi rydder op i vores kufferter, og får bragt den nye vasketøjstaske i brug.