Vi ville sove længe, men det lykkedes ikke helt. Til gengæld nussede vi rundt, ordnede foto mm., så klokken er næsten 10, før vi sætter kursen mod "downtown riverside" Minneapolis for at gå en tur langs The Missouri River. Det er strålende solskin - herligt.
| Riverside Walk er minimalt spændende på den
sydlige side af floden - der er ikke kælet for detaljerne ved floden,
som er domineret af sluser, kæmpe-master med elkabler, og selve
vandfaldene er nærmest pakket ind af beton-piller, så skibe på floden
ikke "falder i vandfaldene". Vi studerer de mange små dyreafstøbninger, som er sat fast i betonen langs stierne ... pudsigt. Her er det en stålorm, der har lavet et spor i den våde cement. |
 |
Vi krydser floden på den gamle stenbro, og herfra har man et godt vue af broer og vandfald, men det er egentlig ikke særligt smukt. Den store sluse til venstre sikrer, at skibe kan passere de mange fald.
 |
|
| Der er nu en grund til, at det hele virker
lidt kunstigt. Helt tilbage i 1840 blev vandfaldet næsten
smadret, da man havde en stor tømmerindustri her. Når de store
stammer væltede over faldet for at blive samlet op af
savværket, så blev den bløde lim- og sandsten, som dannede
faldet, smadret. På denne måde forsvandt mere end én meter
klippeafsats hvert år. Hvis dette var fortsat, ville det blive
umuligt at sejle på floden. Derfor byggede man kunstige vandfald
i cement, som ikke eroderer. Adskillige skilte langs vores rute fortæller historien om byen og dens udnyttelse af vandfaldet, og på skiltene er der også foto fra gamle dage, hvor vi kunne se "de oprindelige" fald. |
 |
Hanne har spottet nogle parasoller på den anden side af floden, og vi
skal jo have noget morgenmad, så vi begiver os i den retning. På
vej over broen støder vi på en meget speciel byrundtur - den foregår på
de utrolige Segway-maskiner, som du ikke kan vælte på. Avanceret
elektronik holder balancen for dig. Et genialt transpotmiddel som vi ser
flere gange på vores tur på tværs af USA - selv politiet bruger dem. Du
kan sagtens købe én i Danmark, hvis du har 45.000 kroner. Oven i dette
kommer så styrhjælmen!
 |
En café lokker med "Egg Benedict", men de åbner først 11.30, så
vi nyder solen i 10-15 minutter, inden vores ordre inklusive en stor
"Bloody Mary med syltet agurk" afgives. Maden er udmærket, selv om Hanne ikke er vild med pocheret æg med hollandaise sovs til morgenmad! Til gengæld var den store Bloody Mary god ... og man fik en lille "Beer Chaser" ved siden af til at skylle den ned med! |
 |
Vi er egentlig allerede lidt trætte af Minneapolis, så beslutnigen om at lade bilen stå i dag til fordel for at se byen til bens, bliver hurtigt omstødt. Vi går tilbage til hotellet, og på vejen afprøver vi de flotte "skywalks", som gør det muligt at gå rundt i hele downtown UDEN at sætte foden udenfor en dør. På billedet ovenfor til højre, kan man se gangbroen over vejen - det er en Skywalk. Det er meget praktisk om vinteren, når der er minus 25 grader udenfor, men på en dag som i dag, er der mennesketomt i de varme glas-tunneller. Vi har fået udleveret et kort over "Downtown Minneapolis", som også inkluderer alle Skywalks, så vi går hele vejen gennem huse og skywalks. På vejen kommer vi forbi "Wells Fargo" banken, som vi kan vade lige igennem. Vi formoder dog, at man ikke kan gå ned i stueetagen, så vi nøjes med at betragte den flotte dilligence fra første sal.
|
|
|
Tilbage på hotellet skifter vi tøj og får et parkeringskort af vagten, så vi kan få bilen ud af hotelgaragen. Hanne bruger bilkortet til at snørkle os gennem centrums udfordring af opgravede ensretninger, men det er jo lørdag, så byen er heldigvis næsten tom for biler.
Første stop er skulptur-parken i Minnepolis, hvor vi kan få parkeringsplads under det store Walker Art Center Museum. Parkeringskælderen er en gigantisk beton-konstruktion, som er fyldt med højttalere, hvorfra der strømmer forskellige kor-kvindestemmer ud fra. Ekkoet fra betonen får det hele til at flyde sammen, så i stedet for at gå i en dødssyg betonkælder, føler man sig hensat til en middelalderkatedral med renæssance-korsang ... det er RET godt tænkt.
Vi går ud af kælderen og kommer direkte op i
skulpturparken, som er proppet med store stenfigurer. Hovedattraktionen
er en ske med et kirsebær, som for os bliver dagens efterret til den
Minneapolis Skyline, som vi gik glip af ved floden. Tæt på os kan vi se
tårnet af den
gamle og smukke Basilika of St. Mary.
Et brudepar bliver foreviget med denne baggrund,
og snart efter dukker deres backing-gruppe op i form af 6 par - herrerne
i sort smoking - pigerne i skrigende helt ens røde kjoler - det ser
MEGET dyrt ud, da vi forestiller os, at brudeparret har sponsoreret
deres tøj. De samles og bliver foreviget adskillige steder i parken,
mens vi nyder optrinnet og solen fra en plet på den store græsplæne. Der
er også et stort væksthus i parken, der er besynderlige og bevægelige
skulpturer og en masse kroge, hvor man kan gemme sig, så det er noget af
en oase, selv om motorvejen tordner lige forbi bag træerne.
Vi tager bilen og kører videre til Minnehaha
Park, som skjuler et 16 meter højt vandfald, der skulle have inspireret
Longfellow til
at skrive digtet om indianeren Hiawatha og pigen Minnehaha. Det er ikke fremragende skiltet, og selv
om vi tager Hiawatha Avenue og derefter Minnehaha Avenue, finder vi
aldrig parken, men havner i stedet direkte ved Fort Snelling, som
egentlig skulle have været næste stop.
Der er en flot udsigt over floden fra fortet,
og med sine kanoner har fortet kunne kontrollere AL sejlads på
Mississippi floden.
Englædere og franksmænd sloges derfor om at besidde dette sted.
Vi starter med at se en kort film om stedets
historie i det nye informationscenter, og lidt "skuffende" viser det
sig, at der aldrig har været affyret en eneste kugle i kamp omkring
fortet. Enhver illusion om snigende indianere og buldrende kanoner
forsvinder. Tværtimod levede fortet i fredelig sameksistens med de
omkringboende indianere.
Hele fortet er totalt genopbygget i bedste "US
National Park"-stil, så det fremstår fuldstændigt som i 1840. Vi
ser adskillige butikker og lagre med alverdens grej. Her er mange
skuespillere, der i uniformer holder vagt, kvinder der passer husene,
smeden laver hestesko osv. Højdepunktet er dog at kanonen bliver kørt
frem på paradepladsen kl. 16. Efter et foredrag om funktionen, skal alle
trække sig væk på sikker afstand, og et meget kort - meget højt knald lyder.
Fedt!
Kanonen trilles væk igen og afteneksersitsen starter.
Soldaterne bliver inspiceret, og de marcherer i takt til lyden fra en
fløjte hen til flagstangen, hvor flaget stryges. Flaget er lidt specielt
- det har kun 24 stjerner, men der var kun 24 stater i USA i 1820. Dagen er slut på
fornemmeste vis. Det er næsten ligesom at stryge flaget hos Farfar ...
måske skulle vi se at få anskaffet den kanon?
Nu VIL Hanne shoppe, men det havde også hele tiden været planen, at vi ville spise aftensmad i "Mall og America" - et gigantisk komplex.
 |
 |
| Det er en firkantet bygning, hvor der i tre etager er
butikker på begge sider af gangene. Hele den store midte er ét stort
rum, som er fyldt med vanvittige maskiner, som kan rutche, slynge og
suse børn og barnlige sjæle gennem luft og vand - det er et enormt
tivoli. Her er også et LEGO-land/butik, som giver mig det billede af byen St. Paul's Capitol, som vi ikke nåede at tage i dag. Det absolutte lav-punkt i centeret må være det lille kapel nederst på billedet - hvor man kan blive gift!! Jeg har altid syntes, at der manglede noget i Amager Centret. |
 |
Hanne forsvinder, og jeg trasker rundt og
fotograferer. Jeg støder på en fotobutik, der viser sig at være ét af
tre atelierer i USA for fotografen Rodney Lough (
www.theloughroad.com
), som tager fantastiske naturbilleder vha. langtidseksponeringer og
specielle filmtyper, som giver helt utrolige farver.
Der er INGEN snyd -
ifølge Tony Petea, som bestyrer butikken. Vi taler længe sammen, og han
viser mig, hvordan billederne totalt ændrer karakter, når belysningen på
dem ændres - imponerende! Han giver mig et "godt" tilbud på 2000$ for ét
af billederne, men jeg takker nej. Det er en investering, siger han. Mit
billede er nr. 49 af 50. Når nr. 50 er solgt, vil prisen stige meget for
nr. 51. Tony er en rigtig sælger, og som mange amerikanere er han
korrekt, høflig og meget religiøs - siger han selv.
|
Jeg mødes kort med Hanne, og hun vil godt have en time til. Imens leder jeg efter rygsække til vores vandretur i Yellowstone, men det lykkes ikke. I stedet sætter jeg mig og skriver dagbog foran en japansk samurai-video-shop, som på store skærme med 120dB lydtryk spiller en kampsekvens i uendelig løkke - tiden føles meget lang pga. dette. Da jeg er færdig med at skrive, går jeg lidt mere rundt i dette gigantiske center. Der er temmelig præcist én kilometer rundt om det store underholdningsområde, og der er butikker på to sider i tre etager HELE vejen. Der er så mange butikker (520), at hvis du bruger 10 minutter i hver butik, så vil det tage 86 timer at komme igennem det hele. Og så har du IKKE brugt tid i tivoliet eller det lille kapel, hvor du kan blive gift. DET ER FOR MEGET! Da Hanne kommer, finder vi en barbecue-snask i det store område med fastfood, som altid findes i et amerikansk butikscenter. Her er pænt fyldt op denne lørdag aften. Man tager åbenbart i Mall lørdag aften i Minneapolis. |
 |
Nu går det hjemad i bilen med fuldt oplyst kabine pga. defekt lys i loftet. Noget må have kokset for bilens computer! Efter at have hentet bilens instruktionsbog op på hotelværelset, blev jeg ikke klogere, men bilen er nu alligevel mørk, da jeg ser til den igen i parkeringskælderen. Irriterende! Men forhåbentlig har den ikke brugt at strømmen, nu hvor lyset er slukket af sig selv efter en halv time.