Fredag d. 10. juli 2009.                           RETUR

 Holliday In havde en meget fin morgenmadsbuffet. Vi lagde nødplaner under morgenmaden, da det havde regnet temmeligt meget i løbet af natten. Et konsultation på PC'en afslørede dog, at regnen ville holde op, og det var da også allerede tørt, da vi forlod hotellet.
 Vi besluttede os for at droppe besøget i hulerne ved "Cave of the Mounds", selv om det var et "National Landmark", da turen i dag var lang, så første mål var "House on the Rock", som vi havde set en kort beskrivelse af i vores store USA-bog - dog uden at have nogen idé om, hvad der ventede os.
 Allerede på parkeringspladsen fik vi en idé om, at dette var noget specielt. Gigantiske orientalske dråbeformede potter med kravlende firben og smukke blomster, var spredt på vej mod indgangen. Det var en dyr oplevelse, 30$ pr. næse, at komme ind, men så fik vi adgang til alle tre sektioner i huset. Tre sektioner? Er det ikke bare et hus? Vi får udleveret en plan over komplekset, som mere ligner en labyrint end et hus.

 Nu kommer vi ind i selve huset og starter en lang rundtur, som på snild vis fører os igennem alle rummene i det tre etager høje og genialt udtænkte hus. Der er lavt til loftet mange steder, der er plys over alt, hvis klipperne og de nøgne sten ikke stikker ud af væggen. Der er spækket med farverige lamper og kinesiske ting. Huset er mere et museum, end et sted hvor man har levet. Her er dog et køkken, så man har da kunnet lave mad her.

  

  Højdepunktet i huset er "The Infinity Room" ... det uendelige rum, som er uendeligt langt. Den gode Alex Jordan, som boede her, og det meste af tiden havde huset åbent for betalende gæster, må have nydt at vise dette rum frem. Lige når man kommer ind i rummet er illusionen perfekt. Den brede gang er inrammet af små vinduer på væggende, og gulvet fortsætter i det uendelige kun afbrudt af en kasse et godt stykke fremme. Kassen viser sig at være et vindue i gulvet, som afslører, at vi befinder os højt svævende over trækronerne ... fascinerende!
 
 Bedraget er næsten perfekt. Kun det faktum, at vinduerne har samme størrelse hele vejen ud til "uendeligheden", afslører bedraget. Her er kvælende varmt, og det er endda en skyet dag, hvor det småregner ind imellem, så vi er glade for at det ikke er høj klar sol.
 Vi forlader huset og går tilbage af den lange gangbro, spændte på hvad der nu venter os i sektion to og tre.

 Efter dette diskuterer vi, om vi skal springe sektion tre over, men da den er nærmeste flugtvej ifølge vores labyrintiske kort, viser sig at være gennem sektion tre, tager vi turen i rask trav. OK! Lad os bare indrømme, at vi faldt i flere gange og satte os ned og betragtede dette overdådige sammensurium af utrolige ting. Det meste af tredje sektion var helliget automatiske spillemaskiner, dvs, instrumenter, der kunne spille selv, eller helt almindelige instrumenter, som var forsynet med Georg Gearløs-anordninger, som spillede på dem. Det hele var ofte kombineret med smagløse opsætninger, som f.eks. rokokko-værelset, hvor et helt orkester opførte en symfoni for en samling udstoppede tigre, der sprang ud af væggene. Vi var målløse ... det er altså ikke noget, man ser hver dag!
 
 Samlinger af rustninger, "Crown Jewel Gallery med Fabergé æg, læssevis af porcelænsdukker, over 200 dukkehuse, masser af veteranbiler, damptog, skydevåben i besynderlige udformninger, flere musikinstrumenter og til afslutning verdens største karsussel med over 20.000 lys og 269 dyr - heraf ikke en eneste hest ... vi var lammede af indtryk, da vi kun to timer efter ankomsten forlod stedet.

 Det var befriende at fortsætte gennem det åbne og nu mere bakkede og frodige landskab hen over Wisconsin - Dairy Land - Mælkeland, og så pludselig ender vejen i et T-kryds - noget kommer på tværs - den enorme flod
... The Mississippi River.

  Udenfor huset møder vi en fanatisk Laura-fan fra området, der tilsyneladende dyrker TV-serien helt vildt. Vi snakker lidt om serien, der til hendes store overraskelse jo også har været meget populær i Danmark.

 Nu skal vi se at komme til Minneapolis, hvor vi har book'et hotel. Vi passerer til vores store overraskelse byen Stockholm - med 97 indbyggere! Her ER svenske flag. På trods af at klokken er over 7 om aftenen MÅ vi holde ind, og nyde synet af Mississippi, som er enorm. Man tænker mere sø end flod - så bred er den flere steder.

 Da vi nærmer os Minneapolis, forstår vi, hvorfor byen kaldes "The Twin Cities". Minneapolis ligger så tæt på byen St. Paul, at de to skylines næsten hænger sammen. Minneapolis er den største by, men St. Paul er hovedstaden i Minnesota, og vi kan da også se den karakteristiske Capitol-bygning i horisonten. Vi har travlt, så vi styrer direkte mod centrum af Minneapolis og vores hotel. Det meste af byens centrun er ved at blive asfalteret om, og vejene er ud over det et kaos af ensretninger. Alle gaderne lige omkring hotellet er gravet op, så det er tæt på umuligt at komme hen til det. Midt i panikken lykkedes det at komme til at køre IMOD ensretningen én gang ... ikke godt!

 Til sidst kom vi ned i hotellets parkeringskælder efter at Hanne var gået de sidste 100 meter hen til receptionen. Kælderen var så stor, at det lykkedes os at fare vild, inden vi fandt tilbage til receptionen og fik vores værelse, som til gengæld var meget lækkert. Da jeg kom op på værelset. troede jeg, at der var jordskælv - gulvet sejlede under mig. Det var ren træthed!