Onsdag d. 8. juli 2009.                            RETUR

I stedet for at gå på hotellets fancy-restaurant, hentede jeg morgenmad på hjørnet i "The Corner Bakery Café", hvor jeg for nogle år siden spiste morgenmad med kollega Klaus, da vi var i Chicago sammen.  Udvalget af kaffe, juicer, morgenbrød og lune retter er enormt, så vi kaster os ud i  et orgie  med to kæmpe-sandwiches med æg og hhv. bacon og skinke, frugtsalat og hashbrown-kartofler tilsat fantastisk udsigt over Chicago River fra vores vindue.  Så er vi klar til Chicago igen.

Historie: Fort Dearborn Lige over for "The Corner Bakery" byggede man i 1803 Fort Dearborn lige midt i Potowatomi indianernes land. I 1812 overfaldt indianerne fortet og brændte det ned, og en af bropillerne viser hvordan de grusomme indianere slagtede de sagesløse soldater og nybyggere på fortet.  Indianerne havde dog kun fred til 1816, hvor et nyt stærkere fort blev bygget, og siden har "de hvide" regeret i dette område.

Historie: Chicago River. Større end Panama-kanalen!  Når man kigger ud fra hotellet, ser man lige ned på Chicago River, som LØB ud i Lake Michigan. Det viste sig at være et kæmpe-problem, at det beskidte vand fra Chicago løb ud i søen og forurenede Chicago's vandforsyning, så i slutningen af 1800-tallet besluttede man sig for at VENDE flodens retning, så den via floderne Des Plaines og Illinois River nu løber ud i Mississippi. Det krævede at man fjernede mere jord, end man gjorde ved bygningen af Panama Kanalen. Det imponerende bygningsværk blev afsluttet i år 1900, og i dag er søen faktisk meget ren.

Vi promenerede langs "Chicago River Walk" og betragtede de mange små og store turistskibe, gule vandtaxier og færger. Bygningerne her er enorme og er næsten alle specielle på én eller anden måde.  Vi når helt ned til Sears Tower, som med sine 108 etager og 442 meter til taget er blandt de største bygninger i verden. Til vores overraskelse hedder bygningen nu Wallis Tower ... det kan man da ikke! Men bygningen er stadig lige imponerende, og udsigten fra toppen prøvede vi sidste gang vi var her ... den er enestående. Sears ... nu Willis Tower med spir på toppen helt til højre ► Verdens femte-højeste bygning. Hvis spir ikke talte med ville den være tredje-højeste.

 Vi fortsatte alligevel forbi Sears (vi nægter at kalde den Willis) og fandt kort efter CBoT. I stueetagen var en lidt kedelig udstilling - ikke lige det vi havde håbet på, og her var ingen, som vi kunne spørge om mulighederne. Da vi går tilbage til indgangen, får vi øje på et par ældre mennesker, som står og ser lidt officielle ud, så vi spurgte dem om mulighederne for at komme til at se nogle "rigtige børsfolk". Her var vi heldige. Det viste sig at Bonnie Pinkert fra "Chicago Architecture Foundation" kl. 12.15 ville starte en rundtur omkring og i bygningen, som vi kunne komme med på. Hun undskyldte, at vi skulle betale 5$ hver, da vi ikke var medlemmer af "The Architecture Foundation" ... det var GENIALT!
 Mens vi ventede faldt vi i snak med Hr. og Fru Pals ... ja næsten ... Palsgaard fra Californien, som havde aner i Trondhjem. Vi var med andre ord næsten i familie med dem, så de 20 minutters ventetid gik hurtigt og hyggeligt. Vi havde helt styr på deres familie og forhold til Norden, da Fru Bonnie startede sin store rundtur.
 

Chicago Board of Trade var Chicago's højeste bygning, da den blev opført i 1930. Arkitekturen var meget moderne på dette tidspunkt - Ikke noget med Akropolis søjler og facader der fik bygningerne til at ligne en canyon med gaden som en slugt nede i dybet. Vi lagde alle hovedet tilbage og fulgte Bobbie's beskrivelser med øjnene, da vi stod ude på gaden foran den store bygning. På toppen står den enkle statue af Ceres udført af 10 meter aluminium i Art Deco-stil - helt uhørt for den tid. Nedenfor er der er stort ur, der var sat op for at bønderne kunne vide, hvornår salget startede på børsen. I 1930 havde bønder ikke ure! Som noget helt nyt skulle bønderne ikke slæbe HELE deres høst med, men de kunne nøjes med en mindre vareprøve. Hele høsten blev så vurderet og solgt ud fra denne prøve - det må have været en stor lettelse for dem.

Chicago Board of Trade med Ceres på toppen. Hovedbygninger er trukket tilbage for at tillade, at der slipper lyd ned til gaden.

Bonnie Pinkert, Hanne og Familien Palsgaard i blåt.

 Vi gik indenfor og studerede Art Deco arkitekturen indenfor. Her var gamle Airmail postkasser fra 1916, og den nyrenoverede bygning fremstod stort set, som den oprindeligt havde set ud. Vi fik forklaret Chicago's centrale betydning for handlen i USA efter at kanalen fra Missisippi til New York førte kolossale mængder at varer til og fra byen.

 Vi gik ovenpå, og her så vi det vildeste salgshow gennem nogle store ruder. På det store gulv en etage under os stod en stor mængde børshandlere i farverige jakker og arbejde med håndtegn og fagter, som faktisk ikke er så kryptiske, når man får dem forklaret.

Hele vejen rundt på væggene flimrer røde og grønne tal med informationer om de nuværende priser på de varer, som handles på gulvet. Det er en myretue af aktivitet, og vi var lykkelige over at det lykkedes at komme til at se det. Vi fik besked på ikke at fotografere, så det gjorde alle selvfølgelig ... uden blitz, så ingen opdagede det. Klokken 12.59 kom der pludselig lyd ud af højttalere, og en "speaker" annoncerede for folket på gulvet, at der var ET minut tilbage, inden børsen lukkede. Aktiviteten og anspændelsen steg til nye højder, for de "tradere" som lige skulle have et sidste køb eller salg med. Så lød en klokke, og som en sprængt ballon gik gassen ud af alle, og de samlede sig i mindre grupper for at sludre.

 Vi havde fået udlevert en folder, som afslørede den store hemmelighed: "Hvordan signalerer man på gulvet". Det er faktisk meget logisk. Først holder man håndfladerne frem for sig for at vise om man vil købe eller sælge. Herefter signalerer man det antal, som man vil handle mellem 1 og 1000.

Jeg vil	Jeg vil	Antal: Lodret hånd = antal fingre	Antal: Vandret hånd = 5 + antal fingre	Antal: Hånd på hagen = 10 * finger-angivelse	Antal: Hænder på pande = 100 * fingerangivelser
sælge	købe	Et styk	8 styk	10 styk	700 styk

 Ærgerligt at dagens handel var slut ... nu var vi ellers klar til at gå ned på gulvet! Rundturen var slut, og vi takkede Fru Pinkert mange gange for den store oplevelse. Vi satte os ind CBoT's café og fik en kop kaffe, mens vi planlagde dagens videre forløb. Vi så billeder på kameraet, og sammenlignede med Familien Palsgaard, som gjorde præcis det samme ved et nærliggende bord.

 Efter at have sagt pænt farvel gik vi ud i småregnen. Det udelukkede en sejltur, som ellers plejer at give et fantastisk vue over Chicago. I stedet gik vi hen til Chicago Architecture Foundation's hovedkvarter, hvor en computerskabt 3-dimentionel model af Chicago måtte gøre det ud for sejlturen og vores skyline-view.

 En ældre herre forklarede os lidt om bygningerne. Den flotte Trump-bygning lige ved siden af vores hotel, som vi ikke havde set før, er nu den næsthøjeste bygning i Chicago. Han anbefalede på det kraftigste at gå op i Hancock Tower og spise aftensmad, da udsigten derfra var fantastisk. Det er helt tydeligt, at en masse ældre mennesker nyder at lave frivilligt arbejde for diverse institutioner og øse af deres viden til turisterne. En fremragende ordning. Efter at have gået "hele vejen rundt om" Chicago på et kvarter, sagde vi pænt farvel igen, og traskede videre i støvregnen.

Næste stop var "Washington Library Center", som er en kolossal bygning i 10 etager med indvendig biograf i stuen og vinterhave på øverste sal.  Der er proppet med bøger på de 9 første etager, og her er fyldt med mennesker, som benytter en våd dag til at gå på biblioteket.      Helt oppe på øverste etage satte vi os og nød stilheden og en plade chokolade, der måtte gøre det ud for frokost, men vi lyttede til den trommende regn på glastaget.

 Vi gik nu tilbage til hotellet og slappede af og ordnede fotografier - der bliver hurtigt taget rigtigt mange. Så kiggede vi ud af vinduet og så over på Hancock Center - hvor vi havde besluttet os for at fejre vores sidste aften i Chicago med god mad og flot udsigt fra 95. etage.
 Det var stadig lidt trist vejr, da vi gik hen til "The Hancock Observatory", som bygningen også hedder. Den er meget karakteristisk med sine krydsende bjælker på den 100 etager og 344 meter høje bygning.

Den hjælpsomme dame i billetkassen anbefalde os at købe en dobbelt-billet til tårnet, så vi kunne se byen i dagslys, spise, og herefter gå op igen og se byen med natbelysning. Da det regnede og var gråt, satsede vi på at bruge anden tur i morgen tidlig - i håb om bedre vejr.

Historie: Chicago's Christiania. Vi går nok rundt og tror, at København har eneret på at have fristater, men faktisk havde Chicago sin helt egen fristad helt tilbage i 1885. Her sejlede Cap Streeter sin synkefærdige skude på grund på sandbankerne, der hvor den store Hancock Center bygning i dag ligger. Han byggede en vej fra skibet ind mod land og opfordrede folk til at dumpe deres overskudsjord omkring hans skib, så området med tiden voksede, og kaptajnen til sidst erklærede området uafhængigt af Illinois som Staten Streeterville. Han levede nu fedt af illegal alkohol-fremstilling helt frem til 1918, hvor USA fik skovlen under ham, fordi han ikke betalte skat. Yep ... præcis den samme model som man brugte 13 år senere mod gangsteren Al Capone. Området hedder dog stadig Streeterville og omfatter området med Navy Pier, Water Tower og The Hancock Center.

 Vi tilbragte 40 sekunder i  elevatoren på at blive bragt direkte op til 94. etage, hvor vi stort set uden at vente fik et super-bord ved vinduet med udsigt over stranden og forstæderne til Chicago.

 Det forhindrede os ikke i at liste lidt rundt og tage ovenstående billede ud over den modsatte side, hvor sollyset nu kom ned under skyerne og gav et fantastisk billede af denne smukke by.

 Maden var super: Krabbeklør med kæmperejer, kylling i skysovs, cappuchino og en HELT utrolig solnedgang under skyerne, mens tågen som små totter drev forbi UNDER os

 Vi måtte helt ned til stueetagen med elevatoren, før vi kunne komme op igen. Det kilder i maven, når man suser ned fra 94. etage. Vi tager en anden elevator op til Observatory Deck, hvor vi gennem store glasruder kunne se ud over byen.
 Vi var lidt skuffede over, at rummet var fuldt oplyst, så der var mange reflektioner i glasset, som gjorde det svært at se ud og næsten umuligt at fotografere. Men det var alligevel meget flot. Det var noget nemmere at fotografere på det åbne dæk, hvor der kun er et tyndt netværk mellem dig og den fri luft. Her får man det helt rigtige vue over "downtown Chicago".

 Kl. 21.30 startede et flot fyværkeri 300 meter under os på Navy Pier. Det er vist første gang, at vi står og ser et fyrværkeri oppefra!

 Vi er meget trætte, da vi går hjem fra den flotte udsigt. Der er stadig vildt meget liv i byen - vi er vel i en storby. Nu manglede vi kun én ting denne dag ... en godnat-øl ved hotelværelsets vindue, hvor vi nu betragter John Hancock Center nedefra i den smukke natbelysning.

 Hvis nogen skulle være i tvivl ... vi ELSKER Chicago!

Retur til toppen.