Tirsdag d. 7. juli 2009.                           RETUR

 Det er som altid koldt på flyet, og det bringer Hanne i snak med sin sidemand, en yngre fyr med hestehale og kasket, som gjorde sig bemærket i afgangshallen ved at bære rundt på sin store guitarkasse. Det viser sig, at han hedder Thomas og bor i Los Angeles. Han fortæller, at han er ved at indspille et album med sit band "Dead Rose Beauty". Han er en meget sympatisk "ung" fyr, som nu kan leve af sin musik, men de sidste 10 år har han luftet hunde for folk i Venice Beach L.A. ... for 100$ om dagen PR. HUND!!!! Wow! Han har også vasket biler for folk i deres hjem, bla. Hollywood-skuespillerne Linda Hamilton og Pierce Brosnan - altså selveste James Bond, som er flinke mennesker, der selv kommer ud med kaffe om morgenen - sådan! Nedenfor er Hanne ved at gennemgå vores rute med Thomas. Thomas mener selv, at deres musik er meget a la "Nine Inch Nails" - men efter min mening er det langt mere melodisk ... kan man konstatere efter at have besøgt deres hjemmeside: http://www.myspace.com/deadrosebeautymusic

 Der er heller ingen problemer med immigrationen og vores kufferter kommer, som nogen af de første på båndet - heldigt! Havde vi været to dage tidligere ude, havde vi ikke fået nogen bagage med, da alt var kaos i Kastrup pga. nedbrud på transportbåndene. Vi roder en del rundt i O'Hare-lufthavnen efter "Go Hotel Express"-busserne, så vi ser både Terminal 5 og 3, inden vi slipper 40$ i Terminal 3 og bliver fragtet direkte til hotellet med en "taxi-bus". Det viser sig, at Hanne har bestilt værelse på et kæmpestort hotel. Vi skal op ad en rulletrappe til "2. floor" for at komme til receptionen. Man skal lige vænne sig til, at "stuen" er "First Floor" og 1.sal er "Second Floor" - men sådan er det altså i USA.

 Signe er startet samtidig med os fra Kastrup på vej til Mellemamerika, og hun melder, at der er problemer med flyet fra Miami til Honduras, og at hun er ved at drukne i regn i London. Vi slipper udsigten til Chicago River og Hancock Center og vandrer ud i byen kl. 16 ... hvad der svarer til midnat hjemme. Der er bygget rigtig meget nyt mellem højhusene og Lake Michigan i "Lincoln Park"-området, som vi ikke har set før, så vi går længe rundt og undersøger området, mens vi fotograferer på livet løs. Vi støder også på en gruppe af mennesker, som øver sig i at køre på Segway's ... disse fantastiske køretøjer, som holder balancen for dig, mens du suser af sted på dit computerstyrede løbehjul. Læn dig forover, og du kører fremad - læn dig tilbage og du bremser. Vælter ... det gør du ikke - fantastisk.

Chicago er et orgie i arkitektur - smukke, grimme, høje, store og som regel fantastiske bygninger. Det er tredje gang, vi er i Chicago, og vi elsker stadig byen. Herefter søger vi ind i byen under højbanen, som er en larmende bunke rustent jern med en sølv-metro på toppen, der buldrer forbi med korte mellemrum.

Ikke kønt - men helt sikkert effektivt. Her er også blevet opstillet en gigantisk stor-skærm, som med korte mellemrum skifter billede. Den står midt i et springvand, som tilsyneladende er et stort hit hos områdets børn., der på trods af det overskyede vejr bader med stor fornøjelse i vandet.

 Vores mål - et shoppecenter med restauranter i kælderetagen - viser sig at være lukket, så efter at have skippet et par dyre restauranter, da vi er for trætte til at være fine, ender vi på en SNASK fra 1934 dybt inde i mørket under en bred bro. Vi må gå ned ad en trappe på broen og ind i mørket under den for at finde "The Billy Goat". Det er et vildt morsomt sted, hvor væggene er totalt dækket af billeder med kunder, fornemme gæster og ejere siden 1934 - de fleste fotograferet sammen med en levende ged!!!!

 Maden er også en specialitet. Vælg et stykke kød og få det serveret på en slap bolle. Jeg spørger efter tilbehør? Kokken bag disken, en træt udseende mexicansk ung man, gider ikke svare, men peger på et bord med løgringe, syltede agurker og sød sennep. Vi taler her om en trestjernet pølsevogn.
 Vi bestiller to omgange, så vi bliver mere end mætte uden at blive meget fattigere - og en speciel oplevelse rigere.

 Vi sniger os ud fra stedet og kommer op i dagslyset igen. Der er ikke langt mellem tiggerne i dette område, så en tandløs mor med to små unger får alle vores mønter, efter at vi har købt to kolde øl i en kiosk. Det er deprimerende, og man glæder sig i sit stille sind over den danske model, hvor folk ikke behøver at stå på gaden for at overleve.

 Tårnet i midten med de to spir er Hancock Center, som vi kommer til at se en del til de næste to dage.