Dagens første mål, Miró-muséet, bliver hurtigt overhalet indenom, da vi
kommer forbi det store "Mercat de St. Antoni" loppemarked tæt på
hotellet.
Det er nu mest bøger på spansk og gamle LP-plader, så det er moderat
interessant. Ret overraskende står der frit fremme et stort udbud af
porno-film - her lige midt i den aller-helligste katolske
søndags-gudstjeneste tid. Katalanerne tager vist deres tro med en vis
portion afslappethed.
Vi kaster os ud i at købe et klippekort til metroen, så vi også kan få afprøvet denne. Det viser sig at være lige så nemt som i alle andre storbyer. Vi skal dog skifte til en kabel-bane, "Funicular de Montjuïc", for at komme op til muséet på Montjuïc-bjerget. Det er en "metro" på skinner, som skråner ca 45 grader, og trækkes op ad skråningen. Til at starte med er det under jorden, men de sidste 100 meter foregår i fri luft - og med ganske høj fart.
Miró-muséet ligger tæt på stationen. Der er desværre ikke så
flot udsigt heroppe fra, da høj bevoksning skjuler byen. Museet er en
flot hvid bygning, men selv om vi ankommer allerede kl. 11.30, må vi
vente i en kø i den bagende sol.
Mens vi venter, kan vi studere rumvæsenet E.T., som synes at være skabt af
Miró.
 |
Indenfor er der væsentligt mere
behageligt - men stadig varmt. Udstillingen veksler mellem gigantiske ryatæpper på mindst 6 meters højde, figurer, tegninger og malerier. Gurli har en audio-guide, så man kan få en lille forklaring ved hvert kunstværk - og det kan nok være nødvendigt. Man må ikke fotografere på muséet, så det er en gåde, hvordan disse billeder er kommet i kameraet! Ligesom alle andre steder i byen, står alt på de to sprog: Spansk og Katalansk ... det katalanske står ALTID først. |
 |
| Nogle af figurerne er enorme
papmache-ting, som ikke kunne være lavet af børn - de er for
store. Et af de mere pudsige værker er et selvportræt,
som Miró tegnede inden 2. verdenskrig vha. et buet barberspejl,
så han ansigt blev helt fordrejet. På billedet tegned han alt,
hvad han så i sig selv. Han fik lavet et par kopier af
tegningen, og da krigen startede, flygtede han til New York. Her
hænger den originale tegning. |
 |
 |
Miró og Gaudi har i hvert fald noget til fælles - det er meget svært at afgøre, om de skal grupperes som geniale ... eller idioter!
| Udstillingens absolutte højdepunkt er
skulpturen i gårdhaven, der bærer titlen: "Den Frelsende Engel". Vi nyder at sidde og slappe, og selv om øllen er pænt stor, føles den ALT for lille. Vi beslutter derfor at tage tilbage til byen for at fortsætte, hvor vi slap her. |
 |
| Ved 14.30-tiden indfinder vi os
derfor -muligvis ved et tilfælde - igen på den gaderestaurant,
hvor vi drak øl første dag. Denne gang vil vi dog spise, så vi laver den HELT STORE tapas-bestilling, som vores faste tjener hurtigt bringer frem.
Her har ølglassene en fornuftig størrelse! |
 |
 |
Nu er det desværre ved at være på tide at finde tilbage til
hotellet og hente kufferter, så vi kan komme til lufthaven. Vi trasker
derfor langsomt gennem byen, for at få de sidste indtryk med.
Øv! Butikken er lukket - vi kunne ellers have købt nogle "sjove" piller
her. På Ramblaen optræder en "Barcelona"-spiller, og i gyderne siger vi
pænt farvel til de mange farverige altaner, som er udsmykket med både
blomster og vasketøj.
Vi har alligevel lidt tid, da vi kommer tilbage til hotellet, så vi kan lige nå en kop kaffe på vores egen café. Den unge engelsktalende pige, som betjener os, tilbyder selv at tage et foto ... jamen det må da også være på tide, hvis vi skal nå det.
 |
 |
 |
Nu tager vi en taxi til lufthavnen. På vejen passerer vi
havnen, hvor Columbus står på toppen af sin søjle og spejder mod
solennedgangen og Amerika. Columbus var nødt til at sejle, men vi kan
heldigvis flyve hjem, så det både går hurtigere og vi kan nyde
solnedgangen fra 10 kilometers højde.
Sikke en masse vi nåede at se. Og sikke en masse vi heldigvis
IKKE nåede at se!
Der er med andre ord basis for at gentage turen.