| Pigerne lægger hårdt ud denne morgen med at blive suget ind hos Dr.
Gallardo i hans "Cental de Especificos", som med Google-oversætteren
ikke overraskende bliver til "Den Specifikke Central" - men som slet og
ret er en Matas. Butikkens front er noget, som man kunne have fundet i
København for 100 år siden, og det er ret typisk for mange af butikkerne
i byen. Lige over for den gode doktor ligger en lokal slagter, som vi
kan købe skinker hos i aften, så vi ikke behøver at slæbe på det hele
dagen. Den store gade, som hotellet ligger ved ar også spækket med
elektronik- og foto-forretninger, så jeg får lige købt et stativ til
kameraet. Hermed er dagens væste shoppe-sult stillet, og vi drager nu ud
for at kigge på Gaudi-design. |
 |
| Antoni Gaudi skulle have været en helt
speciel figur i sin tid - og specielt forud for sin tid. Han
blev født i 1852, og ved overrækkelsen af hans diplom som
arkitekt, skulle hans lærer have udtalt: "Hvem ved om vi giver
dette diplom til en idiot eller et geni - det vil tiden vise." Gaudi intereserrede sig langt mere for former og struktur end hans samtidige kollegaer. Han yndede at bygge i sten, og hans buede former stikker helt ud i forhold til andre, og nogen kaldte det ligefrem for "fordrukken arkitektur". Det lykkedes Gaudi at få bygget en del store bygninger i det centrale Barcelona, men da hans familie og venner begyndte at dø omkring ham i begyndelse af det 20. århundrede, fokuserede han mere og mere på sin stærke katolske tro, trak sig tilbage fra offentligheden og begyndte at forære alle sine ejendele til de fattige. Til slut endte han med at ligne og leve som en bums og boede på en feltseng i en krypt under den store Sagrada Familia katedral, som stadig var under konstruktion under hans ledelse. Gaudi blev ramt af en sporvogn i 1926, og da han lignede en fattig, blev han ført til et mindre godt hospital. Hans venner fandt ham, men han ønskede ikke at være sammen med rige, så 10 dage efter døde han. Han ligger nu begravet i Sagrada. |
 |
Det første hus, vi støder på ligger på den brede "Passeig de
Gracia" boulevard, og det er Casa Lleó Morera. En overdådighed af
krummelurer.
Lige ved siden af ligger "stridens æble" eller "stridens husblok", som er
tre vildt forskellige huse, hvor af det ene er Gaudi's Casa Battlo.
Desværre er det midterste af de tre huse under restaurering, så man kan ikke
få et samlet foto af dem, men Gaudi's hus er også nok i sig selv.
Facaden er dækket af små kakler, som giver et fiske-skæl lignende
overflade. Balkonnerne minder mest af alt om kranie-masker, og vinduerne
er "smeltede".
Hvor lykkelig kan man blive ... ens helt EGEN butik!
Selv lygtepælene på boulevarden er arkitektoniske bedrifter, og de er da
også aftegnet på vores turistkort som seværdigheder. 100 meter fra
"fiskehuset" dukker "stenbruddet" op. Gaudi byggede dette omkring 1910
til en forretningsmand, men han har nok været minimalt begejstret for
den almindelige mands navngivning af huset, og rygterne om at man holdt
slanger og krybdyr i stedet for hunde i dette besynderlige hus, som har
noget "Ringenes Herre"-mystik over sig.
Skorstenene minder om vulkanske pyramider, og huset er i det hele taget
meget "flydende" - som jo er et af Gaudi's kendetegn.
Vores arkitektoniske pilgrimsfærd fortsætter, og snart efter
står vi foran det hus, der i folkemunde hedder "Huset med spirene",
hvilket ikke er så underligt. "Casa Terrades" giver igen én
Disneyland-assosiationer, selv om det ikke er Hr. Gaudi, der står bag
denne kreation.
Klokken har nu passeret det magiske tidspunkt - klokken 12 - og
vi er fuldstændigt tørre i halsen af at kigge på alle disse sten. Det er
derfor ualmindelig velfortjent, at vi slår os ned på et nærliggende
gadehjørne, hvor en venlig tjener slæber 4 store fadøl og en stor skål
saltede mandler ud til os, så vi kan genoprette væske- og saltbalancen.
Her kommer
forhåbentlig også et billede af os, som Gurli tog!
Næste store udfordring er den ufærdige katedral "La Sagrada
Familia", som skulle være Gaudi's alt-overskyggende mesterværk i
Barcelona. Her tog han alligevel munden for fuld, og på grund af
afmatning i økonomien, kom projektet ikke så langt i hans levetid. Det
var Gaudi's plan, at katedralen skulle have 18 tårne: 12 for de 12
apostle, 4 for de 4 evangelister, et for den hellige Maria og et for
Jesus. Kirken har allerede sine 18 tårne - hvis man tæller alle
byggekranerne med. Der bygges nu vildt på kirken igen, og man planlægger,
at den skal stå klar i 2026 på 100-året for Gaudi's død. Desværre er
Gaudi's originale udkast til det samlede værk blevet ødelagt af
anarkister under borgerkrigen, så andre arkitekter har blandet sig,
hvilket desværre er tydeligt ... eller er det heldigvis?
Gaudi brugte de sidste 43 år af sit liv på denne imponerende katedral. Han
nåede "kun" at færdiggøre krypten (hvor han boede og ligger
begravet) og de fire tårne med
den vildt overdængede udsmykning. Juletræet med de hvide duer tager
prisen - man kommer til at tænke på ølgrotten i Tivoli. Jesus på
billedet i midten ... står han i en drypstenshule, eller er han ved at
blive slugt af et monster med store tænder?
Vi burde nok have set kirken indvendigt, men den daglige
Gaudi-ration var ved at være fyldt op, så den nærliggende skyggefulde
"Avenue Gaudi" med borde under træerne trak i os. De næste to timer
blev brugt på pizza og øl med udsigt til en lygtepæl, som på besynderlig
vis konkurrerede med Gaudi's fantasifulde tårne.
Efter denne genopladning havde vi igen mod på at studere
arkitektoniske efterladenskaber til menneskeheden, så da "bogen" lokkede
med "Hospital de la Santa Creu i Sant Pau" som et hospital bestående af
18 islamisk inspirerede pavillioner, blev vi nødt til at fortsætte 500
meter videre af Avenue Gaudi og se dette byggeri. Bygningerne er
klassificeret af UNESCO som verdensarv, og det er da også et meget
specielt område, der stadig fungerer som hospital.
Selv om det er varmt og vi er ved at være noget trætte i fødderne, så går
vi rundt og beskuer det imponerende område.
Til sidst må vi dog melde pas og indse, at vi ikke kan gå turen op til dagens sidste mål, som er Gaudi Parken i den nordlige del af Barcelona. Vi kan faktisk ikke engang finde ud af hospitals-området, så til sidst går vi hele vejen tilbage til hovedindgangen, hvor der heldigvis står masser af taxier og venter på os. Det er en pæn lang køretur op til parken - og det koster næsten ingenting, så vi indser, at taxi-muligheden er ideel, når metroen ikke dækker området.
Park Guell var en af Gaudi's store satsninger, som han designede for den rige industrifyrste Güell, der var en af hans trofaste støtter. Det var planen at anlægge en "haveby" på afstand af det centrale Barcelona, men projektet blev aldrig til mere end et par huse, da folk var skræmt ved tanken om at bo i disse meget specielle bygninger, og faktisk følte sig utrygge ved at bo så langt fra centrum, hvor de kunne blive ofre for anarkistisk terror op til første verdenskrig. Parken er da også en besynderlig blanding af Hans&Grete-land og en fremmed planet med forunderlige klippestrukturer.
 |
 |
 Gaudi boede selv til leje i dette hus, mens parken blev bygget. |
 |
 |
 |
Vi har nu MERE end rigeligt fået dækket vores behov for
Gaudi og hans værker. Vi diskuterer lidt om manden var gal eller
genial ... men forskellen er jo som regel ikke ret stor, så vi
træffer ingen beslutning. Vi finder hurtigt en taxi udenfor parken, så vi flyver i lav højde tilbage til hotellet, hvor vi dog kun gør et kort ophold. Pigerne vil gerne ud og shoppe lidt, og Henning og jeg affinder os snildt med den trange skæbne at blive efterladt et skyggefuldt sted med rigelige forsyninger af fadøl, hvor vi i ro og mag kan ordne verdenssituationen. På vejen runder vi vores lokale slagterbutik, som bugner af skinker, pølser og lokale specialiteter - og ikke mindst kunder. Der er stor prisforskel på tilsyneladende ens tørrede skinker, så vi vælger lidt i blinde. |
Vi rykker os kun ganske få parasoller fra fadølsbaren for at skifte til paella-restauranten, hvor aftensmaden bliver indtaget, mens det langsomt bliver mørkere.
Sikke en dag - vi har fået en stor overdosis arkitektur - men heldigvis en tilsvarende mængde kold øl til at skylle det ned med.