Vi fik en fin plads på det øverste dæk af skibet, hvorfra vi kunne få fine "skud" tilbage mod New York med Brooklyn Bridge i højre side og Jersey City til venstre.i staten New Jersey.

 Vi sejler i første omgang forbi Ellis Island og fortsætter ud til Frihedsgudinden. Det er dette syn, der siden 1886 har modtaget de mange emigranter fra alverdens lande, der er ankommet til New York. Statue of LIberty er 46 meter høj, men pga. soklen rager faklen 93 meter op over vandet.

 Vi gik ikke i land for at studere den høje statue, da man ikke kan komme ind i den pga. sikkerhedsforanstaltninger.

I stedet fortsatte vi direkte til Ellis Island, hvor næsten 12 millioner immigranter i perioden 1900 til 1924 kom igennem nåleøjet og slap ind i det forjættede land. Stedet var rigtig flot, og det var selvfølgelig igen National Park Service, der havde stået for den næsten 1 milliard kroner dyre restaurering af stedet, efter at det havde stået forladt til forfald i 30 år, siden det blev forladt i 1954. Ufatteligt mange mennesker kom gennem dette sted, for at komme ind i USA. Rekorden var 17. april 1907, hvor 11.747 mennesker passerede igennem stedet på én dag. Logistikken, der skulle til for at håndtere dette, må have været helt fantastisk.

  Vi startede med en 3 kvarters film om øen og alle de folk, der passerede igennem den. Dette blev i detaljer gennemgået, da vi havde fået udleveret audio-guider, og fulgte dens anvisninger og forklaringer rundt i hele komplekset, hvor der alle steder var opstillet effekter fra immigranterne, fotografier af de mange forskellige nationaliteter og forklaringer om den skræmmende oplevelse, som det måtte have været, at komme til et vildt fremmet land. Immigranterne startede med at stå i kø i den store "Registry Room", hvor folk med vurderet, og de syge eller mentalt handicappede blev sorteret fra til videre undersøgelse.


 De rigtigt uheldige fik ikke et nærmere kig på New York end gennem disse vinduer. For enden af rummet er tre adskilte trapper. Det havde stor betydning, hvilken trappe du blev sendt ned af. Familier blev splittet her, og de vidste ikke, hvad der skete, og forstod sikkert ikke meget af sproget. De uheldige blev undersøgt, og 2% af alle immigranterne blev straks sendt tilbage med det skib, som de ankom med. Hvis folk var moderat syge, blev de til gengæld behandlet godt, og blev gjort raske på øens hospital, inden de blev sendt ind til New York.
 Folk skulle også vise, at de havde penge med, så de kunne klare sig selv. Hvis folk tog med 1. eller 2. klasse til USA, så var det så dyrt, at de slet ikke kom ind til Ellis Island. Kun de "fattige" på "monkey class" skulle igennem her. Udstillingen viser alle slags billetter og penge, som er brugt til at komme til USA. Der er selvfølgelig også danske rejsebeviser og penge.

 Her er Passager Kontract for Carl Vilhelm Andreas Thueriecht Christensen, som er født i Kjøbenhavn og udstedt af Udvandringsagent M.C. Undall. Efter en hot-dog tog vi en båd tilbage til Manhattan og siger farvel til de smukke bygninger på Ellis Island.

 

Vi skulle nu med metroen til Chinatown. Lige ved stationen stod et halvsmadret kunstværk - det så underligt ud.  Det var selvfølgelig et værk, som stod under World Trade Center, og blev smadret den 11. september.

 Chinatown var ... Chinatown. Mærkelige frugter, masser af fisk og ikke mindst alverdens tørrede mystiske ting. Signe og Marie fik øje på en frugt, som de havde set i Irma til en formue, så den skulle selvfølgelig prøves. Det var den lyserøde djævlefrugt. (Eller var det dragefrugt?)


 Butikkerne og husene er meget farverig, men de er også typiske gamle New Yorker huse med udvendige brandstiger. De fleste butikker havde oceaner af ting liggende. Vi kiggede og pigerne nøjedes med at investere i to pakker ginseng-tyggegummi. Her er selvfølgelig turister,men langt de fleste handlende, er lokale kinesere. Deres forfædre er helt sikkert kommet til USA gennem Ellis Island.
 Efter en kort kaffepause i Starbucks gik vi til Broadway, hvorfra metroen susede os hjem.

 Nu startede den logistiske udfordring at pakke alle vores ting sammen, så vi var klar til at rykke ud af lejligheden kl. 11 i morgen. Det hele kunne være i 7 kufferter.
 Vi gik ud for at spise, og på vejen bestilte vi en taxi, som skulle køre os til JFK Lufthavnen. Ikke den billigste måde at komme derud på, men langt den nemmeste, når man har 7 kufferter.
 

I vores søgen efter restauranter passerede vi et par skobutikker, hvor Signe lige fik to par sko til. Vi endte på en japansk restaurant, som lokkede med sushi og anden god mad. Mens vi spiste gennemgik vi rejsen dag for dag og valgte personlige højdepunkter. Begge pigerne stemte på "shopping" (suk), Hanne stemte på Sanibel Island og jeg på drypstenshulerne. På vejen tilbage kom vi forbi et par lukkede butikker, som må presses ind i programmet i morgen. Hjemme igen sank alle pigerne sammen i sofaen og så "Project Runway", som har været det HELT store hit herovre. Det er unge mennesker, som kæmper mod hinanden om at designe modetøj, og så bliver stemt hjem én af gangen. (Dette fortsætter da vi kommer til Danmark. Signe og Marie har hentet 5 årgange af serien fra nettet og set alle afsnittene!!!!) Mens pigerne hygger, får jeg skrevet dagens dagbog og nydt en kold øl. En noget mindre stressende dag end de forrige - heldigvis.