Vi stod tidligt op og startede ud på den 440 miles / 700 km. lange køretur fra Niagara Falls til New York. Noget af vejen følte man, at motorvejen virkede endeløs ... men det skyldes nok den blankpolerede tankvogn, som vi kørte bagved.

 Det gik mildest talt flyvende! Bortset fra et enkelt vejarbejde holdt vi 100 km/t helt ind til centrum af New York, da man kan tage en express-way, hvor man lægger sig i et midterspor, som man ikke kan forlade, før man har passeret George Washington Bridge og lander på Manhattan. Med vores EZway Brobizz i forruden blev alle vores vej "tolls" klaret med et lille "bip". Øst og vest om Manhattan-øen løber der motorveje, så først da vi drejer af mod 79. Street, kom farten under 80 km/t. Imponerende! Vi havde forventet "filmkøer" af dimensioner hele vejen, men der har åbenbart ikke været nogen optagelser i dag. OK OK! Der var kø i fire baner for at komme UD af New York.
 Da hver anden gade i NY er ensrettet i samme retning, kunne vi hurtigt regne ud, at vi måtte ned ad en "lige" Street først for at komme tilbage af 73. Street, hvor vores hotel ligger. Det er faktisk pærenemt, og der var minimal trafik, så i FØRSTE forsøg landede vi foran hotellet, hvor vi dog måtte holde ulovligt LIGE foran en politibil for at læsse kufferter af. Hanne lyn-checkede ind, mens jeg holdt motoren kørende, og herefter tømte pigerne bilen ud på fortovet - nu 7 kufferter, 4 tasker og rygsække samt adskillige poser, mens jeg læste på kortet, hvor jeg skulle aflevere bilen. Det nærmeste AVIS-kontor var lukket, men andet sted blev bilen afleveret på under 60 sekunder, så forvandlingen fra bilist til fodgænger i New York er meget overraskende.

Det første, der slår én, er at her er så mange træer langs øst-vest "STREETs-vejene", som er ganske små. De nord-syd gående AVENUES er meget større, og her er der et mangfoldigt liv af små unikke butikker med farverige varer og indehavere fra hele verden.. Dette er virkelig en universel by, og her er overraskende meget plads, rimelig frisk luft og UENDELIGT mange gule taxier. Nogle steder er 4 ud af 5 biler en taxi, så vejen virker gul, når man venter ved en fodgængerovergang - hvilket de færreste New Yorkere dog gør - venter altså! Man vader bare ud. Man stikker straks ud som turist ved at standse op og fotografere to høje tvillinge-tårne, som giver mindelser om to andre berømte tårne her på den sydlige del af Manhattan. Der er også plads til bænke i New York, selv om nogle af de siddende virker lidt stive i betrækket.

 Betrækket er til gengæld meget blødt i sofaen i vores lejlighed, som Hanne allerede har indtager, da jeg når tilbage til lejligheden i vores "Hotel Tempo Apartments" på 240 West 73. Street. (Det betyder gade nr. 73, opgang 240 West ... for Central Park)
 Vi bor på 15. sal i en perfekt lejlighed. Stort køkken-stuerum med spisebord, sofa og TV samt to soveværelser med eget bad. Desværre virker airconditioneringen kun i det, der bliver Marie's værelse. I stuen virker det ikke, og der er slet ikke noget i de voksnes værelse - og her er TROPISK. Marie har igen ondt i hovedet, så hun hviller sig allerede, da jeg ankommer. Vi pakker ud og laver "to-do"-liste over de ting, som vi gerne vil gøre og se i New York. Der er en lille altan udenfor vinduet i voksen-soveværelset, hvorfra vi kan se ned på Broadway. Morsomt! Man skal kravle gennem vinduet for at komme ud på altanen.

 Ved 19-tiden forlader vi lejligheden uden Marie for at købe aftens- og morgenmad, og efter en hurtigt tur i elevatoren er vi nede fra 15. sal og står på Broadway. Vi går to blokke mod øst og når til Central Park, hvor vi passerer Dakota-bygningen, som John Lennon blev skudt foran i 1980.

 Lige indenfor i Central Park støder vi på området Strawberry Fields, som er opkaldt efter den berømte Beatles-sang, og her ligger Imagine-mindesmærket for John Lennon, som er dækket af sirligt arrangerede friske blomster.
 Parken er proppet med mennesker, hvoraf størsteparten løber, jogger, løber på rulleskøjter eller cykler. Vi kan høre musik fra instrumenter, og folk flyder på græsstykkerne mellem øens naturlige klipper, som stikker op overalt - også uden i søerne, hvor folk sidder og nyder dagens sidste solstråler. Her er også masser af sorte egern, og i baggrunden lurer højhusene. Vi mangler bare McLeod til hest!


 Vi går nordpå for at komme ud i nærheden af 80. Street, hvor der ifølge nettet skulle ligge en god madbutik. Da vi kommer ud og går langs parken, kan vi gennem ristene i fortovet høre, at metroen kører lige under os. Lyden fra stationernes højttalere blander sig med bilens støj på gaden, og vi går ved siden af en mega-stor park. Vi er i en MEGET stor by.
 Butikken Zabar's er lukket pga. det sene tidspunkt, så vi begynder at gå tilbage langs Broadway, som er den eneste avenue, der bryder det rektangulære vej-mønster ved at løbe skråt gennem Manhattan. Vi køber vin i en "liquor-store", sandwiches i en special-butik, frugt ved en bod og falder så ind i Fairway, der er et gigant-lækkert supermarked, hvor man kan få alt i frugt, grønt og ... alt andet. Klokken er tæt på 21 og gaden syder stadig af liv - netop det som New Yorkere elsker ved denne by.

 Marie er frisket lidt op, så "to-do"-listen bliver udvidet til et uopnåeligt antal ting, mens vi spiser. Så er det på hovedet i seng. Natten er tropisk. Kl. 03 vågner vi op og er totalt våde , men nu kan vinduerne åbnes, da luften er blevet køligere. Herefter sover vi som sten.