Vi stod op i rimelig tid, da vi har en meget lang køretur foran os i dag. Vi boede i hver sin bygning på hotellet, så vi hentede pigerne og gik til receptionen, hvor der kun var ét bord spisning - og underligt nok var der plads. Så blev kursen sat mod Niagara Falls.

Vi havde ikke forestillet os, at der skulle ske andet i dag end køretur og forhåbentlig lidt badning i hotellets lille pøl i dag. Køreturen var fuldstændig begivenhedsløs, men foregik det meste af turen i smukke bakkede og træbeklædte omgivelser. Frokost var to sandwiches til pigerne, 2 kaffe og et parfumeret stykke bananbrød til Hanne. Vi nåede uden problemer frem kl. 15.30 - præcis som Internet-vejguiden havde forudsagt.  "Budget Inn" er et U-formet et-plansmotel i bedste US-stil med et gigantisk reklameskilt i luften ud til vejen. Vi kan parkere ½ meter fra døren. Pølen var lille, men Marie sad derinde og solede efter 10 minutter. Hanne og jeg ryddede receptionen for mange gode brochurer og studerede mulighederne ved siden af Marie.

 Efter 20 minutter var planen klar og blev forelagt Signe, som sad på sin seng med sin PC og kommunikerede med omverdenen ved hjælp af det trådløse Internet. Vi ville tage til Canada-siden og se vandfaldene med lys på, spise aftensmad og se fyrværkeriet over faldene, som kun er der fredag og søndag. Vi kaster os ind i bilen og frygtede det værste mht. kaos og parkering, men det viser sig at være aldeles fredeligt med masser af parkeringsmuligheder til 10$, hvorefter indgangen til Niagara State Park så er gratis.

 Vi ser med det samme American Falls - det er sgu flot. Vender vi os om, kigger vi lige op på den store udsigtsplatform, som er bygget på USA-siden. Under gangbroen ud til platformen kan man se den store Rainbow Bridge, som forbinder USA og Canada. Det er den, vi skal gå over om lidt, hvis der ikke er nogle problemer med dette.

 Vi går ind i Niagara Falls State Park Visitor's Information Center og lægger en plan for i morgen, dvs. sejltur til faldet med én af de små "Mist of the Wind" både, en gåtur ned under faldet til "Cave of the Winds" og en IMAX-film i centeret. Vi spurgte, om der er problemer med at GÅ til Canada og retur og fik at vide, at man skal betale 50 cent pr. næse for at komme tilbage. Hvis det er det største problem, så er vi 'off to Canada' lige nu!

 Rainbow Bridge tager biler over i en masse baner i hver retning, men der er også fortov. Der er en flot udsigt oppe fra broen og et flot view ned over de to store fald. American Falls tordner ned i en masse store klippeblokke, som er faldet ned fra toppen af faldet, så det er i hvert fald ikke her, man tager en tur i en tønde. Det er ret tydeligt, at man på Canada-siden har bygget helt vildt. På USA-siden er der slet ikke nogen bygninger i nærheden af faldene. Heldigvis, kan man sige, for man ser jo kun faldene, når man står på Canada siden med ryggen til de høje bygninger.


 Det er ret sjovt at tænke sig, at pigernes oldefar var her for 100 år siden, og sendte et postkort til deres oldemor. Bortset fra højhusene, så ligner det sig selv. Farfar har altid sagt, at han blev "lavet", da Oldefar Rasmus L. Kroman kom tilbage fra USA, men da kortet er skrevet i 1911, så må oldemor have været gravid i 9 år, så det holder nok ikke helt.
 Midt på broen er grænsen. Pigerne skal selvfølgelig fotograferes med ét ben i hvert land.
 I Canada forhører en ung immigrations-officer os kort, og da jeg var i Canada i februar, får jeg ikke noget nyt stempel i passet - øv! Et Niagara Falls stempel havde ellers pyntet ved siden af Victoria Falls stemplet.

 Canada-siden er i modsætning til USA-siden det rene gedemarked, hvor hoteller er bygget helt op til kanten af "gorgen". Her er fuldstændig proppet med mennesker - meget værre end på US-siden. Men udsigten herfra er bare FLOT. Man har et perfekt overblik over faldene på den modsatte side. Nedenfor suser de små "Maid of the Mist" både frem og tilbage med blåklædte turister i regnfrakker, som skal helt hen til vandfaldet. Det ser nogen faretruende ud, så vi har noget at glæde os til i morgen.


 Alle stiller sig op til fotografering, så det gør vi selvfølgelig også. Pigerne har dog ikke så travlt med at stille sig op - de vil hellere kramme og fjolle.

 Vi kæmper os langsomt ned langs fortovet, da vi gerne vil til "Horseshoe Falls", inden det bliver mørkt. Lige så barsk American Falls er med sine kæmpestore skarpe klipper, som vandet tordner ned over, lige så perfekt er det hesteskoformede tæppe af vand, som kaster sig ud over kanten og uhindret rammer floden 53 meter længere nede.
Det er med andre ord HER, man tager turen i tønden, hvis man er tosset nok.

For enden af fortovet er vi helt tæt på - dvs. få meter fra faldets højre side. Der kommer lige en solstråle igennem, inden en sky tager dagens sidste sol, så vi fotograferer vildt.  Nedenunder os helt oppe ved tæppet af vand kæmper en lille "Maid of the Mist" båd sig rundt i den stærke strøm. Ind imellem forsvinder den i vandtågerne, så det må være ufatteligt vådt at stå på dækket og betragte det lidt skræmmende syn af så meget vand, der tordner ned i hovedet på én.

 

Pigerne er mega-sultne, men Hanne og jeg er bare rejse-forvirrede efter en lang køredag, der pludselig er blevet til næsten en hel dag i Canada. Vi kigger op og betragter de mennesker, der sidder i den luksuriøse restaurant under det canadiske ahorn-flag med direkte udsigt over faldet. Vi kan da lige gå ind og checke, hvad det koster - og vi kan se et ledigt bord ved vinduet.  Restaurant "Elements on the Falls" er ikke urimelig i prisen, men vi skal vente en halv time i baren, hvis vi vil have et bord ved vinduet. Vi kaster os begejstrede over i baren og bestiller øl, pinacolada og cola - og har vel at mærke et super-view herfra. (Check 360 grader fotoet på http://www.niagaraparks.com/dining/elementsonthefalls.php ) Det er stort!

 En halv time med denne udsigt går hurtigt, så vores øl må med ned til bordet - DET ER FOR VILDT! Man bliver nærmest svimmel af at sidde her og drikke øl, så tæt på de enorme mængder vand, der fosser ud over kanten lige under vinduet. (*)

 Vi bestiller en lokal flaske Shiraz rødvin - og lad os være helt ærlige: Canadisk rødvin er nok bedst i glögg. Lammekoteletterne var fremragende, men to var ikke noget stort måltid, så pigerne beordrer store isdesserter. Det er nu blevet mørkt udenfor, så man har tændt lyset på faldene. Farverne skifter fra hvid hen over gul til rød, grøn og blå, og det er næsten umuligt at fokusere på det store levende væsen, der som et spøgelse flagrer i hele synsfeltet. Vi når lige en kop kaffe og klarer betalingen, så vi kan være klar til fyrværkeriet klokken 22.

 Næppe er vi nået hen til kanten af fortovet i menneskemylderet, før den første raket stiger til vejrs og spreder sine farvede kugler ud over himlen tilbage ved American Falls. Det er fuldstændigt surrealistisk.


 Neonreklamer, pariserhjul og laserlys i luften på den canadiske side, to gigantiske fald belyst på den amerikanske side og en himmel fyldt af fyrværkeri. Det er muligvis ikke et ægte naturvidunder, meeeeen - det er fandeme flot!
 

Fyrværkeriet er meget flot, men brug af kunstige effekter må alligevel have provokeret Vorherre, for man skal ikke forsøge at overgå hans naturskabte overdådigheder. Det menneskeskabte fyrværkeri er kun lige slut, da et voldsomt tordenvejr sætter ind og sender kaskader af vand ned over os, mens lynene danser over himlen bag faldene.  Det er da helt utroligt! Vi fisker paraplyerne op af rygsækken og sætter fart på mod broen og returvejen til USA.  Da vi når frem til grænsen, er det stilnet af, men alt er drivende vådt. Vi betragter en sidste gang det farverige gedemarked, der ikke er blevet mindre strålende af at kunne spejle sig i alle vandpytterne på gaden.  For at komme ud af Canada, skal man smide 2*25cent i nogle maskiner som så slipper én igennem. Ups! Det havde vi glemt. Vi skal altså have 8 mønter for at komme hjem og sove. Heldigvis har Hanne 2 én-dollar-sedler, og der er vekselmaskiner, så vi slipper ud denne gang. Det er en meget kort formalitet at komme tilbage i USA, da vi jo har vores "green cards" fra indrejsen i Miami. Nu stiler vi lige mod toiletterne i Information Center - alt det vand fra oven (samt vin og øl) har gjort os alle meget trængende.

 Kort efter er vi tilbage på hotellet, hvor dagens over TRE HUNDREDE FOTO bliver betragtet i den lille elektroniske foto-viewer, mens Hanne sidder ret op og ned og sover i værelsets lænestol. Bare fordi vi nu IGEN har fået to dage ud af én.

(*) OK OK! Billedet ved bordet er snyd. Jeg tog først et billede af pigerne, hvor baggrunden kom flot med, men da tjeneren skulle tage ét af os alle fire, forsvandt hele udsigten i blitzlys. Jeg er derfor sat ind på billedet ... derfor har jeg vin i glasset, mens mit tomme glas OGSÅ står på bordet. Ja ja ... lidt snyd skader vel ikke, hvis man indrømmer det!