Op, morgenmad og så hurtigt af sted mod Washington centrum. Her er masser af parkeringspladser, men kun få ledige, og vi tosser en del rundt for at finde et sted tæt på Capitol. Nu er Capitol jo ikke lige sådan at overse, men vi havde ikke indset, at alt drejede sig om dette punkt. Alle punkter er mærket Sydøst, Sydvest, Nordøst og Nordvest i forhold til denne plads, så alle de nærmeste gader hedder "FIRST STREET se" ... og hvis man ikke lige opdager det lille "se", der markerer SouthEast, så er forvirringen over 4 "First Streets" total. Heldigvis var trafikken ikke så slem, så vi fandt en parkeringsplads på D-Street mellem 2. og 3. Street NW.

 Det er meget varmt, men vi er ovre ved Capitol på ingen tid. Flaget er oppe - der er møde i enten Senatet eller Repræsentanternes Hus. Vi kan derfor ikke bare vade ind, men må stille os i kø til "slusen" for at komme ind og lytte til de høje herrer ... og damer? Er Hillary og Obama derinde? Sikkerheden er mindst på højde med en lufthavn, så det går op for mig, at jeg ikke kan have min kniv med. Jeg har intet andet valg end at lægge den udenfor, så alle kan se den. Der er dog den fordel, at den ligger en halv meter fra en stærkt bevæbnet vagt.
 

Selv om der ikke er fri mulighed for at gå omkring, ser vi en del, inden AL elektronik inkl. bilnøgler og kamera bliver inddraget lige før selve senatsrummet. Her er blandt andet en del statuer af amerikanere, der har været vigtige for nationen. Vi får stukket en folder i hånden, som viser alles pladser i salen.  Der er 4 ledige siddepladser helt henne ved kanten af balkonen, så man kan se ned over salen. (Dette foto er fundet på nettet ... vi sad ved den røde prik!)  Senatorerne er i gang med at afslutte 8 dages debat om USA's energiproblemer nede i salen. "De" er dog kun 8-10 republikanere, der ikke har nogen demokrater at diskutere imod, så i stedet diskuterede de med hinanden, hvorfor de IKKE var nået frem til at kunne stille ét eneste forslag på energiområdet, som kunne have trukket det demokratiske flertal ind i salen til en afstemning. Det var ellers en interessant debat at havne i - men noget rystende at høre, hvor lidt de reelt kunne udrette. De var alle enige om, at de havde brug for mere energi til rådighed og et mindre samlet forbrug. Én fra Alaska foreslog, at man igen skulle overveje kul, og mente at man skulle undersøge, hvordan man kunne lagre CO2 i jorden. Kun én foreslog, at man måske skulle have biler, der kunne køre længere på literen (gallons altså!). Ingen foreslog at man kunne hæve frostgrænsen i airconditionerede bygninger. Men alle var enige om, at det ikke var rart at skulle købe så meget olie, hos folk, "som vi ikke er venner med"! Rystende! Ikke underligt at USA sviner så meget med energien, når de absolutte topledere i landet ikke kan beslutte selv det mindste tiltag. (Senere samme dag så vi på CNN, at Senatet netop denne dag havde besluttet en lov, som skulle sikre folk mod at gå fra hus og hjem, så de kunne belåne ENDNU mere i deres huse ... og i dag ved vi jo godt, hvad det medførte!)  Debatten sluttede, og vi gik videre, hvor vi så "Old Supreme Court", som er et flot men mørkt rum, da her ikke er nogen vinduer. Her må have været buldermørkt før elektricitetens dage.

Vi prøvede nu at snige os op i Capitol, så vi kunne komme til at se den store hal med kuplen i toppen. Det lykkedes os at komme derind, og her var en del andre turister, men da en vagt opdagede, at vi ikke var en del af en guidet rundvisning, blev vi smidt ud.  Vi nåede heldigvis at tage et par billeder - men desværre ikke ét af Pocahontas der bliver døbt i 1613. Pocahontas er jo også en Disney-film om den unge indianerpige, der bliver gift med soldaten John Smith. I virkeligheden blev hun forladt af John og giftede sig i stedet med farmeren John Rolfe, og de tog til England, hvor hun blev syg og døde, men det har Disney nok ikke kunnet lide. "Den Lille Havfrue" og "Klokkeren fra Notre Dame" overlever jo også i Disney's versioner.

Godt at man kan finde billedet på nettet!

Ude i solen igen kommer vi ud på den modsatte side, så vi har et flot vue ned over "The National Mall", som er den lange grønne strækning fra Capitol med kæmper museer på begge sider, der ender i Arlington Kirkegården adskillige kilometer væk. Nu må Hanne og pigerne vente på, at jeg løber hele vejen rundt fra udgangen og om til slusen, hvor min maskinpistolbevæbnede ven passer godt på min kniv. Ganske fin ordning!

 Vi traskede langsomt ned gennem den grønne plæne og kigger på de store bygninger, men besluttede at gå ind på Naturhistorisk Museum for at spise frokost - og store småkager til dessert. Også her var der streng kontrol, så denne gang blev kniven gravet ned i en blomsterkrukke udenfor - forhåbentlig uden at nogen så det. Det var fint nok, bortset fra at man nærmest skulle stå i kø igen for at kunne hente den, da vi kom ud.
 

	Vi går videre og passerer det 169 meter høje Washington Monument, som har en indvendig elevator, så man kan komme op og kigge ud gennem to bittesmå huller. Tårnet er omkranset af 50 flag og en masse mennesker.  Enten er det meget små mennesker, der venter på at komme ind, eller også er tårnet temmelig højt.

	Næste mål var "The White House", som man ikke kan besøge, med mindre man kender nogen og har bestilt tid månedsvis i forvejen - og vi omgås jo ikke George Bush, så vi måtte pænt stille os op som journalister udenfor, og lade os fotografere med verdens mægtigste mands bolig i baggrunden.  Det er ikke statuer, der står på taget, men armerede vagter, der trasker rundt og bevogter.

 Vi ville egentlig have set verdens største diamant, The Hope Diamond" på Naturhistorisk på vejen tilbage, men klokken var 16, og vi skulle også køre en del i dag, så vi begyndte at gå tilbage mod bilen. Vi kom tilfældigt forbi "The White House Visitor Center", som viste sig at have status som National Park, dvs. vi kunne få en park-folder til vores efterhånden store samling. Endnu en gang blev kniven gemt - denne gang under en busk foran indgangen. Indenfor så vi en udmærket film om Det Hvide Hus' indretning og de mange gæster, som havde besøgt stedet. Oprindeligt boede gæster inde i selve Det Hvide Hus, men det fik Winston Churchill sat en stopper for ved at vandre rundt en nat og forstyrre Præsident Roosevelt, da Churchill ville have afsluttet en diskussion. Fremover sov gæster i et nærliggende hus, som de ikke kunne forlade om natten.
 Nu gik turen for tredje gang tilbage mod bilen - og endnu engang med kniven i god behold. Vi passerede Ford Theater, hvor Lincoln blev myrdet, men det var lukket pga. ombygning.

 Meget passende ligger den kolossale FBI Bygning lige overfor, og her fik pigerne udspillet deres fantasier om at blive agenter ... i hvert fald lidt.

 Vi skulle lige nå Arlington Kirkegården, inden vi forlod Washington, og på vej dertil parkerede vi, så vi kunne gå ind og se det store monument, som er lavet efter fotoet af de marinesoldater, der planter det amerikanske flag på den japanske ø Iwo Jima under et af de voldsomme slag i 2. verdenskrig.

 Se filmen "Flags of our Fathers" - den beskriver  fremragende hvordan Joseph Rosental tog dette foto 23. februar 1945. Tre af soldaterne overlevede og kunne selv stå model til deres statuer.
 Lidt længere fremme ligger et enormt parkeringsanlæg, der uden problemer også havde plads til vores bil. Vi gik gennem informationscenteret og kom ud i selve parken, hvor vi fulgte skiltene mod John F. Kennedy's evige flamme.


 Jacqueline Kennedy Onassis har nu fået plads ved siden af ham, og de har sammen en meget flot udsigt ned over Capitol og den høje Washington Monument nål. Det suger i maven at stå her, hvor en så kendt person ligger begravet - specielt når man kan huske dagen i 1963, hvor han blev myrdet.

 Arlington er en skov af helt hvide gravsten, men det er ikke som forventet kun faldne soldater, der ligger her. Mange familier ligger samlet her, og nogen af soldaterne må være død af alderdom - med mindre de gik i krig som 80-årige. Visse steder er der endda skrevet navn på hustruer og børn på bagsiden af gravstenen, for at få markeret alle.


 Her ligger over 320.000 mennesker begravet, og ca. 27 nye kommer til hver dag. De første 16.000 grave kom ilige efter borgerkrigen, og siden har hver eneste krig, som USA har deltaget i bidraget til at forøge antallet af grave. Her ligger der endda sømænd fra det sunkne USS Maine, som vi også så grave fra på Key West. Arlington er et meget smukt sted, men vejret var også med os i dag.

 Nu kørte vi i ét stræk 2-3 timer i retning mod Niagara Falls, så vi endte i Harrisburg. Her er man næppe så vant til at have udenlandske turister, for det var en kamp for den stakkels receptionist, at få os skrevet ind, da vi ikke havde 5 cifre i vores postnummer! Det lykkedes dog, og vi fik også uden problemer købt mad i en nærliggende Burger King, da vi ikke orkede at spise fint. Der var dog så koldt pga. aircondition, at vi tog maden med os os spiste på hotellet, hvilket ikke var så tosset, for så kunne vi jo drikke øl til.
 Sikke en dag - man kan alligevel nå at se meget af en storby på én dag!