Vi er tidligt oppe i forhold til vores standard, så vi er alene i morgenmadscaféen, hvor store spejle gør det umuligt at være morgengrim i fred. Vi kan komme tidligt af sted, men da Marie ser pølen, sukker hun ved tanken om endnu en dag i en naturpark: "Her kunne jeg godt ligge en hel dag". To minutter efter ligger både Marie og Signe i solen.

 Afgangen bliver derfor hurtig udsat, da resten af familien egentlig har det på samme måde, så efter en badetur og lidt solning i det dejlige vejr, forlader vi først hotellet, da vi bliver smidt ud kl. 11.

 Det er en kort køretur hen til "Shenandouah National Park", hvor vi bliver mødt af fire kvindelige parkbetjente og en græssende hjort lige ved indgangen.

 Vi smider bilen og  får en snak med dem, mens Signe fotograferer dyrene.
 Shenandouah er efter vores mening langt mere underholdende end Great Smokey Mountains, da her er mere varieret og mindre bevoksning, så man bedre kan se ud fra bilen. Det hele er ikke én grøn mur og grønne tæpper over bjergene.

 Vi ser en enkelt "groundhog" (mumeldyr) og et par hjorte, men ellers er der ikke meget synligt liv ud over fuglene og en masse sommerfugle. Men det er absolut et meget smukt område, som bliver flot præsenteret på denne smukke dag.

 Vi kom ind af en sideindgang til parken, og smutter også ud af en anden sideindgang, så vi ser kun en tredjedel af parken. Der er ellers 150 km. vej på toppen af bjergene, som meget smukt er døbt "Skyline View", men vejen snørkler sig meget og man kommer kun 70 km. mod nord på hele turen.

Nu kører vi direkte mod Luray Caverns, som egentlig skulle have være "Skyline Caverns", som "Turen går til" foreslog, da den ligger mere på den lige vej til Washington, men Luray skulle ifølge nettet være både større og flottere. Her er en flot parkering helt uden gøgl - måske lige bortset fra en imponerende labyrint lavet af hække, som vi ikke tør prøve. Vi skulle jo gerne videre i dag!

 Der er ikke så lang ventetid, så ved 15-tiden starter vi på et guidet hold, med en guide som desværre er temmelig svær at forstå. Kun et par minutter inde i turen bliver han afløst af Paul, som taler helt klart og tydeligt - herligt. Det viser sig dog, at den stakkels første guide har brækket en tand, så han forlader os og haster af sted mod tandlægen.
 Hulerne er intet mindre end fantastiske. De blev opdaget i 1878 af tre lokale mænd, som ved en tvangsauktion købte området af den lokale farmer - uden at fortælle ham om deres fund. De næste 5-10 år gik derfor med retssager om handelen, og diverse konsortier ejede derfor stedet frem til 1905, hvor den nuværende ejerfamilie overtog stedet.
 Her er en fremragende belysning, og de støbte gangstier gør det nemt at se det hele i flere niveauer. Drypstene er det flotteste, vi nogensinde har set, og vi har ellers set en del af disse huler. Visse steder er der vand på gulvet, så det hele spejler sig, og det er svært at se, hvad der er stalagmitter (dem der starter fra gulvet) og stalagtitter, som hænger ned fra loftet.

 Her har drypstene formet det, som man kalder gardiner. Det er bølgende flader af aflejringer, og de er røde pga. jern i det indtørrede vand.

 Her er en stor stalagmit knækket af og styrtet ned på gulvet. De "små" mennesker giver en god idé om, hvor stort det hele er.

 

Højdepunktet er sidst på turen, hvor vi kommer ind i en stor sal fyldt med drypsten fra loftet. Her afholdt man i gamle dage fester, da her var behageligt køligt om sommeren og tilsvarende lunt om vinteren - altså samme temperatur på 12 grader hele året rundt. Nu bliver her mest foretaget vielser, og til det formål er verdens største og mest underlige instrument installeret: Et drypstens orgel! Fra 1956 og tre år frem gik Leland W. Sprinckle rundt og slog på stalagmitterne for at lytte til dem, og ved at skære lidt af nogen af dem, blev de afstemt perfekt.

Herefter satte han små elektriske gummihammere og mikrofoner op på de udvalgte drypsten, og han kunne styre det hele fra sit orgel midt i salen. Vi får en demonstration af det, som er styret automatisk, uden at nogen behøver at sidde ved tangenter.  Lyt selv til verdens STØRSTE instrument her.

 På vej ud kommer vi forbi ønskebrønden, som skulle være verdens mest lukrative brønd. Siden den blev oprettet, har den indtjent over 750.000$, som går til godgørende formål. Vi smider selvfølgelig også penge i, og bunden af søen ligner en kulisse fra en piratfilm med alle de glimtende mønter.


 Det sidste, vi ser i hulen, er nogle afbrækkede stalagmitter, som er blevet berørt af så mange mennesker, at stenen er blevet helt glat. Det ligner derfor et spejlæg!
 I 1901 byggede ejeren af hulen et sanatorium lige over stedet og borede et hul nu i hulen, så man kunne føre kold luft op i huset. På denne måde blev dette hus det første air-conditionerede hus i USA. Det er derfor behageligt varmt, da vi kommer ud i solen igen. Vi finder lidt meget sen frokost, inden vi tager det sidste hop.

 Vi kører nu direkte til Washington, som vi skal køre igennem for at overnatte i Anaheim, som er en forstad øst for selve byen. Nu begynder der at bliver MEGET trafik, og vi kommer igennem 10-sporede motorveje, hvor der er broer, ind- og udfletninger over alt. Her har Hanne fanget et billede via sidespejlet.

 Washington skulle være ét af de mest kriminelle områder i USA, så det er med en vis uro, vi konstaterer, at receptionen på hotellet er et bur af skudsikkert glas. Hotellet fejler dog ikke noget, og pigerne er begejstrede over, at der ligger en Wal-Mart lige overfor. Lige ved siden af hotellet ligger en stor italiensk restaurant, som vi beslutter at spise på. Det var nok ikke verdens smarteste beslutning, da her bliver afholdt High School Reunion for en masse mennesker, og her er så støjende, at vi simpelthen ikke kan høre, hvad vi siger. Vi bestiller ALT for meget mad, så vi forlader restauranten med to hele pizzaer og en høreskade.
 Nu er pigerne klar til at gå i Wal-Mart, men det gider jeg ikke, så jeg går op og læser, og de trasker af sted mod butikken. Der går dog ikke ret længe, før jeg modtager en SMS om, at de gerne vil afhentes kl. 23, når butikken lukker, da der var en temmelig lang og mørk vej hen over motorvejen og parkeringsområdet. Jeg bliver lidt bekymret og tropper noget hurtigere op for at konstatere, at pigerne er de eneste hvide kunder - hvilket de ikke selv havde lagt mærke til. Der er absolut heller ikke nogen problemer, så vi kommer godt tilbage og tørner ind, så vi kan være friske til en lang dag i USA's hovedstad i morgen.