| Uret ringer meget tidligt, og vi spiser morgenmad
allerede 7.30. En time senere starter vi bilen og flyver i lav højde
nordpå mod Cherokee Indianer-land og "Black Smokey Mountains". Der er stadig en del af de meget store containerlastbiler på vejen, og de mener stadig, at det er helt OK at ligge og spærre for al trafik i overhalingsbanen. Men OK ... man lægger sig heller ikke og forsøger at presse dem. Vi forlader Georgia og kører ind i South Carolina, hvor det begynder at blive lidt bakket med skovbevoksning. Da vi når North Carolina, starter bjergene. De er ganske rigtigt "sorte" med en tæt dis over sig. |
 |
Noget af vejen tager vi på toppen af Appalache Bjergkæden, som strækker
sig helt op til Washington. På selve toppen ligger "Blue Ridge Parkway", som
er en ganske smal vej, hvor man kun må køre 50 km i timen - til gengæld er
her nogle fantastiske udsigter. Der ER faktisk en park-vej. Der er i hvert
fald nydeligt slåede græskanter langs vejen.
Det hele går i forrygende fart i modsætning til i går, og efter to
kaffe-holdt er vi fremme allerede lidt i tre, hvor vi uden problemer kommer
ind på hotellet. Kort efter er pigerne i pølen, og Hanne og jeg tager til
"Black Smokey Mountains" national parkens indgang, som kun er 5 minutters
kørsel væk for at hente materiale om mulighederne for i morgen.
Selve Cherokee By er et gedemarked af turisme, men vores hotel
ligger heldigvis helt henne ved parken, hvor det er meget fredeligere. Efter
at have købt kort og fået vejledning af en som-sædvanligt meget rar og
hjælpsom Park Ranger, går vi en kort tur hen og ser på et gammelt hus a la
Frilandsmuseet, som er håndbygget af John Davis og familie fra 1899 og to år
frem. Plankerne er flækket på langs og stykket sammen i enderne, så de
holder sig selv. Pga. de skrånende sider løber regnvandet fra plankerne i
stedet for at løbe ind i huset. Der er rigtig flot håndværk.
De store børn har samlet stenene til skorstenen - og vi kan ikke engang få
vores til at tømme opvaskemaskinen!!!
Her er varmt, men langt fra så slemt som i Savannah, så vi skynder
os tilbage til pøl-kanten, hvor vi studerer materialet og de små kolibrier,
som med usynlige vingeslag står helt stille i luften og suger sukkervand af
de opsatte foderautomater. Med kameraet på 1/1000 sekund lukketid lykkes det
dog at fange vingerne efter mange forsøg.
| Ved aftensmads tid trasker vi 100 meter ned ad
vejen forbi "Cherokee High School", hvor der lige nu er fodboldkamp. Et noget besynderligt skilt på hegnet til skolen meddeler let skadefro, at skolen skam snart åbner igen! |
 |
Der er helt sorte skyer, og det lyner over bjergene, men det regner
ikke. Vi når frem til et flot stor bjælkehus, som indeholder en restaurant,
og går ind og bestiller mad og ØL. WHAT! DET ER "DRY AREA"! Det er et chock!
Her er vi for én gangs skyld ikke i bil, og så er vi i et indianerreservat,
hvor man ikke kan købe øl. Og vi har kun én øl i køleskabet på værelset. En
meget sød servitrice fortæller os, at vi skam godt må medbringe vores egne
øl, hvis de er pakket ind i papir, men vi overgiver os og bestiller sodavand
og 4 STORE bøffer.
Det er aldeles udmærket, og stopmætte trasker vi over på tanken efter
middagen, for at købe øl. Men her har de også kun sodavand!
KATASTROFEOMRÅDE! I stedet investerer pigerne vores penge i et par pelshuer,
som klæ'r dem temmelig godt, når de helt saglige forældre skal sige det.
Signe og Marie plager hele aftenen om at komme ud og "white water rafte" i morgen, dvs. tage turen ned ad en vild flod i en gummibåd. Det smadrer totalt vores planer om gåture til små vandfald, og diskussionen ender først efter flere timer, da det går op for os, at ingen forsikring vil dække for evt. skader, og det er næppe helt ufarligt. Vi må i alle tilfælde stå op og se på vejret, inden vi beslutter os for noget, for de truer med regn. Så HELT tørlagt er North Carolina altså ikke! Men vi er da heldigvis ikke i Texas - her er Hurricane Dolly lige nu på vej ind over land.