Lige indenfor indgangen i Visitors Center kigger vi kort på raketudstillingen, hvor "gamle" Atlas, Titan, Mercury, Gemini og Saturn 1 raketter står udstillet. Jeg får mulighed for at kravle ind i den lille Mercury kapsel, som var den første, der bragte en amerikaner ud i rummet i 1961. Der er godt nok ikke meget plads i den til mine lange ben. Men OK! Kapslen kom aldrig helt rundt om jorden - det var mere et langt skud ud over stillehavet.


 Her studerer pigerne Saturn 1 raketten, og til højre har Hanne taget turen over gangbroen, for at gå ombord i selve rumkapslen. Dette skulle egentlig foregår i 80 meters højde, men vi er meget godt tilfredse med at kunne studere det hele fra jordhøjde. Denne Saturn 1 raket var faktisk en reserve-raket, som man havde stående, hvis noget gik galt med det første rumlaboratorium, som hed Skylab. Men intet gik galt, så derfor om den aldrig i luften.

 Der er tre steder på Kennedy Space Center, som man kan besøge, og den eneste måde at komme rundt på, er at tage rundturs-busserne, som afgår hver halve time. Vi tager én af de første, og kører forbi den enorme samlehal, som er én af verden største bygninger rent volume-mæssigt. For at give os et indtryk af størrelsen , forklarer buschaufføren os, at hver stjerne i det amerikanske flag på bygningen er to meter høj. OK ... det ER en stor bygning! Men den har også tidligere været brugt til at samle de store Saturn 5 raketter, og de var næsten 120 meter høje.
 Herefter kører vi forbi "orbiter" service-byningerne til rumfærgerne Endevour, Columbia og Atlantis. Folkene på Kennedy Space Center kalder selve rumfærgen for "orbiter", da enheden kan sendes i "orbit", altså i en bane omkring jorden. I de tre bygninger bliver hver sin rumfærge efterset og klargjort til næste mission.

 Kort efter er vi ved første stop: Udsigtpunktet over affyringsrampe 39A og 39B, hvorfra rumfærgerne sendes op i rummet. Det var også herfra, at måneraketterne blev sendt op. Det er igen kvælende varmt i Florida - 97F dvs. næsten 40 grader celcius. I en indendørs biograf ser vi en film om opgaven med at klargøre en "orbiter" fra landing til opsendelse. Der er styr på tingene her - det er en ren forlystelsespark, men her kommer også tusindvis besøgende hvert år ... plus de mange mennesker her kommer for at overvære en opsendelse af satellitter og rumfærger. Fra toppen af udsigtstårnet kan vi følge hele den lange vej, som rumfærgen triller, når den langsomt køres fra samlehallen og ud til affyringsrampen. Den ræser af sted ... næsten 1½ kilometer i timen.

 Den næste bus fører os videre til Saturn V / Apollo udstillingen, som er en flot og underholdende udstilling om Apollo programmet, der førte mennesket til månen. I hele bygningens længde ligger den kolossale Saturn 5 raket, som bragte astronauterne i rummet. Den er 113 meter lang, og det virker endnu mere overvældende, når den ligger ned. Det er ufatteligt, at man kan få sådan en lang raket til at holde balancen oven på disse 5 enorme raketmotorer.


 Langs raketten hænger alle emblemerne fra Apollo missionerne med navnene på astronauterne. Ved Apollo 12's emblem hænger selve månelandingsfartøjet under loftet godt pakket ind i guldfolie, som reflekterede varmen fra solen, så fartøjet ikke blev for varmt.

 I lokalerne langs det lange rum er der udstillinger om forskellige emner i forbindelse med rumturene. Et sted står månebilen, og her kan Signe røre ved et stykke af månen. Det var hun alligevel lidt imponeret over - og der skal ellers meget til. Det er meget fascinerede at gå under den enorme raket. Hvordan i hulen har de fået over 3 millioner kg. i luften?

 Sidste stop på busturen er International Space Station Center, hvor den første halvdel er udstilling, og går man over vejen, kommer man over i den "rigtige" del, hvor folk arbejder med at forberede de ting ("payload"), som skal sendes op til rumstationen med rumfærgerne.

 I dag er her dog mennesketomt, da det er week-end, og der ingen opsendelser er den næste måned. Vi nøjes med at studere de mange ting gennem vinduerne, som står og venter på at blive sendt ud i rummet. En vagt fortæller os, at det er "good news", at ingen arbejder i week-enden. Det betyder, at tidsplanen for næste opsendelse holder. Tilbage på den første side af vejen er der udstilling om rumstationen, og her kan vi gå rundt i nogle af modulerne fra stationen. Det havde nok været lidt sjovere at svæve vægtløse rundt, men det har de altså ikke kunne lave til os! Her studerer Signe et biologiforsøg, som er ved at blive udført i rumstationen. Vi spørger interesseret, om hun ikke skal ud i rummet og lave forsøg? Det er absolut ikke er nødvendigt, mener hun!

 Tilbage i Visitors Center prøver vi "Shuttle Launch Simulator", som rent fysisk sender os ud i rummet med en rumfærge. Det er selvfølgelig ren "tivoli", men det er død-godt lavet. Vi starter med at stå i kø og se en film om, hvordan astronauter beskriver en opsendelse, og hvor realistisk vores opsendelse er. Herefter bliver vi ført ind i en container, som passer ind i lastrummet på en rumfærge. Vi bliver spændt fast i vores sæder, og vi mærker hvordan rumfærgen bliver rejst til lodret stilling, så vi nu ligger på ryggen klar til opsendelse.
 
 Vi kan følge med i nedtællingen, og da raketmotorerne starter, ryster det hele helt vanvittigt, og vi mærker et voldsomt tryk i ryggen, mens vi accelererer ud i rummet. Vi mærker et stort ryk, da de to store løfteraketter forlader rumfærgen, og til sidst er vi vægtløse. Da vi er ude i rummet åbner lugerene på rumfærgen sig, så vi med hovedet nedad, kan kigge lige ned på jorden, som svæver under os i det sorte verdensrum med stjerner i baggrunden. Det er SUPER-godt lavet. Man kan undre sig over, at noget teknik kan holde til at blive rystet på denne måde, for det er absolut ikke overdrevet, men en meget realistisk gengivelse af, hvad der rent faktisk sker under en opsendelse.
 På forunderlig vis kan vi lande et halvt minut efter og forlade vores sæde. Vi går ned til udgangsniveau i en stor spiraltrappe, hvor vi passerer logoerne og astronaut-navnene fra de 117 missioner fra rumfærgerne, som har været i rummet. 2 af logoerne er ikke i farve, men er diskrete grå. Alle ved hvorfor.

 Udenfor står den så ... den flotte rumfærge. Dette er "Explorer", som vi har mulighed for at komme ind i. Det er en flot maskine - en mellemting mellem et rumskib og en flyvemaskine. Det er imponerende at tænke sig, at hvis rumfærgen ikke kan lande her i Florida, men må lande et andet sted i USA, så bliver den transporteret tilbage hertil spændt fast på ryggen af en Jumbojet. Her er ikke fyldt med fastspændte turister i lastrummet, men til gengæld er her en satellit, som åbenbart aldrig skal ud i rummet.


 Under rumfærgen studerer vi de meget berømte kakler, som altid har været et af rumfærgens store problemer. Taber den en af disse, så brænder færgen op på vej ned gennem atmosfæren ... og det er jo desværre sket én gang. Hver enkelt kakkel er nummereret individuelt, og efter sigende skulle ALLE kakler være forskellige!

 Vi spiser hurtigt en gang fast-food, så vi kan nå at se den næste 3D-film i biografen ved siden af. Det er en IMAX-film, som vises på et kæmpelærred og omhandler den internationale rumstation. Den er meget flot. Der er fantastiske billeder af vægtløse astronauter og kosmonatuter, som arbejder i rummet. Godt at se at russerne og amerikanerne kan finde ud af at arbejde fredeligt sammen ude i rummet.

 Vi starter igen vores egen motor og flyver i lav højde mod Jacksonville på 2½ time, hvor vi checker ind på Days Inn. Det er super-kvalitet til samme pris som i går - men helt uden tilsvarende dyreliv.

 Vi tager bilen ind til centrum, hvor vi går en fin tur langs vandet og kigger på de mange broer i byen.


 På en plads foran et indkøbscenter spiller et rockband. Vi kan se på en plakat, at der er rock-uge i Jacksonville. Øv! For to dage siden spillede bandet Kansas ... dem har vi temmelig mange CD'er med. Dem ville vi godt have set.  Aftensmaden bliver spist på en italiensk restaurant, hvor vi i sædvanlig stil lige når at kaste os ind inden lukketid, så vi er allerede ude ved halv ti-tiden.