Ved morgenmaden er der enighed om at tage på en sejltur, som Hanne har fundet i én af de mange brochurer, som vi fik i receptionen. Vi ringer og reserverer pladser, og herefter er det igen solning og badning.
Vi
kørte 5 minutter ned ad vejen mod Tarpon Bay Explorer Boat Tours. På vejen
ser vi de mange skilte, som advarer mod krydsende skildpadder. I modsætning
til Florida panteren, så er de her rent faktisk. Samme eftermiddag tusser
denne lille fyr rundt og græsser lige ved siden af hotellet.
I centeret viser en ældre herre, som hedder Bill, os rundt til at starte
med. Han har styr på sit vand-miljø, og som alle andre vandbiologer er han
vild med filmen "Find Nemo", da alle detaljer i filmen er korrekte - lige
bortset fra at fisk ikke taler. Det var er fremragende gennemgang af fisk og
snegle i den lille udstilling, hvor der også var en "røre-tank" for snegle,
hesteskokrabber og diverse fisk.
 |
 Vi får en længere forklaring om snegle og krebsdyr. De er nogle små djævle, der spiser alt, hvad de kommer i nærheden af ... også gerne andre snegle. Men deres huse er enorm flotte. Til venstre at skjold fra en af de store skildpadder, der om natten kommer op på stranden for at lægge æg. Nedenfor en hesteskokrabbe der mildest talt ligner en krabbe, der har skjult sig i en hestehov. |
 |
 |
Der er desværre en del børn med, bla. to små drenge, som skulle have været kvalt ved fødslen. De var en pestillens på hele turen, hvor de støjede og skabte sig. Hvad tænker folk på, når de tager unger på 4 år med på en to-timers tur, hvor man skal se på dyr? Vi mindedes vores Afrika-tur, hvor børn under 10 år var bandlyst.
Efter turen indendørs gik vi ombord på en overdækket pram-båd og
tøffede ud i mangrovebugten. Her er virkelig mange fugle, så Signe slipper
ikke det store kamera.
Der var mange nummererede sejlrende-pæle i bugten, og på hver ENESTE pæl
sad en ny fugl, som om de var sømmet fast til pælene som en slags
udstilling. Måske er det den lokale fugle-pælesidnings-konkurrence? Vi fik
dog ikke udleveret en folder, hvor vi kunne se hvilke numre, der svarede til
hvilke fugle. I stedet fortalte Bill på hele turen om, hvad vi så og
knyttede som regel en lille historie til hvert dyr.
Når man så har fulgt alle skiltene i indsejlingen, når man til det sidste,
hvor en brun pelikan vogter ved skiltet "No Entry Area", så man ikke sejler
videre ... eller i hvert fald kun sejler hen til havnen ved Centeret.
Nogle af mangroveøerne var yndede redepladser for bla. brune
pelikaner, da vaskebjørne og slanger ikke bevæger sig ud i vandet. De store
fugle er hele tiden i bevægelse og styrtdykker efter fisk, så der er
rigeligt at se på.
Store Osprey rovfugle havde slået sig ned på opsatte redepladser,
som el-væsenet havde sat op, så fuglene ikke forsøgte sig i lygtepælene og
kom af dage, samtidig med at de afbrød strømmen. På pælene er der en lang
metalinddækning, der er så glat at vaskebjørnene ikke kan kravle op ad pælen
og hærge reden. Smart!
Mangroven her er "red mangrove", som afgiver megen farve til vandet. Nogle steder virker vandet nærmest rødt, men der er selvfølgelig også bunden, der er farvet. Vandet her er også meget rent. Hver østers filtrerer dagligt 400 liter vand for små partikler for at få føde. Ikke underligt at de er de første, der bliver syge, hvis der er skidt eller kemikalier i vandet.
På vej tilbage ser vi et par delfin-finner - områdets delfiner er
meget små. Desværre dukkede der ikke nogen manater op - altså søkøer. Dem
ville vi ellers gerne have set, da vi heller ikke så nogen i Everglades.
Det var gloende varmt, da vi kom på land igen, så vi røg hurtigt
hjem i pølen og videre ind i skyggen.
Aftensmaden var de fine rester fra de to foregående dage - der skal ryddes op - vi skal jo videre i morgen. PC'en blev konsulteret med hensyn til de lange ruter, som venter os på vej mod Washington og Niagara Falls og videre mod New York. Der er ture på op til 8 timers kørsel pr. dag.
Efter aftensmaden kunne vi nærmest læne os ud over rækværket, så
var vi nede på stranden igen ligesom hundredvis af andre, der nød dagens
solnedgang - desværre uden skyer, så det var langt fra så smukt som i går.
Her ser vi på en ny markeret skildpadde-rede, som ikke var her i går.
Pigerne var med og blev grebet af den lokale dille med at samle
sneglehuse, muslingeskaller og konkylier. De er også MEGET flotte. (Og de
står nu og pynter på bordet i stuen i de flotte glaslysestager.)
Der var en butik på øen, som hed "She Sells Sea Shells". Prøv lige at sige
det ti gange hurtigt efter hinanden!!!
Det hele gløder, så det er umuligt at se hvor havet går over i himmel. Med
lommerne fulde af skaller vendte vi tilbage og hyggede os resten af aftenen
med TV, bøger og masser af nye fotografier af solnedgangen.
Hanne og jeg er enige om, at det ikke er sidste gang, at vi er på Sanibel Island.