Vi kører ud til det første punkt "Royal Palm", som rangeren har udpeget og smører os grundigt ind. Her kan vi gå en flot rundtur, som starter på en sti, der går langs vandet, hvor vi ser en masse grønne planter, firben, åkander og insekter.


 Alligatorer er her også masser af. Vi spotter også en stor fisk - en Florida Gar.

 Nu fortsætter rundturen hen over vandet på solide og brede gangbroer. De HAR altså bare styr på det-der med nationalparker. Der er vildt gang i kameraerne.


 Vi ser skildpadder, masser af alligatorer, græshopper så store som mine fingre og en enkelt slange, som har så travlt med at jage en bille, at den slet ikke ser, at vi holder kameraet tæt ned til den.


 Vi kører videre til små udsigtsposter, hvor vi ikke ser meget andet liv end myg. Til gengæld ser man ud over noget, der ligner en savanne i Afrika eller en prærie i midtvesten i USA. Her en græs og lav bevoksning, så langt øjet rækker og det er HELT fladt. Kigger man lige ned, så opdager man, at græsset og al bevoksningen stikker op gennem vand, som dækker hele området.


 Vi ser adskillige kort og plancher, som forklarer hvordan hele Everglades National Park er er ca. 50 gange 50 km. stort område, der kun falder ganske få meter og forsynes fra den store "Lake Okeechobee" sø 100 km. nord for området. De første biologer i området kaldte det for "The River of Grass". Mod syd flyder det vand, som starter i nord, ud i den Mexikanske Golf efter at have flydt med en hastighed på kun 1 km. om dagen! Det store problem for den resterende del af Everglades er tilførslen af nyt vand. 4/5 af Everglades ligger udenfor selve nationalparken, og her slås farmere om at inddæmme jorden og bruge vandet sammen med resten af Floridas 19 millioner faste indbyggere og næsten 40 millioner turister om året!! Ikke underligt hvis området ender med at tørre ud - med katastrofale følger for alle dyrene i området. To firben lige ved siden af skiltet synes dog ikke at være bekymrede over alt dette. Sidst med ikke mindst udleder landbruget så meget forurening, at dette er den største trussel for området. Vi må dog konstatere, at vi bidrager til Everglades-fødekæden ved at opfede rigtigt mange myg, som efterfølgende bliver spist af større insekter, firben, frøer osv., og disse dyr bliver i sidste ende af fødekæden spist af en af de store alligatorer. Så er det alligevel bedre at blive bidt af et par myg. Vi burde alle have Everglades-bloddonor-mærker på.

 Uha! Nu begynder benzinlampen at lyse. Bilen sluger foruroligende hurtigt den benzin, som man poster i den, og der er ingen benzinstationer langs vejen i parken. Heldigvis ligger der en lille park-by, som hedder Flamingo, helt ude ved vandet. Vi sætter kurs mod den i håb om at finde noget spiseligt og få fyldt bilen op. Kort før byen er her masser af fugle, så kameraerne gløder igen. Landskabet er besynderligt. Bevoksningen er helt fluorescerende, og det fremhæves af den mørke himmel, som truer med at give meget regn fra sig.



 Da vi når ud til Flamingo, opdager vi til vores store overraskelse, at alt er lukket herude - det hele er smadret af en orkan, så vi kan IKKE få benzin på. Til gengæld bliver vi hærget af myg, så pigerne løber hylende rundt og ender med at flygte ind i en tom udstillingsbygning. Marie viser tydeligt, hvad hun mener man risikerer i en butik i den lukkede by.


 Vi krydser fingre og sætter kursen tilbage mod udgangen af parken, som nu er 60 km væk ad en temmelig ensom vej, hvor man ikke har lyst til at løbe tør for benzin. Det lykkes at køre hele stykket i et hug, og vi holder ind foran Everglades Alligator Park, hvor solskin nu frister til at tage den planlagte sejltur ud over sumpene.
 Pigerne gider ikke se mere sump, så vi næsten tvinger dem til at deltage. Da der er ventetid på en time inden næste ledige sejltur, spiser vi sen frokost og ser på de mange indhegninger med små og større alligatorer, som bliver født og opfostret her på farmen. En fugl med kun et ben humper rundt og hugger det mad, som vi smider ind til alligatorerne. Den har nok været lidt for tæt på én gang.


 Vi går også ind og ser et lille show, hvor en ung pige forklarer om Floridas 42 slange arter, hvoraf kun 4 er giftige. En lille "Ball Python" bliver sendt rundt, og går fra hånd til hånd hos publikum. Den finder sig helt roligt i det, så man kan nusse den og mærke hvor "lækker" den er at røre ved. Der bliver også lige tid til at få en stor grøn slange om halsen, inden vi spæner over til vores air-boat, hvor helt sorte James i højt humør "flyver" os ud i sumpene.


 Det er RENT show! Det er fuld fart frem med 50 km/t, og mudret vand står ind overe rælingen i vilde 360-graders rundture, når kølvandet indhenter båden. De forreste i båden er gennemblødte, men det var de blevet advaret om, så de sidder der af fri vilje. Det er ret sjovt at suse hen over vandet med denne høje hastighed, og pigerne virker ikke helt utilfredse med turen. Man kan diskutere det miljø-mæssige i disse ture. Det er strengt forbudt at sejle inde i selve parken, og man kan let forestille sig, at dyr, der ligger i veje for båden, bliver slået ihjel. Det er også ekstremt støjende, så man er nødt til at have høreværn på. Men sjovt er det.

 Turen slutter af, og vi passerer igen skiltet, som fraråder at bade fra båden. Det er absolut ikke en tanke, som falder én ind. Læg mærke til vandet til højre for båden - en alligator driver langsomt forbi, mens den holder øje med os.

 Ude af parken er der nu kun få miles til Florida City, hvor den hungrende bil bliver fyldt til bristepunktet med benzin for 75$. Vi køber også tynd kaffe, og nu er det på tide at sætte kursen mod "The Keys", dvs. den lange række af koraløer, som ligger ude i den Mexikanske Golf. Det er en tur på godt 80 km. til den Key, som hedder Layton.

 Vi kører langt over de mange "keys" og de mange broer. Èt sted er den gamle bro styrtet sammen under en storm, og den nye står ved siden af. Den gamle er dog restaureret så meget, at den kan bruges af de mange fiskere, som har en fin platform at stå på her.