Hold da op! Vi vågner kl. 6 ved at det tordner og brager. Det burde være lyst, men mørke skyer hænger over vandet. Godt at det ikke er orkan-sæson endnu! En tordenstorm er rigelig voldsom til os. Efter at have kigget lidt på de mange lyn, sover vi videre indtil ved 8-tiden.
 Vi laver selv morgenmad og indtager den på terrassen, selv om det er lidt gråt. Først ved halv ellevetiden får vi nusset os ud af døren, og drager til Miami Beach for at se på husene i "art deco"-stilen, gå på stranden og ... shoppe. Signe har spottet en "Urban Outfitters", som åbenbart er et "shoppe-must".

 Vi kører dog vi først til nr. 2318 på hovedgaden. Det betyder ikke, at man skal 2318 huse ned af hovedgaden. Næh! I USA har man struktureret byerne på en meget fornuftigt måde. Som regel hedder alle veje på den ene led noget med bogstaver, dvs. A-vej, B-vej osv. i rækkefølge. På den anden led hedder de så simpelthen "1. Street", "2. Street" osv. Bor man nu på i nr. 2318, så bor man som det 9. hus på venstre side af vejen - mellem vej 23 og vej 24. Da alle vejnavnene hænger på tværs over gadekrydsene, er man aldrig i tvivl om, hvor man er. Der er selvfølgelig undtagelser, men hovedsagligt er det meget nemt at navigere i de store amerikanske byer.

 I Avis Biludlejning giver nogle meget venlige folk os straks hvid Suzuki, som næsten er identisk med vores Pontiac. Man kunne godt få den idé, at Pontiac og Suzuki arbejder sammen. Næsten alle indvendige detaljer er ens. Bilen er pudsigt nok på New York nummerplader, så den skal nok finde hjem. Vi siger farvel til den gamle sølvfarvede bil og fortsætter.

 Nu skulle vi på selve stranden - Miami Beach. Det var - næsten heldigvis - gråvejr, så det var ikke kvælende varmt. Vi var heldige og fandt hurtigt en parkeringsplads, men vi havde ingen mønter, så vi fik vekslet i "Starbucks", hvor vi ved samme lejlighed investerede i to "genuine lemonades", dvs. citron-saft med vand og sukker. Det var rigtig lækkert i varmen.

 Stranden var ulækker naturligt for pigerne - alt for meget sand - så badning kunne ikke komme på tale. Stranden mindede meget om Venice Beach på den modsatte side af USA i Los Angeles, men bølgerne her på Atlanterhavs-siden er meget mindre ... i hvert fald i dag.
 Nu trak shoppingen FOR meget, så vi forlod stranden og fandt tilbage mod Urban Outfitters. På vejen stødte vi på to mildest talt fedtede typer, der luftede deres 25 kilo tunge pythonslanger.
 

 Vi havde kun 2 timer i parkometeret, så da jeg vendte tilbage til "UO", og pigerne ikke var helt færdige, så hentede jeg bilen og samlede dem op, da de 600$ (yep sekshundrede dollars) senere, havde fået dækket dagens behov med bla. én ny taske - hver!

 Nu susede vi hjem til terrassen på hotellet og fik lidt at drikke, mens vi studerede badende og bådene i vandet.

 Pigerne ville ned og "straffe noget jern", som det hedder, når man er ung og skal i work-out center, Hanne ville "straffe sine øjenlåg", så alt var fred og idyl på terrassen i en times tid, hvor jeg udfyldte notesbogen med indtryk fra Miami. Jeg må nok indrømme, at Miami ikke er min kop te. Her skal man helst være rig, smuk og tomhjernet ... og jeg er vist ikke belastet af nogen af delene. Da vi var samlet igen, var det tid til at prøve hotellets lækre pool, som lå i 5. sals højde. Her var man omringet af høje huse til flere sider, men der var også udsigt over havnen, hvis man lænede sig ud.

 Nu ville pigerne ville "South Beach" og spise aftensmad. South Beach er en kunstig landtange, som ligger ud for selve Miami, og det er her "det foregår". På vejen fik vi lige et par skud af Miami Downtown og nogle af de flotte villaer med egen båd. Vi kiggede helt vildt efter krokodiller på bådene ... men det er åbenbart gået af mode, siden vi så det i "Miami Vice" TV-serierne.

 Signe skulle dog først lige retur til Urban Outfitters, da et par trusser, som matchede en netop indkøbt BH, var undveget. Således stod vi IGEN udenfor UO en halv time senere, men denne gang var det overstået på et par minutter.

 Strandpromenaden er et inferno af støj og unge mennesker. Restaurations-sælgere prøver at hive én ind på deres områder, musikken støjer vildt, der er skubben og masen og maser af neonlys. Velkommen til Miami South Beach! Til sidst kom vi dog ind i anden række fra fortovet på en restaurant, hvor der var en orkan fra ventilatorer hen over vores bord og musikken kun var meget høj - ikke ulidelig. Men OK - maden var fin og øllet var koldt. Vi blev nu enige om, at man nok skulle være ung, smuk og tunghør for at holde til her ... og det var igen ikke noget, som Hanne og jeg er tynget af.


 Ude på gaden igen er det blevet helt mørkt, og de mange neonlys er nu et fascinerende skue, når det spejler sig i de mange forkromede detaljer på de dyre biler og motorcykler, som cruiser frem og tilbage på promenaden.

 Jeg var simpelthen nødt til at tage dette billede ... det er jo forsiden på vores "Turen går til Florida" - de bøger kan ABSOLUT anbefales!

 Aftenen sluttede i ro og mag på terrassen med velfortjent kaffe. Næh! Miami er ikke lige sagen - men nu har vi set det.