Vores vejrguder synes nu, at vi har haft held nok, så regnen vælter
ned, da vi vågner. Når det regner i USA, så kommer der MEGET vand ned. Vi spiser
morgenmad i ro og mag og håber på, at det går over ... det plejer det jo!
Vi forlader Monterey i silende regn. Det gør ikke så meget, da
første mål er byen Salinas, som ligger i dalen skabt af Salinas floden lidt inde
i landet. Det er her, at John Steinbeck er født, og vi skal besøge "The National
Steinbeck Center". Det viser sig at være en rigtig god udstilling. I stedet for
at beskrive indholdet af Steinbeck's bøger, er hele udstillingen bygget op om
historiske og geografiske facts fra Salinas området, Monterey's
fiskeindustri og USAs depression ... alt sammen beskrevet via uddrag fra
Steinbeck's historier og med paralleller til de mennesker, som har været
forbillede for hans figurer. Det er en elegant fremlæggelse af områdets historie spundet sammen med Steinbeck's forfatterskab. Senere i sin karriere blev
Steinbeck rapporter for New York Times, hvor han dækkede 2. verdenskrig, så her
var også chancen for at fortælle både krigens og Steinbeck's historie. Sidst -
men ikke mindst - var der en detaljeret beskrivelse af hans rundrejse i bil i
HELE USA, som er beskrevet i bogen "Rejser med Charlie". Charlie var den hund,
som gjorde Steinbeck selskab i bilen på den store rundtur. Steinbeck nåede at få
Nobelprisen i litteratur inden sin død i 1968.
Her er også en udstilling om områdets store erhverv: Dyrkning af salat, brocolli, blomkål mm. Over halvdelen af USA's produktion af disse grøntsager kommer fra dette område. Vi er da også kun lige kommet ud af Salinas, da vi støder på den lille by Castroville, der allerede nu annoncerer for den årlige "Artiskok Festival", som afholdes midt i maj. Så har vi også set artiskok-marker. (Se http://www.artichoke-festival.org/ hvis du ønsker at deltage!!!!!)
Heldigvis er regnen lettet lidt, da næste mål på ruten er de store
Redwood skove syd for San Francisco. Vi snørkler os længe gennem meget smalle
veje flankeret af vanvittig høje træer. Der kommer næsten ikke lys ned på vejen
- så tæt er bevoksningen. Midt på eftermiddagen når vi frem til "Big Basin
National Park", som lægger jord til de største træer i området. Park kontoret er
en flot træbygning, og indenfor er der ild i pejsen. Der er ingen til at betjene
os, og jeg forventer at den tykke parkbetjent fra Anders And dukker op, for at
gøre oplevelsen perfekt. Det er dog en ung pige i uniform, der tager mod
betaling og giver os et kort over ruten, som vi skal vandre. Vi betaler kun for at parkere -
det er adgangsbilletten til området. Udenfor kontoret er der opstillet et
tværsnit af en kæmpe-stamme fra et af disse redwood-træer. Vi får lidt hjælp til
at tælle årringene i træet. Det lille skilt, der er nr. tre fra midten" markerer
profeten Muhammeds fødsel - her er tale om meget gamle træer.
Ifølge den lille guide vi har fået, skulle vi nu kunne se parkens
største, ældste og hule træ på en lille rundtur. Skoven er meget speciel, da den
er domineret af disse kæmper, som tilsyneladende kan overleve i århundreder, og
ikke går til ved skovbrande. Mange af træerne er tydeligt sorte efter brand, og
nogle af træerne er endda hule pga. ild, men det har ikke fået dem til at gå ud.
Læg mærke til at Hanne står inden i træet nederst til højre. Det giver en bedre
idé om størrelsen af disse kæmper.
Det lader sig ikke gøre at "fange" højden af disse træer med et kamera.
Her er skovens kæmpe: "Mother of the Forest", som er på højde med Københavns
Rådhus. Det er svært at tro, når man ikke lige har bygningen at sammenligne med.
Så er det jo godt at man kan sammenligne bagefter!
Nu gik det hastigt mod San Francisco. Vi nåede ikke længere end til at
kigge ind over byens sydlige del og se en af de mange broer, der går over bugten
ved byen. Læg mærke til kløften i forgrunden af billedet. Ifølge vore kort er
det "San Andreas forkastningen", som er det område, hvor de store "plader" på
jorden støder sammen. Ikke underligt at San Francisco konstant lider under
truslen fra jordskælv.
I stedet for at køre ind til centrum kørte vi direkte til lufthavnshotellet via et virvar af
udfletninger omkring selve lufthaven. Billederne er først taget på selv
afrejsedagen fra det tog, som pendler imellem leje-bil-retur-centret og
lufthavnen. Hanne udkonkurrerer enhver GPS, når det kommer til kortlæsning og
navigering. Det er godt, at have én til at holde øje med skiltene og én til
at styre - og alligevel kører man uvægerligt forkert et par gange.
Det var så den tur ... 3000 km tilbagelagt på 10 dage. Sikke en tur.
Sne, ørken, bjerge, skove, søløver, hvaler, søelefanter, havoddere ... og en masse rare,
venlige og snakkesaglige amerikanere. USA har bare så mange tilbud.
Hvor er det rat at tænke på, at vi allerede skal tilbage til USA til
sommer ... denne gang sammen med pigerne. Florida, Savannah, Charleston,
Washington, Niagara Falls og New York.