Uh! Det er fælt gråt, og det regner meget. Den interimistiske morgenmadsrestaurant er nærmere en mikroskopisk café på 3*3 meter, hvor vi er heldige at få et af de små runde borde. Vi savner naboen med den magiske mobiltelefon, som fremkaldte blå himmel i går.
Vi tager bilen ½ mil ned ad vejen og havner på Fisherman's Wharf, hvor vi prøvede at finde en restaurant i går aftes. Her er totalt øde, og vi har set på vores reservation, at vi skal være der ½ time før afgang, så vi bliver lidt bekymrede. På havnekontoret peger en venlig lods os i retning af "Pier 1" 500 meter væk, hvor det åbenbart foregår. Vi går hurtigt derover, og det går op for os, at det nok var her, vi skulle have været i går. Her er fyldt med butikker, fiskerestauranter og gøgl. For enden af molen får vi øje på "Princess of Monterey Tours", som vi har reserveret billetter hos. Der er selvfølgelig ikke noget problem med at få plads, og vi bliver endda nødt til at slå et kvarter ihjel i butikkerne, mens vi venter på at komme ombord.
Det er hundekoldt, så vi et begge pakket godt ind. Vores bekymring om,
at vi blev helt alene på båden var ubegrundet. Båden var pænt fyldt, og alle stod
klistret til rælingen, da kaptajnen proklamerede, at der var gråhvaler til
bagbord. De var desværre temmelig langt væk, og bølgetoppe gjorde, at man
nogen gange slet ikke nåede at se se dem, i de sekunder hvor de var oppe og
trække vejret. De store dyr tømmer 80% af deres lungekapacitet ud på få
sekunder, så der kommer en flot damp-søjle fra dem, når de puster ud.
Vi var nok lidt skuffede over ikke at se nogen hvaler, der sprang højt op
i luften ... eller bare en lille hval-hale hævet over overfladen, men kaptajnen
fortalte, at det plasker og hermed støjer, og at hvalerne prøver at snige sig forbi, så de ikke
bliver overfaldet af Orca-hvaler ... spækhuggere. Det er nok et større problem,
når hvalerne tager turen tilbage fra Mexico til Alaska, for så har de unger med.
Søløver er her også mange af. Her her de okkuperet bøjen ved
indsejlingen til havnen. Ifølge kaptajnen er der hovedsagligt hanner i denne
gruppe.
Havoddere så vi også et par stykker af. De to sidste var i kamp med en
måge om en krabbe. Havodderne har en meget karakteristisk måde at flyde rundt på
ryggen på, når de spiser, sover eller pudser sig.
Vi var nu MEGET kolde, så vi besluttede at foretage os noget indendørs,
der kunne give os lidt varme. Derfor tog vi videre til det store akvarium i Monterey, som skulle
være helt fantastisk. Vi var kun lige kommet ind ad døren, da en entusiastisk
dame rendte rundt og gennede folk ud til deres lille tidevands-bassin, som
normalt bruges til at undervise børn i dykning. Nu var den indtaget af en
havodder-mor med baby. De nød tilsyneladende det stille vand, hvor der var læ
for bølgerne. Da moderen kortvarigt efterlod babyen, så hun kunne pudse sig
selv, peb den ynkeligt (billede i midten). Efter sin egen rengøring tog moderen
igen babyen op på sin mave, og de faldt begge i søvn og flød i lang tid rundt i
det lille bassin. Havoddere er kæmpe-NUTTEDE!
Det gav ikke meget varme at stå udenfor og se på havodderne, så det første vi gjorde, da vi kom ind, var at gå direkte til cafeteriaet og spise varm mad. Selve udstillingen har ikke så mange akvarier, som man ser andre steder, men til gengæld er dem de har kolossalt store. Her er temaer som "ydre bugt", "under molen" og "gopler". Det er utroligt flot lavet. Mange af bassinerne har kraftig strøm eller ligefrem bølger, der skaber naturligt liv i udstilingen, og det er også meget underholdende at se de store tangplanter svaje frem og tilbage og fiskene, der gynger i brændingen. I "dybhavsbassinnet" svømmer hajer og sildestimer sammen. Vi undrer os over, at de små fisk ikke bliver spist - men det gør de måske også?
 |
 |
Der er også en strand, hvor man kan stå UNDER bølgen, når den skyller
op. Det giver et sug i maven, når bølgen kommer brasende hver halve minut, og
ungerne elsker det.
På taget er der indrettet et bassin til havoddere, som er efterladt af
deres mødre, blevet smurt ind i olie eller på anden måde kommet ud af naturens
kredsløb. De havoddere, som kommer ind til centret bliver plejet og sat ud igen,
hvis de kan klare sig selv. De fem hunner, som de har her, ser ud til at have
det strålende, men de kan altså ikke klare sig selv. Vi står igen længe og
betragter disse dyr, som der det meste af tiden er fuld fart på. De leger,
svømmer og pudser sig. Man kan selvfølgelig betragte dem under vandet fra
stueetagen.
Sidst men ikke mindst er der en strand, hvor fuglene render rundt i
strandkanten, så man kunne røre dem, hvis man rækker ud. Det har vi godt nok
aldrig set andre steder. Fuglene er samlet op på strande, hvor de er fundet syge
eller forkomne. De, som ikke kan klare sig i naturen, bliver så stækket og
render rundt her. Det er igen meget elegant lavet. En bølgemaskine for enden
sørger selvfølgelig for, at der slår små bølger op på stranden.
Så havde vi fået luft, fisk og hav nok. På vej ud så vi på væggen listen over bidragsydere til dette fantastiske akvarium, som er hoved-sponseret af David Packard ... halvdelen af Hewlett-Packard. Han har da brugt sine penge til noget fornuftigt. David Packard står ikke på listen ... og kun folk der har sponseret over 100.000$ står her!!! Ifølge vores USA-bog har David Packard sluppet næsten 1 milliard kroner til formålet. Men det er også flot!
Nu skulle vi lige shoppe lidt,
og i en slags "køb-stort-ind-Netto", fandt vi denne pose chips til 20 kr. Ikke
underligt at så mange amerikanere er så tykke. Vi købte dog ikke chipsene, men
kastede os i stedet over nogle chokolade-linser til pigerne. At dømme efter
poserne størrelse, er der til et halvt års forbrug. (Her en måned efter at vi
kom hjem, er størstedelen stadig tilbage)
Meget kort fra hotellet lå et lækkert Mall-shoppe-center, hvor vi besluttede at købe
flutes, salat, ost og min favorit "Tobin James" rødvin, så vi ikke behøvede at gå ud og spise. Vi orkede
faktisk ikke flere restauranter nu.