Fra vores hotel kan vi lige skimte selve bugten i Morro Bay. Desværre
er det gråt og regnfuldt, da vi vågner.
Til vores overraskelse, er der også morgenmad inkluderet på dette hotel
... det er herligt at rejse i USA. I det lille rum, hvor vi får morgenmad,
sidder to amerikanske ægtepar, som er meget snakkesaglige og venlige, så vi
bliver hængende en halv time og taler med dem, da det alligevel regner kraftigt. Vi snakker om alt fra job til
boligpriser, og de er lidt rystede over, at de danske huspriser er steget til
det firedobbelte på 15 år ... det har taget 25 år i USA. Det øser stadig ned, så vi er lidt kede
af det, da dagen i dag op ad Highway 1 med store udsigter kræver godt vejr. Den ene af herrerne ringer til et af sine
børn i Monterey, hvor vi ender i aften, og han får at vide, at solen er på vej. Inden vi rejser os skinner
solen! SÅDAN EN MOBILTELEFON VIL VI OGSÅ HÁ'! "Ring efter blå himmel!"
Nu kan vi få et billede fra hotellet af den pudsige klippe, Morro Rock, der ligger
ved
den lille
bugt, som har givet stedet sit navn. "El Morro" betyder en lille sten på
dansk, og dette navn blev givet til stedet af spanierne helt tilbage i 1542, da
den næsten 200 meter høje vulkan-knop var god at navigere efter, når man sejlede
forbi. Der ligger ni af disse pudsige klipper fordelt over 20 km. ind i landet
mod San Luis Obispo, og de kaldes for "De ni søstre". Morro Rock er den største
af de ni.
Vi bliver ikke længe i Morro Bay, men kaster os hurtigt ud på vores næsten 200 km lange tur op ad kysten, hvor det første stop er et sted, hvor der er en koloni af søelefanter.
Hovedvejen Highway 1 går op langs hele den amerikanske vestkyst. Stykket mellem Morro Bay og Monterey er helt enestående mht. udsigter og dyreliv. Vi har ikke kørt ret længe før vi når til en afviser til Hearst Castle, som er en kæmpe turistattraktion i USA ... for amerikanere. Vores venner fra morgenmaden anbefalede det kraftigt, men understregede med et grin, at det jo ikke helt var som slotte i Europa. Det tilhørte bladmagnaten William Hearst, som byggede det i ca. 1920. Her levede han med familien i sus og dus og indrettede det hele som et museum for sine store kunstsamlinger. Familien overdrog det efter hans død til staten, da det var alt for dyrt at vedligeholde. Da vi har læst, at det er dyrt, og det er totalt overskyet og gråt inde i bjergene, kører vi ikke ind og ser det. Det skulle også tage mindst en dag at komme igennem det hele. "Det må blive næste gang!".
I stedet fortsætter vi et par kilometer frem, hvor et skilt med påskriften "Elephant Seals" og temmelig mange biler afslører, at vi er nået til den lille strand, hvor en koloni på 15.000 søelefanter holder til. Der er konstant udskiftning af flokken, som føder deres unger her, men slet ikke spiser. Det tager de nord på for at gøre. Lige nu er her omkring 2000 dyr. Det er et helt utroligt syn. De mange dyr ligger bare og soler, hvis hannerne da ikke lige slås lidt. Der er et leben og en støj, så det er meget underholdende at se på. Det regner lidt, da vi ankommer, men da vi henter en paraply, beslutter det sig for at stoppe. Vi står længe og kigger, og vi tager et HAV af billeder. Der er hele tiden noget nyt at se på.
Her er selvfølgelig også en ældre herre, som er iklædt uniform og villigt
svarer på vores spørgsmål. Han forklarer at kun 4 ud af 100 hanner opnår at få
et harem, så derfor er der konstant et par yngre hanner, der ligger på lur i
vandkanten, for at overtage en gammel hans harem. Disse unge hanner hedder "Wannabees"
eller "Sneakers" ... alt efter hvilken metode de bruger, for at komme i kontakt
med hunnerne. De fleste af ungerne på stranden er store, og nogen er uden deres
mor, som allerede er taget afsted for at spise. Så lærer ungerne selv lære at
svømme og spise. Det er dog ikke alle, der er så heldige. Der er temmelig mange
døde unger på stranden, som ifølge vores guide er druknet.
To hanner slås. De slås ikke rigtigt, men tager mål af hinanden. Her er
der ingen tvivl om, at den gamle han er den største, så den unge fortrækker
hurtigt. Den gamle han genoptager derfor straks sine pligter. Og herefter kan
man godt slappe lidt af. Den unge han nedenfor til højre har fattet, at det
gælder om at se stor ud, hvis man vil frem i tilværelsen, så den er begyndt at
øve sig.
Modvillige til at forlade dette herlige syn beslutter vi alligevel at
fortsætte, så vi siger farvel til den venlige opsynsmand og fortsætter nord på.
Resten af turen foregår i strålende sol ... tak til mobil-telefonen!
Det er stort ... smukt ... sikke nogen udsigter Vi stopper hele tiden for at
kigge, og ligesom alle de andre dage siger vi hele tiden: "Nu stopper vi ikke
igen før en 10 minutter" ... det holder bare ikke. Bag hvert sving er der en ny
udsigt, en ny flot bro over en kløft i det fjerne, en ekstra klar farve i vandet
eller specielt flotte bølger mod forrevne klipper.
Hver eneste gang, vi stopper, glæder vi os over, at skyerne bliver
liggende inde over land, og at solen skinner så smukt på dette fantastiske
stykke kyst. Det er i særklasse smukt.
Der er næsten ingen bebyggelse på den lange tur, men vi får en kop kaffe og lidt benzin til overpris halvvejs. Vi er nødt til at sætte farten lidt op, for vi skulle gerne nå "Point Lobos State Reserve" inden det bliver mørkt. Vi når frem til parken, der ligger lige ved indkørslen til Monterey, kl. 16.30, så vi har lidt over en times lys tilbage. Da dette er en "State Park" og ikke en "National Park" dur vores park-kort ikke her, så efter at have betalt ved indgangen, sætter vi bilen på parkeringen og går ud på en kort runde, der fører os helt ned til havet. Her skulle være gode chancer for at se søløver, havoddere og pelikaner.
Vi sætter os tæt på vandet på en stenet strand og kigger på nogle
søløver, som tumler rundt i bølgerne få meter fra brændingen. Søløverne kigger
på os. Man kan godt blive i tvivl om, hvem der kigger på hvem. Måske går rygtet
blandt søløver, at man skal tage ind til Point Lobos stranden for at kigge på de
væsener, der går rundt inde på land? I alle tilfælde sidder vi længe og nyder
synet af det voldsomme vand og dyrene, der virker fuldstændig upåvirkede af
bølgerne.
Bemærk hvor tæt søløven er på land på billedet ovenfor til venstre.
Tæt ud for kysten må der være søløve-fest. Der er en hujen og en larm fra
formodentlig temmelig mange dyr. Det synes ikke genere dem, at bølgerne her er
temmelig voldsomme. Vi ser også en enkelt havodder, der sejler mageligt rundt på
ryggen i en vig, hvor bølgerne ikke er så kraftige, men det er nu for mørkt til
at få ordentlige billeder. Det er også ved at være køligt, så siger pænt farvel
til søløverne og kører direkte mod vores hotel i Monterey.
Der er total kaos i vejbeskrivelsen, så vi må køre en del frem og
tilbage på motorvejen. Vi ender med at spørge om vej på en tankstation, før vi
finder vores hotel. Da vi ankommer til hotellets adresse, kan vi se, at
receptionen er revet ned? Det hele er en stor bunke af sten, brokker og knækkede
brædder, som er ved at blive kørt bort. Der går dog kun et øjeblik før det går
op for os, at de har lavet en midlertidig reception i én af bygningerne bagved,
så vi checker ind uden problemer. Her skal vi være i to dage. Det bliver rart
ikke at skulle skifte hotel i morgen.
Da vi bor meget centralt, bliver vi enige om at spadsere ned til havnen,
hvor der helt sikkert er gode spisemuligheder. Vi er lidt møre efter den gode
dag, så da vi kommer ned på havnen og der absolut er øde, beslutter vi at gå
tilbage til den kinesiske restaurant, som vi passerede på vejen. Her får vi
feriens absolut dyreste måltid, men det var da også udmærket. Vi slæber os
tilbage til hotellet og besvimer. Endnu en dag med "overload" på synsnerverne.