Vi har ikke specielt travlt med at stå op, og hotellet serverer morgenmad til kl. 10. Vi indfinder os i et lokale, hvor døren står åben ud til vinteren. Nu er vinter et relativt begreb i Santa Barbara, og selv om Hanne og jeg synes, at det er pænt køligt, så ser det ikke ud til at genere de lokale, som jo er vant til at leve med brølende aircondition. Én ting har amerikanerne dog fattet: Der står altid små termoplastkrus, som man kan fylde med kaffe, sætte låg på og tage med sig. Det benytter vi os en del af på denne tur, når vi spiser morgenmad på hotellet.
Santa Barabara praler af at have 300 solskinsdage om året, så vi må
have været meget heldige, da vi får lov til at opleve én af regnvejrsdagene. Vi
dropper derfor gåturen og starter dagen med at køre gennem "det rige område",
hvor vi ser palmer, golfbaner og lækre huse. Herefter fortsætter vi i bedste amerikanske stil
med at køre ud på den lange
mole. Her parkerer vi og går ind i akvariet, som viser sig at være et "rør-og-føl"
sted.
Her til morgen er en børnehave-klasse på besøg, og ungerne er
kæmpe-nuttede. Hvis nogen er i tvivl om, at USA er et multi-etnisk samfund, så
tæl lige selv efter. Den næste generation af amerikanere får lov til at røre en lille haj, der føles som sandpapir. Den
rare mand hedder Ken, og forklarer os bagefter en masse om disse fisk.
Indianerne brugte fiskeskindet som sandpapir. Specielt
æggene i det lille akvarium er interessante, da man kan se både blomme og
foster, der svømmer rundt i den lille tang-boble. Fisken tilbringer mellem 9 og
12 måneder i ægget, før den kommer ud.
Lige ved siden af forklarer en gammel søulk os alt om Santa Barbara og
dets store dyreliv. Han viser sig dog at være pensioneret ingeniør, så da vi
viser interesse for de tekniske instrumenter i hans lille sø-laboratorium, får
vi den helt store rundtur. Han fortæller om blåhvalerne, der kan veje op til 80
tons og snildt holde en march-hastighed på 50 km i timen. Den kan springe HELT
op af vandet, hvis den får lyst det det. Det må den godt på torsdag, når vi skal
på hvaltur i Monterey. I udstillingshallen hænger en gråhval i fuld
størrelse, som vi kan være næsten sikre på at se torsdag.
Tilbage på hovedgaden i Santa Barbera har vi en times tid, hvor vi kan
kigge på byen og butikkerne. En rar parkeringsvagt i en lille bil griner højt,
da vi spørger ham om, hvor vi trækker en parkeringsbilllet. Han kender godt
systemet i Europa. Her sætter han bare en kridtstreg på vores dæk, og så kommer
han forbi igen om 5 kvarter, og giver os en bøde, hvis vi stadig holder her. Vi
slentrer ned ad hovedgaden og kigger på butikker. Vi falder ind i en boghandel
og køber en kæmpe fotobog til Signe - ikke strategisk smart, når vi skal slæbe
det hjem i kufferterne. Som altid, når vi rejser, køber vi også et par poser
kaffe i Starbucks. Selv om gennemsnitsindkomsten i Santa Barbara er den højeste
i USA, så er her masser af hjemløse på hovedgaden, som fylder en del af de
nydelig bænke. Det er en grotesk kontrast at se en ung pige komme gående med en
lille glittet designer pose fra et inn-tøjfirma og passere to fattige på en
bænk, som holder et flosset papskilt med påskriften: Har ikke spist i to dage!
Pigens lille smarte top kunne formentlig bespise disse to mennesker i en uge.
Vi går ind i "Courthouse" og ser den flotte bygning, der blev genopført
efter en stort jordskælv tilbage i 1925. Her besluttede man, at der IKKE
måtte bygges højt i byen, og det bidrager væsentligt til dens charme. De fleste
af husene er hvide med røde tegltage. Mange at
frugttræerne blomstrer allerede.
Vi når tilbage til vores bil, inden den rare mand med kridtet viser sig.
Da vi allerede har checket ud fra vores hotel, forlader vi nu Santa Barbara ...
absolut en meget behagelig by, hvis man er så privilegeret at have penge nok.
Turen går nu til Solvang, som er den gamle danske koloni i USA.
Selvfølgelig regner det, når man nærmer sig "Lille Danmark". Det er dog tørvejr
igen, da vi når til byen.
Det har efterhånden udviklet sig til en ren turistmagnet, så der er virkelig
gjort noget ud af det. Næsten lidt for meget af det gode. Man får nærmest
fornemmelsen af at være i en forlystelsespark a la Disney-land ... bare på dansk
... nærmest Dansk-ney-land. Byen har fire bagere, og vi køber brød i to af dem,
så vi kan klare frokosten på den måde.
Man tror ikke sine egne øjne ... Rundetårn og Dybbøl mølle. Det er næsten som i Las Vegas! Ved indkørslen til byen stod Den Lille Havfrue, og i det fjerne kunne vi skimte H.C. Andersen. Faktisk manglede vi kun Christania! Hele dette startede rent faktisk som en dansk koloni tilbage i 1911, men det var først i 50'erne, at det store byggeri begyndte med møller osv. I dag er der næsten to millioner gæster i Solvang hvert år, så det må tiltrække en del amerikanere.
Hanne studerer spisekortet på denne restaurant. Dette hus var faktisk et af de første i Solvang, der blev bygget i dansk
stil. Bemærk alle de danske byvåben på gavlen. Dog ødelægger en detalje
illusionen om at være i Danmark ... her er ALT for mange rigtigt dyre biler.
Endnu en gang glæder vi os over at have set en "seværdighed" uden for
sæsonen, hvor her var et overskueligt antal mennesker. Vi siger "FARVEL OG TAK"
på dansk og sætter kursen mod Stillehavet igen. Vi har dog checket, at der
findes en stor Walmart på vejen i byen Lompoc, så vi lægger vejen forbi her, og
køber undertøj som planlagt. Vi er lidt overraskede over, hvor lidt fersk mad,
man kan købe i denne store butik. Til gengæld er udvalget i tøj, kameraer, sko,
cornflakes osv. enormt.
Vi hastede nu videre mod Morro Bay, hvor vi skulle overnatte. Det er næsten mørkt, da vi ankommer til hotellet, som ligger meget tæt på havnefronten. Det tager os kun to minutter at komme ned på havnepromenaden, hvor vi undersøger udvalget af restauranter. Det hele virker temmelig dødt sådan en tirsdag aften, men til sidst beslutter vi os alligevel for at gå ind i en restaurant, som ser øde ud udefra. Det viser sig at den er overraskende godt besøgt, da vi først kommer ind. Det viser sig at være lokale, og det er en vældig hyggelig oplevelse. Da det går op for en ældre herre ved bordet over for os, at vi er fra Danmark, starter han en højlydt samtale med os. Han er umådelig rar, og fortæller og straks, at han har været gift med sin hustru ved siden af i over 50 år. Servitricen er også meget venlig og hun bifalder vores valg af vin til bøffen. Da hun er gået griner jeg, og siger, at jeg aldrig har hørt en tjener i USA sige, at man har valgt noget dårligt. Det viste sig dog, at hun havde ret. Det var den bedste bøf og vin vi fik på hele turen. (Vinen hed "Rock'n'Roll" fra "Tobin James". Hvis nogen ved, hvor man kan købe den i Danmark, så sig lige til.)